0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Danmark har fået en mærkelig regering

Godmorgen.

De grønne kløverplanter blomstrer i vejkanter, på enge og græsplæner fra juni til september. Så selvfølgelig skulle vi ramme årets første sommerdage, før S, SF, M og R kunne springe ud som Danmarks nye ’Firkløverregering’.

Regeringen har selv givet sig det blomstrende navn og præsenteres i dag klokken 10 på Amalienborg. Ministerierne vil blive overdraget fra klokken 13.00 og frem.

Dagens nyhedsbrev byder på et overblik over regeringsgrundlaget – samt Elisabet Svanes analyse af, hvorfor vi har fået en »mærkelig regering«.

Desuden kan du dykke ned i, hvad den nye regering betyder for din økonomi, og læse om, at Pelle Dragsted (EL) og Lars Løkke Rasmussen (M) allerede er i ordkrig.

Velkommen til.


Det hæfter vi os ved i det nye regeringsgrundlag

Den rådkålsfarvede regering præsenterede i går et regeringsgrundlag med blandt andet skattelettelser, sprøjteforbud og fjernelse af moms. Her er et udpluk af, hvad Politikens fagjournalister hæfter sig særligt ved.

Gratis tandlæge: »Det har aldrig givet sundhedsfaglig mening, at egen læge ordner fodvorter gratis, mens det koster kassen at gå til tandlæge. Egenbetaling giver ikke kun ulighed i tandsundheden, det fører også til sygdom i resten af kroppen. Mund og krop er ikke adskilt. Derfor giver det god sundhedsfaglig mening«, skriver Lars Igum, sundhedsredaktør på Politiken.

Børnenes Danmark: I stedet for at skabe en lille skole vil den nye regering »samlet bruge 5 mia. kr. årligt på alle de initiativer, der har fået overskriften ’Børnenes Danmark’, og som handler om meget mere end folkeskolen. De penge, skolerne får, kan de til gengæld nogenlunde selv råde over. De kan bruges på flere voksne i timerne, mindre klasser eller noget helt tredje», skriver Cecilie Lund Kristiansen, uddannelsesredaktør på Politiken.

Så blev det grisenes tur: »Landbruget ser nu ind i en hård ny virkelighed, efter venstrefløjens partier har fået meget af det, de pegede på: håndhævelse af forbud mod halekupering, ekstremavl, fiksering af søerne og ikke mindst mere plads. Dertil kommer regeringens langsigtede mål: Danmark skal primært opdrætte de grise, vi selv kan spise eller forædle«, skriver Lars Dahlager, klimajournalist på Politiken.

Flere i trøjen: »En ny overordnet strategi for forsvaret skal blandt andet indeholde »flere værnepligtige«. I regeringsgrundlaget er der også lagt op til flere mobiliseringsstyrker og frivillige i hjemmeværnet og reserven, så forsvaret kan »bemandes i fredstid og mobiliseres i krigstid««, skriver Jakob Hvide Beim, forsvarsredaktør på Politiken.


Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Der var fyldt godt op om mødebordet i statsministerens embedsbolig, inden den nye regering blev præsenteret. Forhandlingerne bød på hårde kampe, men der blev også bygget alliancer op.

Enige om ikke at være enige

Danmark har fået en mærkelig regering, ifølge Elisabet Svane, politisk analytiker på Politiken. En regering, der rækker over midten, har vi set før. Både med Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen som statsministre. Men noget er nyt.

Det er »bemærkelsesværdigt«, at alle fire regeringspartier kan acceptere de andres politik. Vi ser et regeringsgrundlag med skattelettelser til Lars Løkke, som både får fjernet mellem- og toptopskat i et tæt samspil med Pia Olsen Dyhr, som i de seneste år har tordnet mod de skattelettelser, SVM-regeringen lavede, siger Elisabet Svane og konkluderer: »Regering er simpelthen skruet sammen på en måde, hvor man tager, og man giver i en ret åben erkendelse af, at man ikke er enig om alt«, skriver Elisabet Svane i en analyse i Politiken.

