Godmorgen.
I dag handler nyhederne om:
- Stjernekokken René Redzepi, som efter hård kritik trækker sig tilbage
- Det iranske kvindelandshold, som efter at blive kaldt forrædere på iransk stats-tv, får asyl i Australien
- Dansk Industri ser et stort hul i Socialdemokratiets pensionsudspil
- Bodø/Glimt vinder for femte gang i træk i Champions League og rykker i kvartfinalen
God læselyst og god dag!
René Redzepi har været hyldet som et geni i hele verden. En madens gud blev han kaldt på forsiden af Time Magazine i 2013. Hvem tør sige fra over for ham?
Réne Redzepi trækker sig tilbage efter hård kritik
Den danske stjernekok René Redzepi er under hård kritik, efter at 35 tidligere medarbejdere på restauranten Noma i et interview med The New York Times har fortalt om psykisk og fysisk vold i køkkenet mellem 2009 og 2017. Ifølge beskrivelserne blev ansatte blandt andet slået, ydmyget og udsat for grænseoverskridende disciplin under arbejdet i det verdensberømte køkken.
Redzepi skriver på Instagram, at han ikke kan genkende alle historierne, men erkender, at hans tidligere opførsel har været skadelig for medarbejdere. I opslaget erkender stjernekokken samtidig et personligt ansvar for den kritik, der er vokset omkring hans ledelse.
»En undskyldning er ikke nok; jeg tager ansvar for mine egne handlinger«, skriver han.
Kritikken genopliver en debat om arbejdskulturen i den internationale fine dining-verden, hvor stjernekokke ofte hyldes som genier, og hvor hårde arbejdsforhold i nogle tilfælde er blevet accepteret som en del af jagten på gastronomisk perfektion.
Sagen rejser samtidig spørgsmål om mediernes rolle i at ophøje topgastronomi gennem priser og stjerner fra blandt andre Michelin Guide og ranglister som The World’s 50 Best Restaurants og blotlægger at denne dyrkelse kan være med til at opretholde en kultur, hvor misbrug tolereres – og hvor både anmeldere og gæster må overveje, hvilket ansvar de selv bærer.
- Læs mere om Noma-kritikken:Stort antal tidligere ansatte på Noma beskylder i The New York Times René Redzepi for fysiske overgreb
- Indefra:Her er, hvad jeg spiste som ulønnet praktikant på Noma
Australiens udenrigsministerium udsendte 11. marts et billede af de seks iranske fodboldspillere, der har søgt asyl i Australien. Her ses de med en fra holdledelsen og to unavngivne lokale embedsmænd (2. og 3. fra højre).
Det iranske kvindefodboldlandshold får asyl i Australien
Seks iranske kvindelige landsholdsspillere i fodbold har fået asyl i Australien efter en opsigtsvækkende protest under Asian Cup. Før en kamp mod Sydkorea i begyndelsen af marts nægtede spillerne at synge Irans nationalmelodi – kort efter at USA havde indledt angreb mod Iran og udløst en ny regional krise.
Protesten vakte global opmærksomhed og bekymring for spillernes sikkerhed. USA’s præsident, Donald Trump, opfordrede Australien til at give dem asyl, mens Irans tidligere kronprins Reza Pahlavi advarede om, at kvinderne kunne risikere alvorlige konsekvenser, hvis de vendte hjem. Samtidig blev de i iransk stats-tv beskyldt for forræderi.
Australien tilbød spillerne beskyttelse, og syv valgte i første omgang at blive i landet. Senere besluttede én dog at vende tilbage til Iran efter kontakt med den iranske ambassade. Iranske myndigheder har siden forsøgt at nedtone sagen og sagt, at spillerne er velkomne hjem, men flere frygter fortsat repressalier. De seks kvinder er nu under humanitær beskyttelse. Resten af landsholdet steg på flyet mod Iran tirsdag aften.
