»Death is real / Someone’s there and then they’re not / And it’s not for singing about / It’s not for making into art«

Sådan lyder det på Mount Eeries nye album ’A Crow Looked at Me’, som han udgav efter at have mistet sin hustru efter kort tids sygdom. Og selv om han synger, at døden ikke er noget, man kan lave til kunst, så gør han og mange andre kunstnere netop det.

Når Nick Cave, David Bowie, Mount Eerie, Naja Marie Aidt og Marie Gerhardt synger og skriver om døden og sorgen og meningsløsheden, så gør de det muligt for alle os andre at tage del i den erfaring, det er at miste. Kunsten giver os alle sammen et sprog for at tale om døden, som ellers kan være rimelig svær at tale om.

I denne uges Poptillæg handler det om sorgen ved at miste, og hvordan den sorg kan blive til smuk og vedkommende kunst. Vi taler om, hvordan det føles at gå ind i et værk om et andet menneskes private sorg, om død overhovedet stadig er et tabu, og om døden overhovedet eksisterer på samme måde i en nær science-fiction fremtid.

Panelet anbefaler også en lang række smukke og tankevækkende værker, du kan kaste dig over, hvis du har trang til at mærke lidt vemod i hjertet.

fortsæt med at læse

Naja Marie Aidt skriver afsindigt og afsindigt godt om at miste sit barn

• Dobbeltanmeldelse: Nick Cave er sortrandet, dyster og brutal på den smukkest tænkelige måde

• Maria Gerhardt: Jeg har gjort det smart at være lesbisk, jeg har gjort det smart at være syg. Og nu kan jeg også lige så godt gøre døden smart

• Reaktioner efter dødsfald: For helvede, Maria Gerhardt. Må der være musik og flashing lights, hvor end du er nu