0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Danmark ruster sig til den værste oversvømmelse i over 100 år

Godmorgen.

For første gang i lang tid spiller krigen mellem Israel og Hamas ikke en nøglerolle i vores nyhedsoverblik. Men vi dækker stadig sagen tæt, og du kan følge udviklingen live her.

I dagens nyhedsoverblik kommer vi forbi følgende overskrifter:

  • Danmark ruster sig til den værste oversvømmelse i over 100 år
  • Danmark søger om at fortsætte med ekstra kvælstof
  • Nato øger tilstedeværelse i Østersøen efter skader på gasledning
  • Medtiltalte vender sig imod Trump, og hans foretrukne formandskandidat bliver ydmyget


Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Danmark ruster sig til den værste oversvømmelse i over 100 år

»Jeg har ikke set noget lignende i min tid«.

Sådan siger Jacob Woge Nielsen, der har været oceanograf hos DMI siden 1990, om det voldsomme vejr, der rammer os i løbet af den tidlige weekend. Særligt i Sønderjylland er prognoserne så høje, at hvis de holder stik, er der tale om den højeste vandstand i over 100 år. »Det er en voldsom situation. Der vil komme oversvømmelse mange steder«, supplerer Vibeke Huiss, som også er oceanograf hos DMI og følger prognoserne.

Derfor har beredskabet i Sønderjylland, på Fyn, Øerne og dele af Sjælland travlt med at lægge sandsække og mobile slanger ud i et forsøg på at bremse vandmasserne.

Selvom weekendens stormflod ikke kan tilskrives klimaforandringer, er det sikkert, at vi vil se flere stormfloder i fremtiden, fordi den globale opvarmning smelter isen i Grønland og på Antarktis.

»Det betyder, at ved Gedser, som også står for skud her i weekenden, vil en stormflod, som i dag er en 20-års hændelse, allerede midt i århundredet finde sted hvert fjerde-femte år. Mod slutningen af århundredet vil det ske hvert år«, forklarer Kristine S. Madsen, oceanograf på DMI.

Vi dækker det voldsomme vejr tæt dagen igennem, og du kan følge med live her.


Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian

Danmark søger om at fortsætte med ekstra kvælstof

Selvom fisk og muslinger gisper efter vejret i det værste iltsvind i 20 år, og selvom hovedårsagen til iltsvind er overskydende gødning fra landbruget, har Danmark indledt en dialog med EU om at forlænge en dispensation til at sprede ekstra gødning på marker.

Det er en ansøgning, som bliver mødt med vantro af grønne organisationer.

»Vi står med et kollaps i vores indre farvande og fjorde, og ministeren siger, at det er en bunden opgave at løse. Men hvis vi forlænger denne dispensation, får vi bare en endnu større katastrofe«, siger landbrugspolitisk rådgiver Helene Meden Hansen fra Greenpeace.

Miljøministeriet understreger over for Politiken, at regeringen endnu ikke har besluttet, om den vil gøre brug af en forlænget dispensation, men at Miljøministeriet og Fødevareministeriet har indledt »dialog med kommissionen om, hvad betingelserne skal være«.

Dispensationen er kendt under navnet ’Kvægundtagelsen’ og tillader, at kvægavlere spreder gødning med en tredjedel mere kvælstof på deres marker end andre landmænd.


Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix

Medtiltalte vender sig imod Trump, og hans foretrukne formandskandidat bliver ydmyget

Der er skidt nyt for Donald Trump i den retssag, som han står over for i staten Georgia.

Trump er anklaget for at prøve at omstøde præsidentvalget i 2020, og nu har to af den tidligere præsidents tætte allierede erkendt sig skyldige i sagen. Den seneste er advokat Sydney Powell, som foruden en dom på seks års betinget fængsel også skal betale en bøde på lidt over 61.000 danske kroner og give en undskyldning til Georgias indbyggere.

Trump turnerede i 2020 med en påstand om, at han var blevet frarøvet valgsejren, og Powell var en af hans mest fremtrædende støtter.

Tilbage i september erklærede Scott Hall, der er republikansk valgobservatør, sig også skyldig i sagen.

Med Hall og Powells tilståelser er der 17 tiltalte tilbage i sagen, og anklagerens forhåbning er, at flere vidneudsagn kan styrke sagen mod Trump. Derfor er det en stor sejr for anklagemyndigheden, at Sidney Powell har erklæret sig skyldig, og for Trump et stort nederlag.


