Godmorgen.
Nyhedsoverblikket handler i dag om unges gæld til det offentlige, en vælgerlussing til det sydafrikanske regeringsparti ANC og om Tyskland, som kan være på vej til at få en kvindelig statsleder. Til slut handler det om voksne børn, der i stigende grad må hjælpe deres gamle forældre.
Lucas Lerche skylder 184.000 kroner til DSB og Movia
Lucas købte aldrig billet, når han steg på bussen eller toget. Så han fik bøder. Mange bøder: »Jeg talte på et tidspunkt, at jeg havde fået 56 bøder fra DSB, men det er helt sikkert flere end det«, siger Lucas Lerche, der i dag er 21 år og ved at uddanne sig til kok.
Han forklarer, at det dengang ikke var en mulighed for ham at betale det beløb, en tog- eller busbillet kostede. Lommepenge var ikke en del af ligningen i hans hjem. Lucas Lerche fortæller om en opvækst præget af utryghed, og han brugte derfor en stor del af sin tilværelse på at forsvinde væk hjemmefra: »Jeg havde ingen cykel eller noget andet at transportere mig med, så det blev en hverdagsting, at jeg fik en bøde. Nogle dage fik jeg to-tre bøder«, husker Lerche.
I dag har han en betydelig gæld for sine valg dengang. I 2022 var den kommet op på 121.000 kroner. Og han er langtfra alene. Sidste år havde 8.000 børn og unge en samlet gæld på 41,7 mio. kr. til det offentlige, der fordeler sig på kontrolafgifter til bus og tog, politibøder, ubetalte sagsomkostninger og to typer personskatter. Her er der en klar overrepræsentation af udsatte børn og unge blandt dem med størst gæld. Og det er svært at få den ned, forklarer Lucas Lerche: »Jeg har kun afdraget cirka 10.000 kr. på de år, selv om jeg har arbejdet. Og det er jo fordi, at jeg skal betale flere tusinde kroner i renter om året, før jeg overhovedet kan få gælden ned«.
ANC får sit værste valgresultat nogensinde ved Sydafrikas lokalvalg
Det burde kunne gå godt i Sydafrika, men korruptionen under det regerende ANC-parti har været ødelæggende for landet. Måske begynder landets vælgere at tage konsekvenserne: Partiet har fået sit ringeste valg nogensinde, da der onsdag var lokalvalg. Her gik ANC blot 30,76 procent af stemmerne, oplyser valgkommissionen, da de sidste stemmer var blevet talt op.
Det er en dramatisk tilbagegang for partiet, der blev ledet af den afdøde frihedshelt Nelson Mandela, og som fik næsten to tredjedele af stemmerne ved Sydafrikas første demokratiske valg i 1994. Det liberale parti Demokratisk Alliance (DA), der både er ANC’s regeringspartner og tætteste udfordrer, får omkring en fjerdedel af stemmerne.
Det sker på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden er steget til over 34 procent – et af de højeste niveauer i verden – og kriminalitet og korruptionsskandaler er en svøbe. Det satte sit aftryk på valgkampen. Vandmangel, strømafbrydelser og mangelfuld offentlig service var blandt de emner, der dominerede onsdagens lokalvalg, og som nu får ANC til at erkende, at det går skidt: »Vi bestrider ikke, at vi er kommet til kort på de områder, hvor vi har svigtet. Lokalsamfund har måttet undvære vand. Affald er ikke blevet hentet. Veje er ikke blevet vedligeholdt«, har ANC’s generalsekretær Fikile Mbalula erkendt.
- Fænomenet er kendt som statskapring: Men nu lover genindsat præsident handling
- Historisk vendepunkt i Sydafrika: ANC har brug for allierede
Kvindelig konservativ er indstillet til at blive den næste præsident i Tyskland
Tyskland kan få sin første kvindelige præsident. Det står klart efter afsløringen af, at forbundskansler Friedrich Merz vil indstille Bayern-politikeren Ilse Aigner til posten. Hun kommer fra Merz’ søsterparti i delstaten, CSU, skriver DR.
I tysk politik er der praksis for, at regeringspartierne bliver enige om en fælles kandidat til præsidentposten, der i vid udstrækning er et ceremonielt embede. I forvejen har medlemmer fra partiet SPD, der indgår i regeringskoalitionen med CDU og CSU, udtrykt opbakning til Ilse Aigner. Det betyder, at hun kan være nogenlunde sikker på at blive valgt.
Ilse Aigner er kendt som en folkelig figur, der gerne deltager ved de traditionsrige ølfester i Tyskland, hvor hun gerne iklæder sig en bayersk folkedragt. Hun er også respekteret for sin måde at håndtere det højreradikale parti Alternative für Deutschland på i det bayerske delstatsparlament. Hendes tilgang beskrives som både fast og høflig. Ilse Aigners tilhængere ser hende som en samlende figur på et tidspunkt med øget politisk polarisering i Tyskland. I øjeblikket er Frank-Walter Steinmeier forbundspræsident i Tyskland. Han har siddet på posten siden 2017 og har i marts næste år siddet i de maksimale to perioder.
- Valgresultat: Die Linke fik opbakning i Berlin fra islamister og kriminelle. Nu frygter partiets frontfigur for sin sikkerhed
- Fratræder: Ministerafgang skaber splid mellem tyske regeringspartier
Andelen af voksne børn, der bistår deres forældre, stiger
Stadigt flere voksne børn må tage sig af deres aldrende forældre. Andelen, som må give dem en hånd, når det handler om at få dem kørt til lægen, om at hjælpe med netbanken og MitID, er ifølge en undersøgelse fra VIVE vokset.
