Jeg havde en kuffert før Afrika. Ved ankomsten til det såkaldt mørke kontinent manglede min trofaste kuffert imidlertid, og jeg måtte klare mig 11 dage i troperne uden mine egne toiletsager, shorts og kortærmede skjorter.
Rundturen til de tre vestafrikanske lande – Ghana, Togo og Benin – begyndte ellers perfekt med Turkisk Airlines og en mellemlanding i Istanbul, inden vi 300 passagerer torsdag 2. august klokken 18.45 kunne sætte foden på afrikansk jord i Kotoka International Airport i Ghanas hovedstad, Accra.
Efter at være kommet vellykket gennem paskontrollen stillede vi os tålmodigt op ved bagagebåndet. I Afrika forventer man, at tingene tager tid, men snart begyndte kufferter og tasker at rulle ind. Mine medpassagerer hev med mellemrum kufferter ned fra båndet, men lagde dem op igen, for det var alligevel ikke deres.
Efter en halv times forgæves venten ved bagagebåndet dukkede en lufthavnsansat op og annoncerede:
»I behøver ikke stå og vente ved båndet. Jeres bagage var slet ikke med fly nummer TK629, men står stadig i Istanbul. Kufferterne på båndet var ganske vist med jeres fly, men de tilhører de passagerer, som ankom fra Istanbul i går aftes. I skal gå nedenunder til Lost & Found og melde, at jeres kufferter ikke er dukket op«.
Rasende passagerer
Flere hundrede passagerer stormede som en flok bissende kvæg mod trappen for at komme først ned til mistet bagage-skranken og få udfyldt en PIR-formular (Property Irregularity Report).
Ved Lost & Found herskede der totalt kaos, for der var kun to medarbejdere til at tage sig af flere hundrede vrede passagerer. Folk råbte og skreg, og der var intet køsystem. Vi autoritetstro nordeuropæere forsøgte forgæves at holde en plads i køen og forstod ikke en lyd af de skænderier, som var på grænsen til slagsmål.
Efter to en halv time nåede jeg endelig frem til skranken og fik udfyldt PIR-formularen med telefonnummer og beskrivelse af min kuffert. En af de to trætte medarbejdere bag disken konstaterede, at jeg i bedste fald kunne hente min kuffert den følgende aften efter klokken 22.
For døve øren forklarede jeg, at det var umuligt, for allerede ved frokosttid næste dag skulle jeg forlade Accra og køre til nabolandet Togo. Lost & Found måtte sende bagagen efter mig til Togo.
»Desværre, vi videresender ikke bagage. De må selv hente den. Næste«, lød det irriteret bag disken.
Min rejsearrangør, som skulle hente mig i lufthavnen, havde jeg ikke haft mulighed for at kontakte, men ved et mirakel stødte jeg på en repræsentant ved lufthavnens udgang, som havde ledt efter mig. Han sørgede for, at jeg kom til Accra City Hotel, hvor mine syv rejsefæller for længst var ankommet og gået i seng.
Indkøb på markedet
Næste morgen stod jeg parat ved hotellets lille souvenirbutik, som heldigvis kunne forsyne mig med barbergrej og tandbørste. Desuden havde de to skjorter i stærke farver, som jeg kunne klemme mig ned i. Pris i alt 271 ghanesiske cedi eller 364 kroner.
Efter formiddagens sightseeing i Accra fik jeg overtalt vores guide, Séna Gatri, til at tage på indkøbstur med mig, mens resten af holdet nød en lækker frokost på Accra City Hotels Fihankra Restaurant.
Séna Gatri og chaufføren Yaya Awume tog mig med til Makola-markedet, som er en sand labyrint af små boder, der sælger alt lige fra tilapia-fisk til skjorter.
I to boder lykkedes det mig at købe fire særdeles farvestrålende skjorter i XX-large, seks ultratynde boxershorts og fem par sokker. Det var straks sværere at finde et par shorts, som jeg kunne klemme mig ned i. Til sidst købte jeg et par rædselsfulde rød- og hvidternede, som fik Séna Gatri til at udbryde:
»Vil du ikke hellere have et par khaki- eller cowboyshorts?«.
Jo tak, Séna, men der manglede 10 centimeter til, at jeg kunne knappe dem.
Admiral og maleri
Sko opgav jeg at købe, og de næste 10 dage gik jeg i Geox-sandaler, uanset om vi var ude at sejle, færdedes i regnskoven eller travede rundt i en støvet landsby. Det tog også hårdt på de lange bukser fra flyrejsen, som måtte frem hver gang, jeg bare skulle være en smule præsentabel.
For at holde udstyret på plads brugte jeg et traditionelt kentetørklæde som bælte. Der blev ikke sparet på de sarkastiske bemærkninger fra mine ellers flinke rejsefæller. På en blå skjorte med blækspruttemønster var der et påsat emblem, og det fik engelske Liam Craig-Best til at stå ret og udbryde:
»Der har vi jo admiralen«.
Tina Skinner fra Georgia i USA kom nok tættest på en beskrivelse af min fremtræden:
»Du ligner et Jackson Pollock-maleri«.
Selv om Jackson Pollock er en stor og beundret amerikansk maler, som jeg bedst kender fra filmen ’Pollock’ med Ed Harris i hovedrollen, var jeg godt klar over, at der ikke var tale om et kompliment.
Eftersom vi skiftede hotel hver dag, kunne jeg ikke få vasket tøj undervejs. Kun på Capital View Hotel i byen Sokode i Togo havde de en ekspresvask, men mine lange bukser kom ikke med, for jeg kunne jo ikke gå bukseløs rundt.
Tøj tilbage til Afrika
Mandag 13. august var en glædens dag. Ikke fordi vi skulle sige farvel til en del af gruppen i Accras Kotoka International Airport, men fordi det gav mig mulighed for at ile ned til Lost & Found og fremvise min PIR-erklæring.
En venlig herre tastede mine oplysninger ind på computeren og meddelte mig, at »Deres kuffert står nede på lageret, mr. Husted. Nu skal jeg følge Dem derned«.
Det tog mig kun et øjeblik at spotte min grå kuffert med masser af klistermærker, og jeg udstødte et jubelråb og nærmest dansede af glæde. Det var dumt, for de urytmiske hop kostede mig 10 dollars.
»Mr. Husted, når De nu er så glad for at få Deres kuffert igen, var det måske på sin plads med en lille erkendtlighed?«.
De sidste par dage i Ghana var en sand fryd i eget tøj, hvor jeg forberedte mig på et slagsmål med forsikringsselskabet, da jeg ikke havde kvitteringer for mine indkøb fra markedet i Accra.
Derfor medsendte jeg billeder af mine indkøb til forsikringsselskabet og truede med at sende tøjet til selskabet, hvis jeg ikke fik refunderet mine tøjindkøb. Næste dag fik jeg en mail, hvori der stod, at mit samlede krav på 857 kroner blev imødekommet trods manglende kvitteringer, men »det danner ikke præcedens«, som selskabet skrev.
Og tøjet – det har min hustru båret over i genbrugsbutikken. Måske er det på vej tilbage til Afrika.
fortsæt med at læse