Hvorfor? Fordi Mette Frederiksen, Lars Løkke, Pia Olsen Dyhr og Martin Lidegaard deler skæbne: »De har alle siddet i regeringer, der forsøgte at lade som om de var enige om alt«, siger Svane. Den åbent erkendte uenighed er formentlig et forsøg på at undgå forfald.

Svane vurderer, at den store uenighed også kan være grunden til, at en stor del af finansieringen er noget luftig og først vil blive konkretiseret, når regeringen laver sin 2035-plan.


Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Det betyder den nye regering for din økonomi

Apropos finansiering og økonomi, så vil de fleste kunne mærke på deres økonomi, at der er kommet en ny regering. Mange vil gradvist kunne se en forskel på alt fra tandlægeregningen til priserne i supermarkedet og tallene på skatteregningen. Man kunne godt forledes til at tro, at hele regeringsgrundlaget trækker i retning af større lighed. Sådan er det dog ikke, skriver Per Thiemann, redaktør for økonomi og samfund på Politiken.

Nogle markante tiltag gavner udelukkende dem med høje lønninger. Billigere bliver det for alle, når regeringen fjerner moms på frugt og grønt og halverer moms på alle andre fødevarer. For en familie med to voksne og to børn kan det give en besparelse på omkring 12.000 kr. årligt ifølge tal fra PFA. Omvendt forholder det sig med regeringens skattelettelser, som mest gavner folk, der tjener væsentligt over gennemsnittet.

Nogle ting bliver mest eller udelukkende dyrere for dem med høje indkomster eller stor formue. Det gælder for afskaffelsen af rentefradraget på renteudgifter over 150.000 kroner. Så høj gæld er det oftest velhavende mennesker, der har. Vi må dog vente med det samlede billede af, hvor den nye regering vil gøre danskernes hverdag dyrere. Mange steder i regeringsgrundlaget står der blot, at man vil finde finansieringen til en række tiltag løbende.


Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Løkke: Vi har ingen kontrakt med Enhedslisten. Dragsted: Jo, I har

I den politiske substans har regeringsforhandlingerne været spændt ud mellem Lars Løkke på den ene side og Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted på den anden. Netop enigheden om at være uenige kan man vist allerede mærke kort efter præsentationen af den nye regering på Marienborg.

Det virkede vigtigt for Løkke at understrege ved pressemødet på Marienborg, at den nye regering ikke har indgået nogen skriftlig kontrakt med Enhedslisten og dermed ikke deponerer nogen afgørende magt hos venstrefløjspartiets hovedbestyrelse, som ved flere lejligheder har fået Løkke til at slå syv kors for sig.

Netop en skriftlig aftale var ellers et ultimativt krav fra Enhedslistens Pelle Dragsted før valget. Og i et svar til Politiken skriver Pelle Dragsted, at der rent faktisk er en kontrakt:»Vi har fået præcis det, vi har krævet, da vi gik til kongen: En skriftlig aftale med regeringen. Den kontrakt er regeringsgrundlaget, som alle regeringspartierne har skrevet under på, som vi har været med til at forhandle fra dag ét«.

Løkke siger til gengæld: »Jeg kan bare konstatere, at der ikke er et skriftligt forståelsespapir med Enhedslisten eller nogen anden sådan skriftlig kontraktuel binding«.



Det bedste fra Politiken


Vikki Søholm
Foto: Vikki Søholm

En årtier lang forbandelse bor uden for Ivalo Motzfeldts køkkenvindue: »Det gør mig bange«

Ivalo Motzfeldt knuger den sten, hun har om halsen. Hun har lige konstateret, at mennesker er dumme. Nu stirrer hun ud ad køkkenvinduet, mens ordene svæver i luften, og kaffemaskinen sprutter. På den anden side af ruden oplyser farvede træhuse den sydgrønlandske jord. Hvor byen stopper, starter en slette omringet af klippeknolde og bjerge, som er ved at smide sneen i forårssolen. Hvis man ikke vidste bedre, ville man kalde det smukt. For Ivalo Motzfeldt er det mareridtet uden ende. »Det vigtigste for os er naturen. Vi er afhængige af den, for vi spiser den jo, og hvis de ødelægger den, kan vi ikke bo her mere. Det gør mig bange. Men der er ingen, der lytter«. Læs historien fra Sydgrønland.


