Her er næsten helt stille på stranden på Koh Jum. Lyden af bølgerne og vinden i kokospalmerne er de eneste, der sætter trommehinderne i bevægelse.
Klicheerne står i kø for at beskrive, hvordan en aften på en tropisk paradisstrand føles - sådan helt inde i kroppen.
De fleste af dem klinger hult som en dårlig reklame for et middelmådigt charterrejsebureau og formår slet ikke at beskrive, hvor fedt her er.
Til helvede med beskrivelserne. Nu vil jeg bare nyde det, så jeg læner mig tilbage i lænestolen af drivtømmer fra ’jule-tsunamien’ i 2004 og snupper en tår af min Singha.
Her er Thailands fedeste strandhytterStjernerne er fremme, og mælkevejen trækker et lysende spor henover himlen. Det klare lys danser berusende i krusningerne på havet. 24 perfekte grader i luften får min krop til at slappe helt af i den kulsorte og lydløse tropenat.
På den anden side af vandet, en del kilometer borte, ligger Phi-Phi og blinker såret i mørket. Tsunamien i 2004 var særdeles hård ved Phi-Phi. Ikke kun fordi en masse mennesker døde, men også fordi efterspillet fra den fatale dag ændrede øens demografi dramatisk.
Før tsunamien var en stor del af øen ejet af lokale thaiere, der havde fået bygget nogle bungalows eller en lille café. Nu er de væk, og forretningsfolk fra Bangkok har opkøbt dødsboet og bygget technobarer og engelske pubs til horden af drukhungrende europæisk ungdom. De har sågar bygget en bar under navnet ’Ibiza Bar’.
De en gang så smukke koralrev omkring Phi-Phi har japanske paparazzi-turister trampet godt flade, og over vandet trækker motorbåde rundt på ’banana boats’ med hysteriske madammer, der gør sig bemærkede ved at hvine så højt som muligt. Deres skingre stemmer overdøver Phi-Phis råb om hjælp.
Her er Thailands uspolerede paradis-strandeJeg kommer lige fra Phi-Phi. Jeg spurgte en ung kvinde, der bestyrede nogle bungalows, om, hvor jeg kunne finde et sted, hvor man ikke blev holdt vågen hele natten af høj technomusik. Hun grinede af mig. Det findes ikke på Phi-Phi mere. Jeg nåede lige at flygte med min kone og mine børn på den sidste båd væk der fra.
Nu ligger ungerne og sover trygt under et myggenet i en træhytte på Koh Jum. Hytten har åbne skodder til den vilde natur, og kun en træpropel i loftet køler mine børn. De sveder i den varme nat. Til gengæld sover de langt bedre, end det er muligt i en tempereret murstensbungalow på Phi-Phi, hvor DJ Ötzis technobas ihærdigt forsøger at banke puds ned fra væggene.
På Koh Jum er det kun fugle, flagermus og et par liderlige cikader, der står for den natlige musiceren.
Ingen bekvemmeligheder
Den kvindelige restaurantejer stiller endnu en kold Singha på bordet ved siden af mig. Hun har tændt for noget thailandsk klokkespilleri og sat ild til et par røgelsespinde. Den søde duft sniger sig ind på mig, så jeg sætter fødderne op på stolen ved siden af og lader skuldrene falde en smule mere ned.
Mine klipklappere er rødbrune af dagens lange vandretur. Vi var i Koh Jum village for at hæve penge hos ’mr. Six percent’ (gæt selv hvad han tager i kommission). Øen har ingen ATM, hvilket bare er én af mange bekvemmeligheder Koh Jum mangler - eller er forskånet for.
Til gengæld har øen så meget andet at byde på, som mere end godtgør de lange gåture på øens jordveje gennem gummiplantager og tæt skov.
Besøg en ukendt flig af det originale ThailandJeg snupper endnu en tår af min Singha, mens jeg summer lidt over en begivenhedsrig dag, der viste mig det Thailand, jeg altid har drømt om at opleve. Ordet autentisk planter sig solidt i min bevidsthed.
I en lille landsby blev mine unger inviteret til at lege med nogle lokale børn, der hoppede rundt i en thailandsk version af en hinkerude. Kulturelle- økonomiske- sproglige- og sociale forskelle forsvandt hurtigere end de is, ungerne fik plattet deres overbærende forældre for.
Smagsløgene dansede af fryd
Senere blev vi inviteret indenfor hos en lokal thai, der fik sin datter til at bikse en middag sammen til os. Der sad vi så ved et vakkelvornt træbord i hans have og spiste ris med oksekød. Det var muligvis ikke ’haute cuisine’, men det autentiske og unikke fik alligevel smagsløgene til at danse af fryd – og chili.
I modsætning til mange andre steder i Thailand bliver man på Koh Jum ikke antastet af strandsælgere med kulørte saronger og masseproducerede smykke-nipsting. Ingen ’hello mister, you want massaaaage’ eller flyvesedler for fireshows.
Her finder du Sydthailands ukendte bounty-øer
Ingen tilbød at tage et billede af os med en cigaretrygende makak-abe i klovnekostume. Og ingen turisthorder kappedes om at gøre øen til endnu en asiatisk version af Sunny Beach. Vi fik, hvad vi kom efter – Thailand i dets reneste, rå, uspolerede og autentiske form.
Jeg drikker det sidste af min øl og siger pænt godnat til restaurantejeren, inden jeg slentrer ind mellem kokospalmerne mod min bungalow. Kun det dinglende lys fra en håndholdt petroleumslampe viser vej.
Sengen er bestemt ikke designet til, at fire mennesker skal ligge i den. Mine unger har oven i købet lagt sig på tværs. De drømmer formentligt om krabbejagt i skumringen og eventyr i junglen.
Jeg flytter dem ind på midten, så de ligger imellem mig kone og mig. Vi kommer nok ikke til at sove fantastisk i nat og hvad så? Vi bliver jo alligevel vækket af hanen omkring klokken fem, og så skal vi ud og suge endnu en dag ud af Koh Jum.
fortsæt med at læse
