I gamle dage tog danske turister til Szczecin for at more sig til lavpris. Havnebyen var dengang en nedslidt, beskidt by, som ikke kunne tilbyde meget andet end billig mad og drikke.
Priserne er fortsat lave, især sammenlignet med danske priser, men byen er helt anderledes end dengang. Szczecin er et håndgribeligt bevis på, at de politiske omvæltninger i Polen efter 1989 og det tidligere kommunistiske regimes fald har haft en stor positiv betydning for byen.
I løbet af de snart 30 år siden kommunismens fald har Szczecin forvandlet sig til en pæn og moderne by i konstant udvikling, som er fuld af energi og visioner. Byen formår gang på gang at overraske sine besøgende med noget nyt.
Til forskel fra andre polske byer er Szczecin ikke er så hektisk; der er nemlig god plads. Byen breder sig over et stort område og har derfor en meget lav befolkningstæthed. Det kan mærkes i byens gader og parker og er ganske behageligt.
Fredag
1Klokken 14: Byen set fra oven
Den bedste start på et ophold i Szczecin er uden tvivl at se byen oppefra. På Café 22 kan man ovenikøbet gøre det, samtidig med at man drikker en kop af kaffe eller andet. Cafeen ligger på 22. etage i tårnet af Szczecins højeste bygning. Har man ikke lyst til at nyde noget, har betjeningen ikke noget imod, at man bare går rundt og betragter byen uden at bestille noget.
Café 22, Pl. Rodla 8
2 Klokken 15: Isbjerge midt i Szczecin
Den futuristiske bygning Szczecin Filharmoni er supermoderne og af den type, nogle vil elske og andre hade. Bygningen ligner isbjerge, og dens moderne arkitekturstil er så spændende, at den har sikret den flere priser, heriblandt EU Mies van der Rohe-pris i 2015.
Filharmonien indvendig.
Filharmonien breder sig over 13.000 kvadratmeter og har to koncertsale, den ene med plads til 1.000 mennesker. Der er mere eller mindre koncerter hver aften samt mindre arrangementer i løbet af dagen.
Filharmonia Szczecinska, ul. Malopolska 48
3 Klokken 16: Gåtur til byens parker
I Szczecins nordvestlige område fra Plac Lotnikov fører en flot allé, Aleja Papieza Jana Pawla II, til byens rådhus, i folkemunde kaldet 'Spinathuset' på grund af bygningens farve.
Der ligger en række gode cafeer på Aleja Papieza Jana Pawla II.
Bag rådhuset ligger en række parker, som borgerne i Szczecin ofte tager til, når de skal slappe af.
Er man interesseret i roser og planter, ligger Szczecins berømte rosenhave fra 1928 i den fjerneste af parkerne. Rosenhaven har ikke færre end 107 forskellige rosentyper og 9.083 rosenbuske i alt.
Rozanka, Pawla Jasienicy
4 Klokken 17: Lokal specialitet i retrostil
Tag en lille afstikker på vej tilbage fra rådhuset til et spisested, der er populært blandt lokale. De fleste borgere er glade for en pasztecik, en slags friturestegt pirog med forskelligt fyld, eksempelvis kød, svampe eller kål.
En pasztecik szczecinski fås kun i Szczecin. Dertil drikker man borsjtj af en kop, hvis man altså kan lide det. Bar Pasztecik er et af de bedste steder i Szczecin at smage specialiteten og er samtidig et sted, hvor Polen anno før 1989 fortsat kan opleves.
Bar Pasztecik, aleja Wojska Polskiego 46
5 Klokken 20: Det polske køkken
Det er blevet tid til middag og til at stifte bekendtskab med det polske køkken. Det kan ikke udkonkurrere det franske eller italienske køkken, men retterne smager udmærket, især hvis man sætter pris på lidt fed mad tilberedt på en gammeldags måde.
Restauranten Karzcma Polska Pod Kogutem serverer typisk polsk mad. For eksempel polsk sursuppe med pølse og til hovedret golonka, svineskank.
Restaurant Karzcma Polska Pod Kogutem, Plac Lotnikow 3
Lørdag
6 Klokken 10: Den nyere historie
Dialogcentret er et museum, som hører under Nationalmuseet i Szczecin, og det er gratis at besøge om lørdagen. Museet udstiller Szczecin og Pommerns nyere historie, heriblandt tiden under protesterne i 1970 og 1980 samt tiden op til de politiske ændringer i 1989.
Fra udstillingen i Dialogcentret.
Det interaktive museum hører ligesom mange andre polske museer uden overdrivelse til blandt de bedste i verden. Bygningen er opført i spændende arkitektur og har vundet flere internationale priser. Den ligger delvis under jorden på Solidaritetspladsen, hvor der i 1970 udbrød protester og demonstrationer mod det daværende kommunistregime.
Dialogcenteret, Plac Solidarnosci 1
7 Klokken 12: Nationalmuseet
Promanadeområdet Waly Chrobrego, der før 1945 hed Hakenterrasse, er ikke kun et hyggeligt sted at gå rundt og betragte Oder.
Her er også spændende bygninger, blandt andet Nationalmuseet 1913 er en af mest spændende museumsbygninger i Polen. Museet er omgivet af en slags regionskontor på den ene side og Søfartsakademiet på den anden.
Muzeum Narodowe w Szczecine, Ul. Waly Chrobrego 3
8Klokken 13: Frokost hos Columbus
Restaurant Columbus ligger lige ved Søfartsakademiet og har et bredt udvalg af retter, fra diverse salater og pastaretter til større hovedretter, heriblandt fisk.