Pedro Ugarte/Ritzau Scanpix
Foto: Pedro Ugarte/Ritzau Scanpix

Den norske landstræner, Ståle Solbakken, var for en gangs skyld nobelt klædt på og druknede nærmest i et hav af magtfulde jakkesæt, da han i december overværede VM-lodtrækningen i Washington. Skråt foran ham sad Didier Deschamps, landstræner for Frankrig, som Norge trak til slutrunden.

»Det er ikke noget, jeg på fodboldens vegne er stolt af«: Da Ståle Solbakken fik Norge til VM, fik han direkte udsyn til fodboldens absurditet

Det var en besynderlig seance. På den ene side sad Ståle Solbakken midt i en storslået sal i Washington D.C. og så et gammelt norsk traume opløse sig foran øjnene på ham. Norge var med i lodtrækningen til VM for første gang siden 1998, og han var landstræneren. På den anden side havde han den decemberdag i fjor også frit udsyn til fodboldens absurditet. Mens Norge fik sit comeback i sportens spotlys, fik Donald Trump en fredspris af Gianni Infantino. Fra Fifa’s præsident til USA’s præsident. Bare sådan. Ingen vidste rigtig hvorfor. Ståle Solbakken var paf. Han håndterede det med humor. Han kaldte det et »freakshow både før, under og efter«, og han smilede så bredt, at den skaldede isse slog folder over hans marineblå jakkesæt. »Meget fortjent«, grinte han om Trumps fredspris til TV 2 Norge, før han over for VG tilføjede en sætning så tør, at den rungede af norsk indlandsvinter: »Konkurrencen til den pris var vist lidt tynd«. Læs interviewet med Ståle Solbakken.


I danskerbyen Elk Horn fester de, mens Trump truer Grønland

Var det noget med en skudefuld æbleskiver med medisterpølse og sirup ud over? Måske ikke, men netop den ret er altså en af hovedattraktionerne ved Tivoli Fest, der er årets højdepunkt i danskerbyen Elk Horn i Iowa. Her fejrer indbyggerne deres danske rødder, og folk fra nær og fjern strømmer til for at fejre danskheden. Men hvordan gør man egentlig det, når ens eget land truer Danmark i et forsøg på at overtage Grønland?

Det tog Politikens Anders Tornsø til Tivoli-festen i Elk Horn for at finde ud af. Han er dagens gæst i ’Du lytter til Politiken’, hvor vi spørger ham, hvordan han selv oplever at rejse rundt som dansker ’over there’ – og hvordan konflikten mellem Danmark og USA tager sig ud i danskerbyen frem imod midtvejsvalget senere på året.


Det sker i dag

  • Kong Frederik 10. tager imod den nye regering.
  • Gadefestivalen Distortion begynder i København med Distortion X på Rådhuspladsen klokken 16.00-00.00.
  • Indfødsretsprøven finder i dag sted over hele Danmark.
  • Årets Publicistpriser uddeles i dag ved Publicistfesten. Publicistprisen uddeles sammen med to andre priser; Dokumentarprisen og Rebelprisen.
  • I Kassehuset på Glyngøre Havn hyldes cykelrytter Jonas Vingegaard for sin samlede sejr i Giro d’Italia.
  • Det danske herrelandshold i fodbold møder i dag DR Congo i en venskabskamp, der spilles i Liège, Belgien.



Dagens tegning

Sprød og lækker

Stik imod Kræftens Bekæmpelses anbefalinger solbader mange unge når uv-indekset er højest, så de kan få mest farve.

Mette Dreyer/POLITIKEN
Tegning:: Mette Dreyer/POLITIKEN


Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.