0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Elisabet Svane: Valget ændrer helt grundlæggende de politiske dynamikker

Godmorgen.

Sikke en valgyser!

Her til morgen handler nyhederne naturligvis om valgets resultater. Om gamle magtpartier, der bløder, om nye alliancer, som lurer, og én spiller som pludselig står med nøglen til det hele.

God læselyst.


Valget ændrer helt grundlæggende de politiske dynamikker

Støvet er så småt ved at lægge sig efter gårsdagens folketingsvalg, der på mange måder viste sig at blive historisk.

For regeringspartierne Socialdemokratiet (S) og Venstre (V) kom det til udtryk ved deres valgresultater på henholdsvis 21,9 og 10,1 procent af stemmerne. Det er det værste resultat siden 1903 for S – og det værste nogensinde for V.

Anderledes gik det for det tredje regeringsparti, Moderaterne, med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

»Bare tre måneder efter, at partiet lå og rodede omkring spærregrænsen, er Moderaterne og Løkke, dansk politiks evige comeback kid, placeret lige dér, hvor hverken røde eller blå partier kan komme uden om dem«, skriver Politikens politiske analytiker, Elisabet Svane, i en analyse.

Med 84 mandater til de røde partier og 77 til de blå ser ingen af blokkene nemlig ud til at kunne finde et flertal uden de 14 mandater, Moderaternes stemmeandel på 7,7 procent udløste. Altså er Løkke de facto kongemager i de kommende forhandlinger, som begynder allerede i løbet af onsdagen, hvor partierne ventes at svinge forbi Amalienborg til den første kongerunde for at udpege en kongelig undersøger.

Det er uklart, hvem der har flertal til at blive kongelig undersøger, som leder forhandlingerne. Den tjans vil Lars Løkke Rasmussen gerne have selv – og Alex Vanopslagh (LA) er også parat til at pege på ham på én betingelse – mens Martin Lidegaard (R) holder kortene noget tættere ind til kroppen.

Vender vi blikket mod de andre håbefulde partier, kom de alle sammen ind. Det er første gang, at spærregrænsen på 2 procent ikke har slukket et eneste partis drømme, siden den blev indført i 1953. Der er nu 12 partier i Folketinget, og den indflydelse, som S og V traditionelt har nydt i kraft af deres størrelse, er spredt for alle vinde. SF, LA, Ø, K, DF og R er alle gået frem og søger nu at påvirke den kommende regerings sammensætning.


»Prøv nu at kravle ned fra de træer«

Lars Løkke Rasmussen rettede en bøn mod sine regeringsfæller, statsminister Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V), om at mødes på midten.

»Prøv nu at kravle ned fra de træer. Vi har ikke brug for træklatring og at save i de grene, der gør Danmark stærk. Kom ned til os i midten, og spil med os«, sagde han i en tale til Moderaternes valgfest.

Troels Lund Poulsen afviste dog opfordringen. Han vil ikke indgå i en ny regering med Socialdemokratiet, og ser kun en blå midterregering for sig. Mette Frederiksen var ikke lige så klar i mælet.

»De blå partier har sagt, at der ikke kan være et samarbejde ud over med dem selv, og så må vi jo høre de røde partier og Lars Løkke Rasmussen«.

Mangt og meget er usikkert. Det står dog klart, at Socialdemokratiets og Venstres »førstefødselsret« til statsministerposten ser ud til at være ved at rinde ud, skriver Elisabet Svane i gårsdagens analyse.

»Det blev et opbrudsvalg, som for alvor møblerer rundt på dansk politik. Ikke bare et par mandater mellem et par partier, men et valg, der ændrer helt grundlæggende på de politiske dynamikker«.

Selv om der ikke er nogen åbenlys regeringssammensætning, gav alle 12 partiledere udtryk for tilfredshed med resultatet. Selv Troels Lund Poulsen, der altså har givet Venstre sit dårligste resultat nogensinde, hæftede sig ved, at V fortsat er det største parti i blå blok.

Det er status indtil videre. Klogere bliver vi forhåbentlig til ’dagen derpå’-debatten kl. 11.00 i Publicistklubben, hvor partilederne mødes til en samtale om regeringsdannelse, magtspil og valgkampens vigtigste øjeblikke.




Podcast: Hvem vandt, hvem tabte, hvem får magten?

Hvem får magten over Danmark i de kommende år? Elisabet Svane og Noa Redington analyserer folketingsvalget og ser frem mod et par uger med regeringsforhandlinger, der bliver lige så spændende, som de bliver bøvlede. Få det hele i ’Sådan er Politik’.


Det sker



Dagens tegning

Roald Als/POLITIKEN
Foto: Roald Als/POLITIKEN





Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.