Det kom så vidt, at Knud Kristensens kone fik ham til at holde op. Hun kunne ikke holde den pinlige tavshed ud, der opstod, når Sinds landsformand udførte sit eksperiment under endnu et middagsselskab. Men da havde han allerede fundet ud af, at folk blev famlende og pinligt berørt, når han svarede uventet på de sædvanlige høflige spørgsmål, der udveksles under forretten med den ukendte sidekvinde eller -mand.
»Prøv at sige ’jeg laver ikke noget’ til et middagsselskab og se reaktionen. Jeg har gjort det en del gange. Folk aner ikke, hvad de skal sige. Jeg lod dem ofte blive på pinebænken et stykke tid og kunne se ubehaget vokse, indtil jeg fortalte sandheden. Så grinede folk sådan lidt forlegent og lettet, og samtalen kunne fortsætte«, fortæller Knud Kristensen.

