Kære læser,

Hvert år (gen)opdager jeg, at påsken i store træk er en gentagelse af ugen mellem jul og nytår.

Småkager og risalamande er byttet ud med sløjt produceret chokolade (placeret i børnehøjde i Netto, kan man skrive borgerforslag mod den slags?).

Vintermørke er erstattet med en chance for at lade solen kysse kinderne.

Men alligevel er det for mig som om, at kombinationen af helligdage, sildemadder og sammenkomster giver en fornemmelse af, at tiden - for en stund - står stille.

Og at der derfor er bedre tid til fordybelse.

Hvis du har det som jeg - og måske endnu mærker lidt påskefred - har vi på kulturredaktionen et hav af artikler, som du kan rette din opmærksomhed imod.

Velkommen til brev!

Ugens første historie begynder kort efter, at sognepræst Poul Joachim Stender mistede sin mor for over 10 år siden.

Familien havde fundet en konvolut med morens sidste vilje.

Spændte åbnede de brevet.

»Og så står der gudhjælpemig, hvem der skal arve en eller anden grim kommode, og hvem der skal have et bogskab«, siger Poul Joachim Stender:

»Jeg følte en dyb skuffelse«.

Sognepræsten havde håbet på at åbne et brev, hvor moren skrev, hvad der havde gjort hendes liv stort.

Og sådan fik han ideen til det, han kalder for et åndeligt testamente.

Ideen med et åndeligt testamente er, at man skriver sine livserfaringer, værdier og ønsker til sine efterkommere ned, og at de så får det, når man er død.

Poul Joachim Stender anser det åndelige testamente som en pligt, den døende har overfor sine nærmeste.

»Når danske soldater drager i krig eller bliver udstationeret, skal de skrive et afskedsbrev til deres familie. Det, tror jeg, er en god ting i en kultur, hvor vi fornægter døden mere og mere«, siger han.

På linket nedenfor kan du læse mere om åndelige testamenter og møde 78-årige Inge Møllehave, der nu har skrevet sit.

Det er journalist Sigrid Debois Reuss, som har kigget nærmere på fænomenet.

»Jeg er ærkeroyalist, og vores dronning sagde, at vi måtte ikke være fornærmede på livet«

Nu skal du møde Hannah Hummeluhre.

Hun er 25 år, og hun har en mission:

At undersøge kontroversielle skriftsteder i Bibelen og modsige det, hun kalder en »forkert tolkning« af Bibelens kvindesyn.

Det gør hun både på sin Instagram-profil ’Jesuselskendefeminist’, samt når hun under konceptet ’Jesuspiger’ samler piger og kvinder i Aarhus for at møde Jesus og blive inspireret af kvindelige forbilleder i kristendommen.

For Hannah Hummeluhre er ikke i tvivl om, at Jesus var feminist.

»Feminisme udspringer af Gud og den måde, han skabte mennesket i sit billede på«.

Min kollega Julie Franson Frost Andersen har interviewet den kristne influencer om hendes feministiske læsning af Bibelen.

Læs med her:

»Jesus var feminist, inden ordet blev indtænkt i læsningen af Bibelen«

Foto: Peter Maunsbach

Til slut forlader vi kirketemaet for i stedet at vende blikket mod kulturredaktionens nyeste serie.

Den handler om en helt særlig person:

Mor!

Jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at vælge, hvilken historie, som skulle med i brevet her.

Flere af seriens tekster er blevet hos mig længe efter endt læsning.

Men hvis jeg kun må anbefale dig en artikel, skal det være Lotte Thorsens interview med Frederikke Lett.

Frederikke Lett har aldrig brudt sig om, at andre spurgte ind til hendes mor.

Hendes mor fik en fødselspsykose og mistede livet til selvmord under en indlæggelse på Rigshospitalet, da Frederikke Lett var syv måneder gammel.

»I hele min barndom og ungdom var hun et hemmeligt, hemmeligt sted for mig. Som jeg ikke ville have befamlet af andre. En helligdom nærmest. En skatkiste af skønhed«, siger Frederikke Lett.

Du kan læse hele artiklen på linket her:

»Jeg har ikke turdet røre de penge. Fordi min mor sidder i dem«

Og finde resten af mor-serien lige her.

Tak for nu.