I sommer åbnede 007 Elements i bjergbyen Sölden i Tyrol, et af danskernes foretrukne skisteder i Østrig, et ambitiøs mausoleum for James Bond med tilhørende gourmetrestaurant i hi-tech, stål og glas på alpetoppen.
Selve udstillingsbygningen – en investering til langt over 100 millioner kroner – i sandfarvet beton smyger sig organisk ind og ud af klippen. I de lange gange kan man i permafrostens konstante 2 minusgrader året rundt opleve koldkrigsagenten bag facaden.
For uanset hvor mange kulturministre der sætter sig ned og laver kanon over, hvilken form for kunst vi alle sammen burde kunne forholde os til, er Ian Flemings elegante britiske James Bond, der første gang dukkede op på film for 57 år siden i ’Dr. No’, noget, de fleste af os har med i bagagen.
Vi ved, at en vodka-martini skal være rystet, ikke rørt, og vi kan alle synge med på temaerne og titelmelodierne hele vejen op i liften fra Sölden by.
Alle kender rock-a-billy-guitartemaet, mens baslinjen ildevarslende kryber kromatisk og op ned, inden 007 sender en kugle mod os, så lærredet pludselig driver af blod.
Shirley Bassets tema fra ’Goldfinger’ er nok det mest ikoniske, men de fleste af os kan også nynne med på en mere nutidig ’Skyfall’ fra Adele, hvor hun bruger akkordgangen fra det oprindelige tema.
De samme toner lyder, når man ankommer til våbenhuset, den første del af 007 Elements, lavet i samarbejde med rettighedshaverne Eon Productions og med et særligt fokus på Daniel Craigs ’Spectre’ fra 2015, hvor flere af actionscenerne foregik i det højalpine landskab lige uden for vinduerne.
A View to a Kill
Når man kommer ind bag dørene, bliver man overvældet af musik og beskudt af nøgne kvinder, der svømmer, danser og laver akrobatik i silhuet og slowmotion. Det er et sammenklip af de mange forfilm, hvor falliske skydevåben med stor æstetik bæres, gnubbes, gnides og affyres. Man glemmer næsten, at folk kan komme til skade.
Så skal vi igennem familiealbummet, machoklassikeren Sean Connery, George Lazenby (’On her Majesty’s Secret Service’, som ingen kan huske), Roger Moore (som alle kan huske, men mange prøver at glemme) og så de tre sidste, der alle har været rimelig seje, Timothy Dalton, Pierce Brosnan og Daniel Craig.
Det er stort at blive inviteret ind i troldmandens hule. Og her tænker jeg ikke på Q’s påfund med sære amfibiebiler og ure, der kan eksplodere. Men på at gå rundt i to graders frost i hemmelige gange og få et kig dybt ind i produktionsfolkenes arbejde.
Det er magisk, hvordan de har fået placeret en megaloman skurks hovedkvarter i et vulkankrater. Det er fantastisk at se en helikopterjagt bygget op lag for lag i postproduktion. Og så er det virkelig kræs for nørder, når man kan stå inde i et sort rum med skærme hele vejen rundt og opleve, hvordan de tre landrovere og flyet i ’Spectre’ hamrer rundt på forskellige locations i Tyrol, mens det først bagefter er strikket sammen i postproduktion.
En papmodel i 3-D viser med lysdioder, hvordan bil-/flyjagten starter på Gletscherstrasse og bølger frem og tilbage på bjerget og ned gennem granskoven.
Når man kommer ud og misser med øjnene, kan man se ud af de tykke panoramavinduer og ned på en af jagtens locations, den rigtige Gletscherstrasse, der ligger sneklædt og barsk i 1.400-2.800 meters højde over havet.
Her får man virkelig fornemmelsen af ’The World is not Enough’, eller som det bliver udtrykt på våbenskjoldet i ’Skyfall’, som også hænger her i 007 Elements: Orbis Non Sufficit.
Alle elementer i spil
Undervejs kan man i Q’s lab få lavet sig egen skanning (som altid viser et betænkelig højt niveau af alkohol i blodet), få oprettet en agentprofil og se de originale rekvisitter fra film, for eksempel skistaven, der var et gevær.
Udstillingens højdepunkt er, når man med skulderen skubber laboratoriets tunge dør op og bliver ramt på synsnerven af det ekstremt skarpe højfjeldslys, der kommer ind ad panoramavinduerne fra bjergkæden udenfor.
Indenfor hænger det originale fly fra ’Spectre’, som Daniel Craig splintrer, da han har mistet sine vinger og brager ud gennem en lade fyldt med store tømmerstokke.
Ud over at alle vragdelene hænger i luften, som om de var taget på et foto med hurtig lukketid og fastholdt for evigt, er her også modelopbygninger af, hvordan flyet kørte på stålwirere, mens bilerne havde følgebiler med kameraer og security.
Det er virkelig bjergtagende at komme så tæt på elementerne.
Både den vilde natur udenfor, som har skullet indordnes i produktionsplanen, den fysiske optagelse og så alle de tricks, der bagefter kan få illusionen til at glide ned, så vi sidder i mørket og bliver rystede.
På vej ud kan man nyde en række store reagensglas med kostumer gennem tiderne. Mit højdepunkt er nok Roger Moores gule skitøj fra ’The Spy who loved me’. En spion i tøj, som kun en mor kan elske, men tag ikke fejl: Det er skam upmarket fashion fra tyske Bogner, hvis billigste skijakker koster 10.000 kroner.
James Bond-museet i Sölden har naturligvis ikke et snusket cafeteria med porretærte og automatcappuccino, men Ice Q, en michelinrestaurant, der også var en location i ’Spectre’, hvor den forestillede skurkens klinik. I filmen havde man dog udvidet bygningen fire gange på en computer, så den kunne være et standsmæssigt hovedkvarter.
Ice Q-michelinrestauranten i Sölden i godt 3.000 meters højde var også skurkens hovedkvarter i 007-filmen ’Spectre’.
3 retter koster 450 kroner, men niveauet er også højt. Ret præcist 3.048 meter over havet.
Måske er det den tynde luft. Måske er det al den maskulinitet, man indånder i de snævre iskolde gange. Måske er det bare, fordi man altid bliver lidt høj af at være i bjergene og føle, at man kan leve evigt.
I hvert fald fik jeg på vejen ned i liften lyst til at headbange sammen med min lokale guide, Gloria Schultes, til Madonnnas elektronisk kantede tema til ’Die another Day’.