- Læs også:Sportsminister udelukker Irans deltagelse ved VM
- Mere om krigen i Mellemøsten: Efter 11 dages krig er der særligt et land, der famler, og et land, der holder fast
Dansk Industri: Socialdemokratiets pensionsudspil er ikke så skudsikkert, som det ser ud
Dansk Industri advarer om, at Socialdemokratiets nye pensionsudspil kan skabe et hul på omkring 21 milliarder kroner i dansk økonomi. Ifølge organisationens beregninger vil forslaget – der blandt andet sænker tempoet i stigningen af pensionsalderen og hæver satsen på Arne-pensionen – æde en stor del af det økonomiske råderum, hvis Danmark samtidig skal nå målet om klimaneutralitet i 2045.
Økonomiprofessor Michael Svarer vurderer, at DI’s beregninger ser rigtige ud og bygger på tal fra Finansministeriet. Ifølge ham vil udspillet reducere den såkaldte holdbarhedsindikator markant og efterlade meget lidt økonomisk buffer til fremtidige udgifter – blandt andet til den grønne omstilling.
Socialdemokratiet afviser dog kritikken. Partiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, kalder DI’s udlægning misvisende og fastholder, at der både vil være råd til klimamålene og en holdbar økonomi. Ifølge partiet vil nødvendige klimaudgifter blive finansieret inden for de eksisterende økonomiske planer.
- Læs også: Socialdemokratiet er klar til at diskutere klasseloft
- Finansieringsspørgsmålet for Arnepensionen:Stort S-slagnummer kan vise sig at blive langt dyrere
Danske Kasper Høgh scorer Bodø Glimts tredje mål.
Bodø/Glimt vinder for femte gang i træk i Champions League
Frem til 1972 kunne klubber i Nordnorge ikke rykke op i den bedste fodboldrække. I 1975 vandt Bodø/Glimt pokalturneringen, og var med til at ændre de lokales syn på dem selv og ikke mindst sydens syn på norden. Nu er fodboldholdet fra nord for polarcirklen ved at ændre opfattelsen af, hvad der kan lade sig gøre, når de små møder de store i de største europæiske klubturneringer.
Den lokalt forankrede foreningsklub fra en by med 55.000 indbyggere, et stadion med plads til 8.270 tilskuere og en trup bestående af norske/danske spillere på nær to pladser spillede onsdag aften Champions League-ottendedelsfinale mod Sporting.
Bodø/Glimt tog et stort skridt mod kvartfinalen med en klar 3-0-sejr over Sporting, og den norske klub har dermed et stærkt udgangspunkt før returkampen i Lissabon i næste uge.
Hjemmeholdet kom foran på et straffespark sat ind af Sondre Brunstad Fet efter en omdiskuteret kendelse. Kort før pausen øgede Ole Blomberg til 2-0 efter flot opspil, hvor danske Kasper Høgh trak forsvaret væk.
Efter pausen blev Kasper Høgh selv målscorer, da han gjorde det til 3-0 efter oplæg fra Jens Petter Hauge. Målet var danskerens femte i turneringen siden nytår. Returkampen spilles i Lissabon, hvor Sporting skal levere en stor præstation for at vende opgøret, mens vinderen samlet møder enten Bayer Leverkusen eller Arsenal FC i kvartfinalen.
- Læs mere om den nordnorske klub:Fodboldens bedste historie er norsk og så utrolig, at den næsten ikke giver mening
- Real Madrid opgøret:Valverde piller City fra hinanden med vaskeægte hattrick
Er elefanterne virkelige, eller er de spøgelser? Belysningen gør ikke noget for at afklare spørgsmålet i Werner Herzogs nye værk om elefantmandens jagt på elefanten Henrys efterkommere.
Er Henry den af døde konge over en race af sky kæmpeelefanter?
Dokumentarfilmen Ghost Elephants af Werner Herzog tager udgangspunkt i historien om den legendariske kæmpeelefant, Henry, som blev skudt i Angola i 1955 og senere udstillet på Smithsonian Institution. Filmen undersøger myten om, hvorvidt Henry var enestående – eller om der stadig findes en skjult bestand af gigantiske elefanter i det utilgængelige område kendt som Afrikas »vandtårn«.
