Som andengenerationsindvandrer har jeg et unikt overblik over integrationsdebatten. Jeg ser, hvordan mange børn af førstegenerationsindvandrere vokser op i ekstrem identitetsforvirring, fordi deres forældre fastholder gamle normer og værdier fra hjemlandet, selv når både hjemlandet og Danmark har udviklet sig markant. Jeg har selv oplevet det modsatte: Min mor tog aktivt afstand fra en snæversynet, kollektivistisk og konservativ kultur og gav mig mulighed for at udfolde både min danske og kurdiske identitet. Det har givet mig frihed og overblik, men desværre er det langt fra normen.
Vores forældres generation har mistet meget af deres kulturelle forståelse. Mange førstegenerationsindvandrere har mistet både sansen for ’højre og venstre’ og for de sociale koder, der gør integration mulig, og det er ikke kun et problem i trafikken, men også for børnene, som skal navigere mellem to kulturer.
