Højere brændstofpriser ventes at give luftfartsselskabet SAS en ekstraregning på 3,4 milliarder svenske kroner i indeværende regnskabsår. Det svarer til 2,2 milliarder kroner.
Det siger selskabets kommercielle direktør, Paul Verhagen, i et interview med mediet Finans.
»Vores situation illustreres måske bedst ved håndfaste tal: Inden marts lå flybrændstofprisen omkring 700 dollar per ton. Nu ligger den omkring 1600 dollar, altså mere end det dobbelte«.
Han ønsker ikke at forholde sig til, hvad det konkret kan ende med at betyde for regnskabsåret, der dækker perioden fra 1. november 2025 til 31. oktober 2026.
Luftfartsanalytiker Hans Jørgen Elnæs vurderer over for mediet, at selskabet i bedste fald ender med et driftsresultat, der går i nul.
I værste fald kan det ende med et underskud på driften på op mod 1,3 milliarder svenske kroner.
ritzau