Sille kan huske flyttedagen tydeligt. Hun kan huske, at hun græd næsten hele vejen til sit nye hjem, og hun kan huske, at hun prøvede at overdøve savnet ved at blæse ’gå-i-byen-musik’ ud over anlægget.
Med 13 år op til sin storebror og 8 år op til sin storesøster har 24-årige Sille Andersen altid været den der småirriterende lillesøster og efternøler. Hun har ikke altid været tæt med sine søskende – det er først noget, der er opstået i voksenlivet. Derfor gjorde det også så meget mere ondt, da hun modvilligt besluttede sig for at flytte med sin daværende kæreste fra hjemstavnen og familien.
Når en søskendeflok skilles fra barndomshjemmet, er det ikke længere forældrene, der faciliterer relationen. Man skal virkelig ville hinanden og prioritere hinanden. Det taler jeg med kultursociolog Ida Wentzel Winther om her i første del af lydfortællingen ’Søskendeknuder’.
For hvad er det egentlig, der sker med søskendebåndet i de situationer, hvor vi bliver tvunget til at tage stilling til, hvad vi vil med relationen?
Du kan lytte til anden del af fortællingen her:
fortsæt med at læse
