Europas første reservat for pensionerede cirkuselefanter står snart klar

I første omgang er der plads til tre elefanter i reservatet Elephant Haven i Frankrig. Foto: Elephant Haven
I første omgang er der plads til tre elefanter i reservatet Elephant Haven i Frankrig. Foto: Elephant Haven
Lyt til artiklen

I løbet af det nye år byder naturreservatet Elephant Haven pensionerede cirkuselefanter velkommen til et liv væk fra manegen.

Reservatet ligger i regionen Nouvelle-Aquitaine i det sydvestlige Frankrig og bliver det første sted i Europa for tidligere cirkuselefanter.

Tony Verhulst har sammen med sin partner Sofie Goetghebeur – begge tidligere dyrepassere af elefanter i zoologiske haver – grundlagt stedet, der til en begyndelse kan huse tre elefanter. Inden 2020 skal yderligere fem elefanter have tilbuddet.

»Pladsen og friheden for elefanterne til at vælge, hvor de vil opholde sig, er noget af det vigtigste for os. De her elefanter har været tvunget til at opholde sig i små bure og vogne eller i en manege. Hos os får de i stedet et valg«, siger Tony Verhulst i en pressemeddelelse.

Reservatet skal være et fristed for elefanter, som får mulighed for at bade i mudder, støvbade i sandkasser og god plads at boltre sig på.

Der er installeret kameraer både ude og inde, og der vil være personale og en dyrlæge på kald 24 timer i døgnet.

I reservatet kan turister komme og opleve elefanterne i deres naturlige element.

Flere lande forbyder elefanter i cirkus

World Animal Protection støtter projektet og har doneret penge til opførelsen af reservatet.

»Der står meget kyndige mennesker bag Elephant Haven, der har 15 års arbejdserfaring med elefanter. De har også et solidt netværk af specialister tilknyttet, så vi føler os overbevist om, at Elephant Haven er garant for det bedste otium, vi kan tilbyde Europas cirkuselefanter«, siger direktør i World Animal Protection, Gitte Buchhave.

Grundlæggelsen af reservatet sker efter en række europæiske lande som Holland, Østrig, Skotland, Italien og Rumænien har forbudt brugen af vilde dyr i cirkus. I Danmark er der netop afsat syv millioner i den nye finanslov til at sende cirkuselefanter på pension.

Det er endnu uvist, hvilke tre elefanter der skal bo i Elephant Haven i det nye år, men det kunne i princippet godt blive danske cirkuselefanter.

»Vi formidler gerne kontakt til ejerne af danske cirkuselefanter, for der er ikke sat navn på, hvem de første beboere i Elephant Haven bliver«, siger Gitte Buchhave.

Elefanterne skal blive i landet

Hos Cirkus Arena ser turnéchef Klaus Jochumsen helst, at deres tre elefanter bliver i Danmark.

»Elephant Haven kan sikkert blive et fint projekt, men det er ikke helt til at tyde, hvornår det præcis står klar, og hvor meget professionel hjælp der vil være til elefanterne«

»I stedet arbejder vi seriøst på, at Knuthenborg Safaripark kan tage imod vores elefanter, hvor de vil have et stort areal og to ansatte til at tage sig godt af dem. Og så skal danskerne heller ikke hele vejen til Frankrig for at besøge elefanterne«, lyder det fra ham.

Eva Holtegaard-Kasler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her