I filmen følger man naturforskeren Steve Boyes, der sammen med lokale guider og stifindere leder efter spor efter de såkaldte »spøgelseselefanter« i det sydlige Angola. Ekspeditionen bevæger sig gennem afsides skove og marskområder, mens forskere samtidig analyserer dna-spor i laboratorier i et forsøg på at afgøre, om rygterne om kæmpeelefanterne har hold i virkeligheden.
Som i mange af Herzogs film glider grænsen mellem dokumentar, myte og filosofi. Filmen bliver derfor både en naturfortælling, en ekspeditionsfilm og en refleksion over menneskets forhold til naturen – og over hvordan det vilde dyreliv i stigende grad forsvinder og risikerer at blive til noget, der kun eksisterer i fortællinger og drømme.
Henrik Palle: Det sker kun, fordi vi lader politikerne slippe afsted med det
En dansk politisk konsulent med erfaring fra Barack Obamas kampagne forklarer i en samtale med skribenten Henrik Palle den amerikanske politiske situation med ordene: »Because we let him do it«. Pointen er, at politikere kan skubbe grænserne for sandhed og anstændighed, fordi vælgere, medier og modstandere ofte lader det passere.
I dette debatindlæg peger Henrik Palle på lignende tendenser i dansk politik, hvor kontroversielle eller misvisende udsagn sjældent får større konsekvenser. Eksempler nævnes blandt andre fra politikere som Inger Støjberg, Alex Vanopslagh og Pia Kjærsgaard, hvor udsagn eller kampagner kritiseres for at være stærkt forenklede eller faktuelt tvivlsomme uden at blive alvorligt udfordret.
Ifølge ham skyldes udviklingen en politisk debat præget af »går den, så går den«, hvor overdrivelser, anekdoter og direkte usandheder kan cirkulere relativt ustraffet. Ansvar ligger ikke kun hos politikerne, men også hos offentligheden, der ofte accepterer eller ignorerer udsagnene, hvis de bekræfter egne holdninger.
På Noma blev kokkene slået og ydmyget – nu trækker sponsorer sig
Der var engang, hvor alle ville besøge Noma – og hvor gastroturister strømmede til restauranten på Refshalevej 96 i København.
Den blev et nationalklenodie, det fineste af det fineste. En ægte eventyrfortælling for dansk gastronomi – og stjernekokken i spidsen hed René Redzepi.
Men som succesen voksede, strømmede der også andre fortællinger ud om restauranten. For hvad foregik der egentlig i køkkenet bag den fine facade?
Vi spørger journalist på Politiken Johanne Lerhard, hvorfor fine dining slet ikke er så fint, når man ser ordentligt efter, og om det er tid til at bruge pengene på noget andet. Hør dagens udgave af ’Du lytter til Politiken’
Det sker i dag
- Københavns Byret afsiger klokken 10 skyldkendelse i en sag mod en 16-årig svensk dreng, der er tiltalt for at have haft en koordinerende rolle i forbindelse med tre drabsforsøg i København. Drabsforsøgene blev ifølge anklageskriftet koordineret via krypterede tjenester, hvor drengen gemte sig bag aliasser som ’Mr. Killer’ og ’The Godfather’. Drengen er tidligere dømt i en lignende sag i Sverige. Hvis drengen kendes skyldig, ventes der også torsdag at være procedure om straf.
- EU’s koordineringsgruppe for olie- og gasforsyninger mødes på torsdag for at drøfte den kraftige stigning i oliepriserne tidligere på ugen som konsekvens af krigen i Mellemøsten.
- Organisationen Ombold holder torsdag Danmarksmesterskab i indendørs gadefodbold i Sønderborg. Omkring 130 spillere fra hele landet deltager. Deltagerne lever eller har erfaring med blandt andet hjemløshed, stofbrug, psykisk sårbarhed eller social isolation. Mesterskabet markerer afslutningen på vinterens turneringsrække, hvor spillerne har deltaget i kampe og fællesskab på tværs af landsdele.
Dagens tegning
Tag-selv-bord