Godmiddag, kære læser!
Så blev spændingen omsider udløst - sådan da, for Christian Eriksen og co. på det danske fodboldlandshold fik kun to af tre modstandere, da der var lodtrækning til vinterens kontroversielle VM-slutrunde.
Frankrigs regerende verdensmestre og Tunesien kom op af krukken, som to af Danmarks modstandere i gruppe D, mens den tredje endnu ikke er fundet.
Det bliver Australien, Forenede Arabiske Emirater eller Peru - først- og sidstnævnte var Danmark i øvrigt i indledende pulje med ved VM for fire år siden i Rusland.
Danmark åbner slutrunden 22. november kl. 14 mod Tunesien. Hele VM-programmet kan ses her.
Soccer Football - World Cup - Final Draw - Doha Exhibition & Convention Center, Doha, Qatar - April 1, 2022 Draw assistant Lothar Matthaus draws Denmark REUTERS/Kai Pfaffenbach
Det er langt fra første gang, Danmark og Frankrig krydser klinger ved VM. I 1998, 2002 og 2018 var de to nationer ligeledes i samme indledende gruppe, og de tre opgør har resulteret i en sejr til hver, mens opgøret for fire år siden endte 0-0.
Den danske landstræner Kasper Hjulmand og hans hold kan se frem til at møde franskmændene tre gange i den kommende tid, for udover kampen ved VM, er verdensmestrene også en af modstanderne i Nations League i henholdsvis juni og september.
Mens landsholdsfodboldens store fest først skydes i gang til december, så er der aktuelt fuldt blus på fodbolden over hele det europæiske kontinent.
I denne uge tages der hul på kvartfinalerne i Champions League, og i de nationale ligaer begynder der at tegne sig et billede i både top og bund.
I for eksempel Superligaen og Premier League spilles der i weekenden topopgør, som kan blive afgørende for de respektive mesterskaber.
Søndag tager FC København i Parken imod FC Midtjylland, og for gæsterne er det ved at være sidste chance, hvis Jess Thorups mandskab ikke skal stikke af i toppen.
De regerende mestre fra Brøndby har derimod afskrevet et titelforsvar efter weekendens nederlag på hjemmebane til Randers.
I den engelske Premier League er der højspænding om mesterskabet, fordi Manchester City og Liverpool efter 30 kampe blot er adskilt af et enkelt point.
Netop de to hold mødes i ugens absolutte topbrag, og opgøret i Manchester kan meget vel blive afgørende for, hvem der vinder mesterskabet.
Ugens citat
»Det er fuldstændig surrealistisk at sætte tjek ved den drøm, jeg skabte for mig selv, da jeg var fem år gammel. Bare den følelse, jeg har, er fuldstændig ubeskrivelig«.
Basketballspilleren Gabriel ’Iffe’ Lundberg til TV 2 efter hans debut for Phoenix Suns i den nordamerikanske NBA-liga.
3 tv-tip til denne uge
Onsdag kl. 21.00 på 3+
Fodbold: Stamford Bridge i London danner rammen om kvartfinalen i Champions League mellem de regerende mestre fra Chelsea og de 13 foldige vindere fra Real Madrid. Begge hold har på et par tidspunkter i sæsonen set lidt vingeskudte ud, men er alligevel blandt de sidste 8 i den prestigefulde turnering. Senest tabte Chelsea nærmest sensationelt hjemmekampen i Premier League til Brentford.
Søndag kl. 7.00 på 3+
Motorsport: Efter et sensationelt comeback er Kevin Magnussen klar til sæsonens tredje formel 1-grandprix. Det køres i Melbournes Albert Park, og efter en 5.- og 9. plads i henholdsvis Bahrain og Saudi-Arabien er den danske Haas-kører kommet godt fra start. Det samme er Ferraris Chales Leclerc, der efter en sejr og en andenplads fører i VM-serien.
Søndag kl. 13.00 på Eurosport 1 og kl. 14.35 TV 2 Sport
Cykling: Der er fuld gang i klassiker-sæsonen, og denne søndag gælder det Amstel Gold Race, der blev kørt første gang i 1966. Udfordringen er i år 254 kilometer efter starten i Maastricht. To danskere har vundet løbet, der er kendt for en række hidsige stigninger. Den første var Bjarne Riis i 1997, mens Michael Valgren kørte først over stregen i 2018. Wout van Aert vandt løbet i 2021, og han er igen i år blandt favoritterne. Kl. 13 sender TV 2 Sport fra afgørelsen på kvindernes udgave af løbet.
Øvrige udvalgte begivenheder i ugen
- Fodbold: Kvartfinaler i Champions League tirsdag og onsdag.
- Fodbold: VM-kvalifikation Malta-Danmark (k) fredag.
- Cykling: Amstel Gold Race (k) søndag
- Fodbold: Superligaen FC København FC Midtjylland søndag.
Tak fordi du læste med. Det var alt for denne omgang. Vi er tilbage med endnu et nyhedsbrev på tirsdag i næste uge.