1. Gennem iskoldt vand og smalle sprækker
Tør du ikke springe? Er du sikker på, at jeg skal komme op og hente dig?«, råber vores tyske guide, Mike, op til mig.
13-årige Jamila Groothof fra Holland har for længst sprunget de syv meter ned i vandet fra klippen. Og hendes far, Marcel, og Mike er fulgt lige bagefter. Vandet er flere meter dybt, så der er ingen fare ved at springe, forsikrer guiden.
Men jeg står lettere rystende på kanten af den halvglatte klippe iført gule vandrestøvler, blå hjelm, våddragt og diverse klatreseler. Jeg kigger ned på dem, mens de bader i det krystalklare vand.
Vi har prøvet kræfter med canyoning – en udendørs aktivitet, der bedst kan oversættes til slugtvandring. Vi har rappellet, svømmet i iskoldt kildevand, kravlet gennem smalle passager i grotter og sprunget fra klipper, hvor der har været fra halvanden meter til fem meter ned.
Nu er vi kommet til andensidste etape: et spring fra syv meters højde i vandet, inden de sidste ti minutter med stejl vandring venter.
»Det er ikke farligt«, griner Jamila Groothof. Hendes våde hår klister til panden, mens hun svømmer ind til bredden.
»Du vil elske det, når du har gjort det«, siger den 13-årige pige til mig.
Når en 13-årig teenagepige tør springe, gør jeg også, tænker jeg. Flere gange bevæger jeg mig frem og tilbage på klippen, men lige så snart jeg kigger de syv meter ned, stiger nervøsiteten. Jeg må give op.
Mike må klatre op igen og gøre klar, så jeg kan rappelle ned i stedet for at springe. Jeg rappeller langsomt langs den våde klippe. Et lille vandfald sprøjter vand i ansigtet på mig, og jeg glider pludselig og hænger i selen, inden jeg igen finder fodfæste på klippen.
Da jeg er vel nede, fortæller Mike, at der er forskellige sværhedsgrader på vandringen i slugterne, men han ville gerne kaste os ud i en af de mest udfordrende ture.
»Jeg havde engang en mand på 45 år med tre børn og kone, der begyndte at græde, fordi han var så bange for at ramme ind i stenene under vandet«, fortæller Mike, mens vi fortsætter. Han må da også understrege, at slugtvandring ikke er for helt sarte sjæle.
Adrenalinen kører stadig i kroppen, da vi afslutter med ti minutters stejl vandring i drivvåd våddragt, vandfyldte vandrestøvler og tunge seler.
Slugtvandringen kan tage op til tre timer, afhængig af hvor mange der er på holdet. Vores tog ca. to timer med en gruppe på fem personer.
Aktiviteten er ikke tilladt for børn under 13 år.
2. Klatring over trækronerne
Jeg står på et lille metaltrin, der er sat fast på bjergsiden, og kigger direkte ned i dybet. Jeg er spændt fast til en line, mens jeg med små skridt bevæger mig langs siden. På Via ferrata-ruter er man hele tiden spændt fast til bjerget med to greb, mens man går eller klatrer.
Ruterne er sikret med kabler, stiger, broer, håndtag og fodtrin, der gør det muligt, at almindelige vandrere kan færdes i sikkerhed på ellers farlige passager.
Jeg spænder ekstra hårdt i armene, hver gang jeg kommer til at kigge ned – tyve meter, hvis jeg skulle falde.
Min guide, Rasmus Hauskov, og jeg fortsætter over en gyngende line. Mine fingre sveder og lugter af metal. Selv om det egentlig ikke er fysisk hårdt, syrer mine arme helt til. Benene begynder at ryste, så snart de holder pause.
Vi bevæger os over fyrretræerne, og jeg prøver at undgå at kigge ned og fremprovokere en pludselig højdeskræk.
Efter en times tid med klatring når vi til toppen.
Vi tager en zipline 100 meter for at komme hurtigere ned af bjerget. Med 50-60 kilometer i timen svinger vi os over trækroner og vandfald, mens byens huse ligger som små legoklodser nede i dalen.
»Lav Jesus«, råber Rasmus Hauskov for at få mig til at give slip på rebet og lade armene falde ud til siden. Jeg tvinger mig til at stole på udstyret og slipper med hænderne.
Da jeg lander på den modsatte side, ser jeg en lille dreng græde. Han dækker ansigtet med hænderne, flov over tårerne, der pibler frem. Turen i ziplinen var for meget for ham, forklarer drengens far mig, inden vi med mørbankede arme og ben bevæger os det sidste stykke ned af bjerget.
