Det er 5. maj år 2014 og rapper Jay-Z, superstjernen Beyoncé og hendes lillesøster Solange følges til den årlige Met Galla. De har gallatøj på, Solange en orange silkekjole og en kort sort paryk, Beyoncé en smuk sort kjole med dyb udskæring, perler og et lille slør, Jay-Z var i hvidt jakkesæt.
Et overvågningskamera i en elevator viser en optagelse, hvor Solange overfalder og slår Jay-Z. På de efterfølgende billeder af de tre, ser Beyoncé professionelt smilende ud, Jay-Z virker målløs, og raseriet sidder stadigvæk fast i mundvigen på Solange og i hendes blik.
Rygterne går på, at Jay-Z sagde noget upassende til Beyoncé, der fik Solange til at eksplodere, men scenen blev i sig selv en anledning for Beyoncé og Jay-Z til at lukke skeletterne ud af skabet og via deres musik åbne op for deres ægteskabelige kamp for at holde sammen på det dynasti, de tilsammen udgør.
Men denne elevatorscene er mere end bare en scene, det var et kulturelt point of no return, for ud af denne elevator sprang en ny, sort musikalsk renæssance, der gav r&b og hiphop-genren en helt ny personlig dimension.
I denne uge skal vi ikke kun tale om det musikalske momentum, der kom ud af elevatordramaet, vi skal tale om vrede, magtesløse lussinger og de luftrensende slåskampe, som finder sted på kogepunktet i en menneskelig sjæl. For uden vreden var vi ikke, hvor vi er i dag, vreden skubber os fremad, den forandrer os, den peger på ting, der gør ondt, og nogle gange er vreden rendyrket musikalsk healing.
