Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Masseturismen har ændret Kretas store ferieby, Chania, men lørdagsmarkedet Laiki har bevaret sin sjæl i en svær tid for de lokale.

Tag på markedet på din sommerferie og støt de lokale

Foto: Søren Sorgenfri
Foto: Søren Sorgenfri
Lyt til artiklen

Der er to sider af Kretas store turistmål, Chania. Der er turiststrømmen fra busholdepladsen på 1866-pladsen ned mod havnepromenaden i en spidsrod af ballonsælgere, overivrige tjenere og butikker med en overflod af kopivarer.

Det er den samme turistbølge, der med Airbnbs fremkomst har skyllet gennemsnitsfamilien ud af Chanias indre by og ud på landet eller op i bjergene, hvor huslejen er langt under det niveau, som boligejerne kan tjene på at udleje lejligheder i den gamle havneby.

Den anden side af Chania er den dagligdag, der går videre i krisens navn. Der har det seneste års tid været internationale politiske roser til den græske centralregering for at få styr på budgetter og overholde EU’s finansielle retningslinjer, men det er ren jakkesætkosmetik. For græker er hverdagen stadig tynget af gældskrisen.

Det er lørdag formiddag på markedspladsen Laiki, byens store udendørs og populære ’farmers market’. En tomatavler fortæller, at hans bedre halvdel er en af de heldige med fast arbejde i et supermarked til mindstelønnen på 3 euro. Hans svigerinde tjener 4 euro i timen på en læderfabrik en times kørsel fra Chania, men den ekstra euro skal kompensere for de kemikalieskader, hun forventes at lide under om 10-15 års tid i form af astma, hovedpine og lungeproblemer.

En kulinarisk guldmine

Lørdagsmarkedet Laiki i skyggen af Chanias gamle østvendte bymur er en troværdig temperaturmåler for menigmands liv og levned.

Andetsteds og mere centralt i byen har Chanias gamle overdækkede markedshal for længst overgivet sig til masseturismen, men markedet Laiki lever videre med lokal hjerterytme.

Det kretensiske køkken er blandt verdens sundeste. Der er en rigdom af frisk frugt og økologisk grønt, hjemmelavet fetaost og friskfangede fisk i bunker og blæksprutter i lange baner. Det er appelsiner, citroner, figner, spinat og bristemodne meloner og selvfølgelig oliven. De små smagsbomber er øens signatur som frugten af Kretas mere end 30 millioner oliventræer, og her produceres mere olivenolie, end det græske hovedland og de øvrige øer formår tilsammen.

Du finder det hele her på markedet. Det er en overflod af vidunderlige råvarer lige til at smide på grillen eller i salatskålen med et stort skvæt olivenolie, citronsaft og drysset med vild timian. Priserne er så lave, at det er på grænsen til røveri.

Krisen har på sin vis givet et marked som Laiki et boost. Der er nye ansigter blandt stamkunderne. Flere unge og børnefamilier er flyttet tilbage til øen fra Athen – væk fra hovedstadens utryghed tilbage til de familieejede huse, der har stået tomme i de år, hvor hovedlandet som en magnet sugede de unge kretensere til sig. De vender tilbage nu, tvunget tilbage, kan man mene, af krisens behov for billigere eller gratis boliger og tilbage til markeder som Laiki.

Det er nu ikke, fordi stadeholderne sælger mere end før, fortæller tomatavleren. Kunderne er mere præcise i deres indkøb nu end tidligere. De skal bruge nøjagtigt 5 tomater og ikke 3 kilo. Indkøbene er ikke så rundhåndede som tidligere, fordi pengene skal række længere.

Turister er selvfølgelig velkomne på markedet, men med forbehold. Markederne er ikke til selfiestænger og andet gøgl. Opfør dig ordentligt, lyder det fra de lokale. Spørg, før du tager billeder, og accepter, hvis du får et nej. Og køb gerne noget med hjem. Om det så bare er 5 tomater.

Søren Sorgenfri

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her