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd når frem til, at i 1997 havde lige knap 28 procent af de 52-67-årige hjulpet forældre eller svigerforældre med praktiske eller administrative ting inden for den sidste måned. I 2022 var andelen oppe på 35 procent, skriver Kristeligt Dagblad.
Seniorforsker Anna Amilon ser flere grunde til udviklingen. En af dem er, at folk lever længere. Andelen af 52-67-årige, der har mindst en forælder i live, er steget med 10 procentpoint siden 1987. Noget andet er digitaliseringen af alting, som ikke alle seniorer kan følge med i. Undersøgelsen viser også, at det er de socialt bedst stillede, der hjælper deres forældre mest.
- Kronik: Min 100-årige bedstemor kan ikke få plads på et plejehjem
- Pårørende råber op om forhold på plejehjem: Det er ikke travlhed. Det er ikke uheld
Det bedste fra Politiken
Joshua Michael Homme er vokset op i den californiske ørken, hvor han som teenager holdt såkaldte generator-fester med høj stonerrock, slåskampe og diverse substanser i rigt mål. I dag har han et studie ude i ørkenen.
Hvis jeg virkelig er nede, lytter jeg til klassisk musik
Josh Homme har haft nogle svære år.
I 2019 gennemgik han en grim og meget offentlig skilsmisse fra musikeren Brody Dalle, og siden har de to anklaget hinanden for vold. Begge har haft tilhold mod den anden, og parrets tre børn har været involveret i konflikten.
Han har mistet nære venner som musikerne Mark Lanegan og Taylor Hawkins fra Foo Fighters samt kokken Anthony Bourdain
I 2022 blev han alvorligt syg med kræft. Året efter gik han i behandling for sit alkoholmisbrug og fik fuld forældremyndighed over børnene.
I 2024 måtte han aflyse et tocifret antal koncerter, heriblandt på festivalen Syd for Solen, fordi han havde brug for akut kirurgi. Efterfølgende tilbragte han syv måneder i sengen.
Nu er Josh Homme og bandet Queens of the Stone Age aktuelle med albummet med den drilske titel ’Perfecth’. En afdæmpet, småpsykedelisk plade med strygere og falsetsang, der fik fem hjerter af Politikens Simon Lund.
Det er et livskrisealbum. Forståeligt nok. Josh Homme har haft flere nedture de seneste år, end andre har på et helt liv.
Så da jeg fik tid med forsangeren før Queens of the Stone Ages koncert i DR Koncertsalen i november 2025, spurgte jeg ham, hvad han selv lytter til, når han er trist. Hvordan han bruger andres musik i sit eget liv.
Her kommer en slags playliste.
Hvordan kunne ’Alle elsker Rasmus’ blive godkendt?
Den seneste uge har det meste af Danmark lært Rasmus Wallbridge at kende, efter at den skandaliserede TV 2-serie ’Alle elsker Rasmus’ blev fjernet fra skærmen.
Det, der ifølge TV 2 skulle have været et banebrydende eksperiment i dansk tv – hvor Rasmus Wallbridge gennem fire måneder blev ført bag lyset og bildt ind, at han skulle være med i sin egen spillefilm – er endt som en gigantisk skandale.
En skandale, der har udløst en mediekrise hos TV 2 og et voldsomt politisk pres.
TV 2 har iværksat en undersøgelse af hele balladen.
Men hvordan opstod ideen til det, som er blevet kaldt psykisk tortur og voksenmobning? Hvordan blev det holdt hemmeligt, og hvilke konsekvenser får det nu for TV 2’s øverste ledelse?
Og ikke mindst: Hvordan i alverden kunne sådan et program overhovedet blive godkendt? Politiken rekonstruerer forløbet.
Sover du også ad helvede til? Forskning viser, hvorfor du skal få styr på søvnen
Hvordan har du egentlig sovet i nat? Har du fået 8 timer i streg, eller skulle du op og tisse? Måske har du et lille barn, der vækkede dig og ville ligge i dobbeltsengen. Eller en partner, der snorker. Og da du så sov, drømte du så noget?
Søvn er noget, som vi alle sammen har til fælles.
Men engang var det noget, som man så ned på. Det var nærmest spild af tid. Og mange pralede oven i købet med, hvor lidt de sov om natten.
Nu er der sket en søvn-revolution!! Nu er der gået sport i at sove godt, sove længe og sove rigtigt.
I dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller journalist Sarah Skarum om, hvorfor det ikke længere er smart at sige ’vi kan sove, når vi bliver gamle’, og om hvad man selv skal gøre, hvis man gerne vil sove lidt bedre.
Det sker
- Københavns Byret afsiger dom klokken 13 i en straffesag mod storbanken Nordea, som beskyldes for gennem en årrække at have set stort på regler, der skal hindre hvidvask.
- Retten i Randers behandler en sag mod en 49-årig buschauffør, der er tiltalt for to tilfælde af uagtsomt manddrab samt manglende agtpågivenhed i forbindelse med en ulykke i januar, hvor to mennesker mistede livet, da to busser stødte frontalt sammen på en landevej på Djursland.
- Socialminister og minister for nordisk samarbejde Monika Rubin (M) læser højt for elever i 2. klasse på Langelinieskolen i København som led i Nordisk Litteraturuge.
Dagens tegning
Omgivet af løgn