3. Turist over bord: Rafting i den brusende flod er lidt råt
Iklædt røde og blå våddragter og gule hjelme og med en stak årer i hænderne bakser jeg og to tyske familier med at skubbe den tunge gummibåd ud på floden. En stor sten forhindrer strømmen i vandet i at tage gummibåden med ud på vandet og giver os mulighed for at hoppe på. Vores guide, Michal, holder fast i båden fra bredden, indtil alle mand er om bord.
Michal kalder vores hold Team Awesome, og han forklarer os sikkerheden omkring raftingen, hvis nogen skulle falde ud af båden, mens vi rafter.
»Hiv altid i redningsvesten, hvis I skal have nogen op af vandet«, råber han på båden. Han viser, hvordan vi holder rigtigt på åren, så den ikke kan flyve i hovedet på nogen, hvis den tabes.
Vi er et hold på otte personer, der med rolige tag bevæger os ud fra bredden, hvorefter vi straks bliver taget af den kraftige strøm. Både de mindste børn og de granvoksne mænd om bord hviner, da en stor bølge får ekstra hårdt fat i os og får båden til at gynge. Vi sætter os alle lidt bedre til rette af frygt for at ryge i vandet.
Bjergene troner i baggrunden, og de store grønne buske i siderne indrammer os, mens vi flyder på flodens brusende bølger.
»Forlæns. Baglæns. Stop«, dirigerer Michal, mens vi bevæger os forbi græssende køer, løbere og en flok ældre mennesker med vandrestave.
Vi passerer under en bro, hvor to cyklister står og vinker. Michal forklarer, at man tidligere skulle bukke sig under broerne, da vandstanden var meget højere.
»One man down«, råber Michal pludselig, da vi støder sammen med gummibåden foran os, og en teenagepige ryger i vandet. Med hjælp fra gruppen og et hiv i redningsvesten er hun hurtigt oppe igen efter et koldt gys med hele kroppen under vand.
Vi ror 4,5 kilometer på floden, inden vi gør holdt og stiger af gummibåden ved en bred. En efter en kravler vi op på nogle store glatte sten, og langsomt bevæger vi os ud i vandet, lægger os på ryggen på redningsvesten og lader den kraftige strøm fragte os langs floden i et par sekunder, inden Michal står klar længere fremme og hiver os ind på bredden igen.
Frygten for virkelig at blive taget af strømmen eller ryge ind i de enorme sten, man kan ane gennem det klare vand, er tydelig at se hos flere, der plasker og hundesvømmer, så snart strømmen har bare lidt fat i dem. Det kun syv grader varme vand løber bogstavelig talt som koldt vand ned ad ryggen gennem våddragten.
Oppe på båden bliver vi dog hurtigt varmet igennem igen af dagens 28 grader, og efter de sidste rotag er vi oppe på jorden og i sikkerhed igen.
Raftingsæsonen går fra 1. maj til 15. oktober.
4. Og så kan du slappe af på vandreturen rundt om søen
I 1.400 meters højde ligger søen Durlassboden spejlblank omringet af stejle bjergskråninger og den 3.263 meter høje gletsjer Gabler i horisonten.
Guiden Rasmus Hauskov og jeg er i gang med at nedlægge en 13 kilometer lang vandretur rundt om søen. Da vi nærmer os gletsjeren, begynder vi at føle kolde briser, selv om temperaturen er over 25 grader på en varm julidag.
Den mørkeblå sø, de meterhøje fyrretræer og rødgraner og de store flokke af køer med klokker om halsen skaber den helt klassiske østrigske kulisse på vandreturen.
»Køerne går frit omkring, og de kan godt blive aggressive, hvis de generes«, fortæller Rasmus Hauskov, mens vi går.
Laver man en afstikker på vandreturen og går lidt op ad bjerget, får man det bedste panoramavue over dalen. Vi bliver overhalet af et par på mountainbikes på vej ned igen, da vi holder frokostpause og spiser wienerschnitzel på Restaurant Finkau.
Vi vandrer videre, og undervejs kigger vi på svampe i den vilde natur, plukker jordbær og brombær og fylder vores vandflasker ved de rindende kilder.
Efter et par timer er vi ved at have vandret hele vejen rundt om søen, så nu venter en velfortjent dukkert i Durlassboden. Søen måler 55 meter på det dybeste sted og er Tirols tredjestørste badesø. Allerede efter få svømmetag er det umuligt at bunde, og jeg dykker lidt ned og lader vandet fjerne sveden på min hud.
fortsæt med at læse
