0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Eric Gaillard/Ritzau Scanpix
Foto: Eric Gaillard/Ritzau Scanpix
Kvinangrebet i en kirke i Nice kostede tre mennesker livet, blandt andet en mor til tre.
Nyhedsbrev - Politiken Morgen

EU's stats og regeringschefer fordømmer terrorangreb i Frankrig

Den formodede gerningsmand bag knivangrebet i en kirke i Nice ankom til Europa med et migrantskib for cirka en måned siden.

Nyhedsbrev - Politiken Morgen

Godmorgen ...

EU’s stats- og regeringschefer fordømte i aftes terrorangrebene i Frankrig og opfordrede i en fælles erklæring til ’dialog og forståelse mellem samfund og religioner’ i verden. Det skriver flere nyhedsmedier.

»Vi er chokerede og bedrøvede over terrorangrebene i Frankrig. Vi fordømmer på det kraftigste disse angreb, som er et angreb på vores fælles værdier«, lyder det blandt andet i erklæringen fra de 27 EU-ledere.

Torsdag morgen dræbte en mand tre personer under et knivangreb i en kirke i Nice i Sydfrankrig. Den formodede gerningsmand ankom til Europa med et migrantskib for cirka en måned siden, oplyste den franske antiterror-anklager torsdag på et pressemøde.

Konflikten udspringer af drabet på en lærer, Samuel Paty, i Paris for to uger siden. Han havde i forbindelse med sin undervisning i ytringsfrihed vist karikaturtegninger fra satiremagasinet Charlie Hebdo af profeten Muhammed.

Terrordrabene i Frankrig har sat sig spor i Danmark, skriver Politiken. Efter drabet på Samuel Paty skrev en dansk lektor på Facebook, at hun ville bruge Muhammedtegningerne i sin undervisning, dels i respekt for den franske lærer, dels for at håndhæve ytringsfriheden. Hun postede også en af Muhammedtegningerne.

Opslaget udløste et hav af trusler mod hende. Efter at have været i kontakt med politiet og Politiets Efterretningstjeneste har hun fjernet opslaget og lever nu på en hemmelig adresse.

»Så det er rigtigt, at jeg har ladet mig true til tavshed. Dem, der har truet mig, har opnået det, de ville«, siger kvinden til Politiken.


USA sætter smitterekord

Med over 83.700 smittetilfælde torsdag har USA registreret det største antal under pandemien. Det fremgår af en løbende opgørelse fra Johns Hopkins University, skriver nyhedsstationen CNN. I alt er næsten ni millioner personer i USA blevet testet positive for coronavirusset. Heraf er tæt på 229.000 døde.



Mette Frederiksen klar til flere restriktioner

Om nødvendigt er statsminister Mette Frederiksen (S) parat til at indføre nye coronarestriktioner. Det siger hun på et pressemøde efter et virtuelt møde med de andre EU-landes stats- og regeringschefer torsdag aften. Mette Frederiksen advarer ifølge Politiken mod at tage for let på pandemien og nævner de mange lande i Europa, hvor smitten er kommet ud af kontrol.


Coronasyge kan flyttes mellem lande for 1,6 mia. EU-kroner

En stor pose penge fra EU-kassen skal hjælpe EU-lande med at kunne flytte syge med coronavirus til behandling på sygehuse i andre medlemslande. 220 millioner euro er således afsat til transport af patienter, skriver Ritzau


Mistænkt flugtbilist anholdt

En 21-årig mand, der mistænkes for onsdag at have påkørt og dræbt en femårig pige på Frederiksberg, er torsdag aften blevet anholdt, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse. Den 21-årige fremstilles i grundlovsforhør i dag.


Lyt til dagens afsnit af ’Du lytter til Politiken’: Amerikas splittede stater #4: Hvem vinder? Og hvordan?

Vi har talt om det længe, men nu er det altså ved at være alvor. På tirsdag er der præsidentvalg i USA, Twitter koger, og der kommer nye meningsmålinger hvert kvarter. Trump eller Biden? Men hvor og hvornår bliver valget egentlig afgjort? Dét er spørgsmålet. Klik her og lyt med.


Det sker i dag ...

  • Østre Landsret har retsmøde i sagen om forbud mod banden Loyal To Familia. I dag argumenterer anklagemyndigheden for, at banden opløses. Retsmødet begynder klokken 9.30. Forsvareren får ordet 5. november.
  • Den nystiftede aktivistbevægelse Fridays For Freedom demonstrerer klokken 16.00 for frihed og imod coronarestriktioner foran Christiansborg i København.
  • EU’s sundhedsministre mødes virtuelt til et rådsmøde i en videkonference. Ministrene vil blandt andet udveksle synspunkter om EUs rolle i styrkelsen af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Det skete i dag ...

  • 1485: I England bliver Henrik VII kronet. Han afslutter Rosekrigene og indleder årrækken med Huset Tudor på tronen i England.
  • 1945: Det første valg efter Anden Verdenskrig finder sted i Danmark. Venstre er sejrherre og danner mindretalsregering, mens Danmarks Kommunistiske Parti får 18 mandater.
  • 2005: I Berlin genindvies kirken Dresden Frauenkirche efter flere års renovering. Kirken blev ødelagt under bombningen af Berlin under Anden Verdenskrig.

Læs mere