Det er muligvis anekdotisk, men billedet af frøen, der bliver kogt levende i gryden, fordi vandet langsomt varmes op, så den langsomt vænner sig til det og ikke hopper ud, mens tid er, virker mere og mere sigende for vores tid.

Mest oplagt naturligvis, når det gælder vejret og de smeltende temperaturer, som vi har her i Europa for tiden. At det er relateret til klimaforandringer, er der ikke megen tvivl om. Faktisk viser det sig, at Europa er det kontinent, som varmer hurtigst op. En af forklaringerne er åbenbart, absurd nok, at vi har været så gode til at få renere luft, at solens stråler nu helt uforstyrret af smog kan komme ned og grille os.

Hverken vi eller bygningerne er reelt bygget til denne slags hede, men alligevel er det forjættende let - jeg har gentagne gange taget mig selv i det - at tænke ’sikke dejligt vejr, nu gælder det om at nyde det’, når jeg så ud på den blå himmel og glad hoppede i det efterhånden ganske lune hav. Lige om lidt vil jeg vædde på, at rigtig mange af os har fået en eller anden form for aircondition og så begynder det at blive helt normalt, at vi lever i et noget mere tropisk klima, end vores forældre voksede op i.

Vi tilpasser os, det er på sin vis godt, men også dødsensfarligt, fordi det også lammer vores handlekraft. Noget skal gøres, hvis kloden ikke skal koge fuldkommen over, og en lavthængende frugt er at begynde at indføre klimaafgift på privatfly. Som Nicole Marie Pemberton fra Den Grønne Ungdomsbevægelse påpeger i denne velturnerede kronik, er det fuldkommen absurd, at passagerer, der sidder mast på monkey class nede på sæde 47 B, skal betale klimaafgift, mens de allerallerrigeste mennesker, dem med deres helt eget fly, slipper.

Det har den nye regering lykkeligvis lovet at gøre op med, og selv om det kan virke som ren symbolpolitik, er det faktisk mere end det. Ifølge Global Solidarity Levies Task Force udleder private jet-brugere mere end 14 gange så meget som almindelige kommercielle flyrejsende, og en global afgift på premium- og privatflyvninger anslås at kunne rejse op til 43 mia. euro om året. Den kamp bør Danmark føre an i, og måske burde regeringen også selv gentænke visdommen i den nye aftale om at leje privatfly til sig selv. Sender det virkelig det helt rigtige grønne signal, at de danske topministre kommer rejsende i deres eget fly til topmøder rundt om i verden?

Ud over det lidet grønne signal tror jeg også, at faren ved at rejse på den måde er, at man vænner sig til det. Vænner sig til at være afkoblet fra det normale liv, normale menneskers trængsler og mere og mere tænker, at de normale regler og moralske normer ikke gælder for en selv. Det kan man i al fald frygte er sket for regeringens måske mest rejsende minister, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Han kan ikke se noget problem i, at hans søn og partifælle Bergur Løkke rådgiver en britisk våbenproducent, der forsøger at vinde milliardordrer fra det danske forsvar.

Det er på alle planer absurd. Som jeg skriver i denne leder, sidder Lars Løkke Rasmussen i regeringens koordinationsudvalg, der skal behandle beslutningen om det store militærindkøb, så det er nærliggende at tænke, at en del af Bergurs sikkert ganske vellønnede arbejde med at fremme den britiske producents chancer kan ske hen over søndagsmiddagen i Græsted.

Ligesom med heden og klimaforandringerne skal vi passe på med ikke at vænne os til, at det er tingenes tilstand. Kast et blik mod USA, der her op til sin 250-års fødselsdag er ved at blive omdannet til et profitcenter for Donald Trump og hans familie og venner - kast et blik på denne tracker fra et officielt kongresudvalg over, hvor absurd meget Trump tjener på sit embede - for at se, hvor galt det kan gå. Og ja, der er vi slet, slet ikke i Danmark, men vores tillidsbaserede samfund har åbenlyst nogle mangler.

For absurd nok er Bergurs loppetjans formentlig fuldt ud lovligt. Det er vurderingen fra juridiske eksperter, hvilket understreger nødvendigheden af at få opdateret og strammet de danske regler for lobbyisme. Som et af de få lande i Europa har Danmark nemlig stort set ingen regulering eller krav om gennemsigtighed i lobbyismen. Det er tydeligvis på tide.

Og så er sagen en påmindelse om, at det også her i rovdyrenes og oprustningens tid er vigtigt at bevare sin kritiske sans. Det kan man roligt sige, at dronesagen også er en kærkommen understregning af. Sidste uge kom evalueringen af dronesagen - den, der blandt andet lukkede Københavns Lufthavn, fik statsministeren til at tale til nationen om russisk hybridkrig og den daværende justitsminister Peter Hummelgaard til at sammenligne det med terrorangrebet 11. september i USA i 2001. Store ord, men som Christian Jensen skriver i denne leder, er der ikke fremlagt beviser for stort set noget som helst af det.

Faktisk viste det sig denne uge, at trods ni måneders efterforskning kan hverken Forsvaret eller Københavns Politi over for offentligheden dokumentere, at der overhovedet var nogen droner på himlen over jyske flyvepladser eller Københavns Lufthavn 22. september sidste år. Med Jensens ord: »Det nationale beredskab må siges at være dumpet med et brag. Det samme er landets politiske ledelse med Mette Frederiksen (S) i spidsen. Og det sidste er faktisk det mest alvorlige i en krigs- og krisetid, hvor tillid til regeringen er altafgørende. Hvad skal vi tænke næste gang, Mette Frederiksen slår storalarm?«

Det kan man tænke over her i sommerheden eller måske afkøle sig i en biografsal. Det sidste er et trick, jeg ofte benytter mig af, og jeg ser derfor også frem til Christoffer Nolans nye version af Odysseen. Den har fået blandede anmeldelser i USA - læs denne herlige artikel i New Yorker om udfordringerne ved at filmatisere Homers klassiske værk - men personligt skal jeg helt sikkert se den.

Jeg er både stor fan af Nolan og af Odysseen. Som mange klassiske værker er den meget lettere og sjovere og mere interessant end dens renommé og egner sig også ganske godt som højtlæsningsbog til store børn eller kærester. Odysseus er en sær, lidt patetisk snegl, men historien er forrygende og fortælleformen uovertruffen. Bliver man helt opslugt - som jeg gjorde - er det næste naturlige skridt at kaste sig over den amerikanske forsker og forfatter Daniel Mendelsohns bog om Odysseen, en rørende bog om værket og hans eget liv og forhold til sin far (har man glemt det, spiller Odysseus’ søn også en ganske betydelig rolle i historien). Og så måske supplere med hans lille værk Three Rings, en elegant fortælling om den fortællemæssige ringstruktur i Odysseen og en masse andet.

For det hele går vittelig lidt i ring, og nu er det faktisk sommer og dermed også tid til at læse om alt muligt andet end arbejde og pligt. Helt slut er det ikke, jeg er tilbage med sæsonens sidste nyhedsbrev næste uge, men i mellemtiden så pas på jer selv, hold jer i skyggen, husk solcreme og husk at holde magthaverne i ørerne. Tips til skandaler og gode bøger - og feedback om dette nyhedsbrev - modtages som altid med tak på marcus.rubin@pol.dk

kh

Marcus