Danish Defence Command/Ritzau Scanpix
Foto: Danish Defence Command/Ritzau Scanpix

Nato øger tilstedeværelse i Østersøen efter skader på gasledning

Siden eksplosionen på gasrørledningen Nord Stream 2 i farvandet tæt på Bornholm sidste år, har vores fokus på følsom infrastruktur som kabler og ledninger været høj.

I sidste uge blev der meldt om tydelige skader på gasrørledningen Balticconnector mellem Finland og Estland. Det har nu fået Nato til at styrke sin tilstedeværelse i Østersøen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det står endnu ikke klart, hvad der har forårsaget skaderne.

»Vi fortsætter med at holde tæt øje med situationen, og vi er i kontakt med vores allierede Estland og Finland og vores samarbejdspartner Sverige«, siger Dylan White, der er talsperson i Nato, ifølge Reuters.

Der er - udover skaderne på Balticconnector - også fundet skader på et telekabel mellem Sverige og Estland, som kan være opstået på nogenlunde samme tid.



Det bedste fra Politiken

Nichlas Pollier
Foto: Nichlas Pollier

Hun laver mad, du er nødt til at have et billede af

Hun blev kok, fordi hun godt kan lide at samle folk, men hun har aldrig fundet sig til rette i de fine køkkener.

I dag er Eva Hurtigkarl den, modebranchen ringer til, når der skal laves mad.

Eva Hurtigkarl er blandt andet kendt for at dele billeder af sine farvestrålende kager og madretter på Instagram, hvor man kan følge med, når hun kokkererer nudelsalat til de ansatte i Ganni eller bager store, runde citronkager til Saks Potts. Politiken møder hende i modehuset Gannis gårdhave, hvor Eva Hurtigkarl nu arbejder som køkkenchef.

Du kan læse hele portrættet af Eva Hurtigkarl her.


Arizona Cardinals
Foto: Arizona Cardinals

Krigens nye våben er usynligt

Hjalte Froholdt leder et fjernt liv fra den opvækst han havde i Svendborg.

De sidste ti år har han boet i USA, og nu har Hjalte Froholdt endelig fået sit gennembrud i den amerikanske fodboldliga, NFL.

Kun 31 andre har det samme job som ham. Det er dog ikke noget, som Hjalte Froholdt ikke bruger mange kræfter på at dvæle ved:

»Det er da vildt. Men det er også mit arbejde nu, og det bliver hurtigt dagligdag. Inde på banen er folk jo ligeglade. »Kan du blokere? Okay, fint!«. Man skal gøre sit arbejde, og det har jeg gjort godt«.

Du kan læse hele interviewet med den danske NFL-stjerne her.


Privatfoto
Foto: Privatfoto

Du lytter til Politiken: »Jeg vil bare gerne have lov til at dø«

Ebbe og Mariann Preisler har haft et dejligt liv sammen. Nu er hun blevet syg og kan ikke så meget mere. Så han tager sig af hende, og de kommer gennem dagene. Men de ville hellere herfra. Spise en pille og dø. Sammen.

Men i Danmark må en læge ikke hjælpe dem med at dø. Nu har flere politikere med statsministeren i spidsen meldt ud, at de går ind for at ændre loven. Og på onsdag kommer Det Etiske Råd med sine anbefalinger. I dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’ fortæller Ebbe Preisler om livet – og om døden.



Det sker:

  • Der er arrangeret demonstration for Palæstina og imod Israels krigsforbrydelser i Aalborg.
  • Musikshowet P3 Guld, der hylder dansk musik. afholdes i DR’s koncerthus.
  • Operahuset i Sydney fylder 50 år.
  • USA’s præsident, Joe Biden, mødes med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. På dagsordenen er det amerikansk-europæiske samarbejde både økonomisk og i forhold til krigen i Ukraine.
  • USA’s præsident, Joe Biden, taler klokken 20 lokal tid til det amerikanske folk fra Det Ovale Kontor.

Dagens tegning

Mette Dreyer/POLITIKEN
Tegning: Mette Dreyer/POLITIKEN

Fredsaktivist

Politiken Morgen

Start dagen med et nyhedsoverblik fra vores morgenfriske journalister. Nyhedsbrevet er gratis og udkommer alle hverdage klokken 7.