Selv om Pierre Boulonnais skutter sig, er han ikke just typen, der piber over den første kulde, han møder.
»Men du kan godt se, at man skal sørge for at få al den varme, man kan få«, siger han.
Pierre Boulonnais er i gang med sin 12. sæson som medarbejder i skipatruljen i Val Thorens.
Vi står i patruljeenhedens lille hytte ved toppen af Moraine-liften og varmer os efter en kold halvanden time.
Efter et par dage med alt for blæsende og tåget vejr var en af dagens pligter for Pierre Boulonnais at hjælpe til med at åbne Col-liften for første gang i to døgn. Liften er placeret i lige godt 3.000 meters højde. Fra toppen er der en panoramisk udsigt uden sidestykke til italienske alper 70 kilometer væk.
Men i det lille hus, hvor liftoperatøren dagen igennem skal sidde og holde øje med forbipasserende skiløbere, var der efter to dages fravær en indendørstemperatur på minus 15 grader. I huset er der ingen strøm, og efter 20 minutters forsøg med tændstikker, lightere, briketter og avispapir bemærkede Pierre Boulonnais, at det vist ville blive dagens sværeste opgave at få tændt ild i pejsen i den tørre luft i det lille lifthus.
Mange franske bandeord senere lykkedes det dog at få ild i pejsen nogenlunde samtidig med, at liftens første gæster nærmede sig toppen.
Pierre Boulonnais fik derfor travlt med at udføre en af snepatruljens obligatoriske sikkerhedsprocedurer: at placere et større bundt pinde langs siderne på pisten for at markere pistens område.
»Det er rutine, men det skal gøres, og det er ekstremt vigtigt, hvis det er dårligt vejr«, siger Pierre Boulonnais.
Det er de opgaver, der nu har gjort, at han står og skutter sig i snepatruljens lille hus længere nede ad bakken, hvor der både er varme, strøm og komfur. Patruljens folk har aftalt at spise frokost sammen – en af Boulonnais’ kolleger står for det kulinariske.
Et forvredet knæ
I nat har det været minus 18 grader. Fra himlen er dalet de fineste snekrystaller, som opløses i pulver, når man puster til det. Det gør, forklarer Pierre Boulonnais, at skiene bevæger sig fremad i yderst adstadigt tempo på de lange glidestykker.
Men det dæmper langtfra antallet af styrt på pisterne. Halvanden time efter åbningen har patruljens centrale vagtsystem meldt om hele syv redningsaktioner. Stemmer taler hele tiden i den radio, Pierre Boulonnais har siddende på maven. Pludselig spidser han øren.
En kvinde har forvredet knæet på bakken lige over os. En af Boulonnais’ kolleger er sat på sagen og er kørt ned ad Col-pisten med en kælkelignende båre. Vi kan se dem fra, hvor vi står. Pierre Boulonnais er ikke just tilfreds med situationen. Kollegaen havde egentlig tjansen som skipatruljens kok på bjerget i dag.
Han var kun kørt op for at sætte de pinde op på pisten, som Pierre Boulonnais ikke kunne slæbe. Nu er han gået i stå med sit køkkenarbejde – og frokosten ser ud til at være udsat på ubestemt tid.
»De kommer ned til os, så tager vi dem det sidste stykke«, siger Pierre Boulonnais.
På 100 meters afstand ligner kollegaen og kvinden med det forvredne knæ bare en lille klump på pisten. Men 10 minutter senere kommer kollegaen glidende ned med sin patient, der er spændt fast og snøret til på den lille bårekælk. Pierre Boulonnais hilser på kvinden, tager fat i håndtagene på båren og kører videre. Der er ingen skrig og skrål.
»Det er en rutineopgave«, siger Pierre Boulonnais og plover ned ad bakkerne.
Efter 500 meters skiløb kommer en snescooter imod os med udrykning og kaster et snoreværk ud til Pierre Boulonnais. Han griber fat i det og lader sig trække af snescooteren. De øvrige skigæster kører respektfuldt til side, og så snart vi er nede, holder en ambulance klar med en rigtig båre.
Pierre Boulonnais sætter sig ind i bilen med patienten, udfylder nogle blanketter og siger farvel.
»Nu er der travlt. Jeg tror, maden er klar«, siger han med et smil og haster af sted til liften for at komme tilbage.
Her ved 12-tiden har Pierre Boulonnais været på job i tre en halv time. Dagen begyndte med at få registreret forskellige vejrdata: lufttemperatur, snetemperatur, vindstyrke, snedybde, snekrystallernes størrelse.
»Jeg skal registrere det hele til Météo France. De bruger det til vejrudsigten, men det er også vigtigt for at bedømme lavinefaren. På overfladen var snetemperaturen i dag minus 25 grader. Men 10 centimeter under var den kun minus 10. De forskelle er vigtige. De giver os viden om, hvordan snekrystallernes ændrer sig. Når du kender snekrystallerne og de forskellige snelags temperaturer, kan du forudsige lavinerisikoen «, fortæller Pierre Boulonnais.
De sidste dage har det sneet meget, og lavinerisikoen er hævet fra et til to på en fempunktsskala.
»Sneen er meget let i dag, det er helt usædvanligt. Det er minus 20 i luften, snetemperaturen er minus 25. Det bliver næsten til støv, hvis du puster til det. En kubikmeter vejer kun 35 kilo. Supergodt til skiløb«, siger Pierre Boulonnais.
Internationale forskelle
I Val Thorens er opgaverne på pisterne basalt set delt op mellem to organisationer. Lifterne drives af virksomheden Setam, hvis opgave er at drive liftsystemet så effektivt som muligt for at få solgt flest mulige liftkort. Skipatruljen er omvendt ansvarlige for sikkerhed, redningsopgaver, temperaturmålinger og meget andet.
Det giver ifølge Pierre Boulonnais med mellemrum anledning til konflikter, fordi Setam har en kommerciel interesse i at holde fleste mulige lifter åbne for at sælge flest mulige skipas. Skipatruljen indgår i en anden organisation ved navn Securité des Pistes, hvis hovedinteresse omvendt er at sikre den størst mulige sikkerhed på pisterne.
Pierre Boulonnais betragter sig imidlertid ikke som en politimand på pisterne.
»Jeg har amerikanske kolleger, som siger, at de har en politiagtig funktion. Hvis de ser en, der kører alt for vildt, tager han fat i dem og siger: ’Stop, giv mig dit skipas’. Sådan gør vi ikke. Ser jeg nogen gøre noget meget farligt eller respektløst, beder jeg selvfølgelig om at køre mere forsigtigt og respektfuldt. Men jeg har ikke lov til at tage et skipas fra nogen«, siger han.
Val Thorens har skigæster fra det meste af verden, og Pierre Boulonnais har spottet klare nationale forskelle.
»Der er stor forskel på, om de er fra Frankrig, Israel, Sydkorea eller de nordiske lande. Franskmændene minder lidt om italienerne. De drikker fem kopper kaffe, tager af sted og vil ud og løbe hurtigt. De nordiske skiløbere varmer mere op, sørger for at få en god morgenmad og kører meget respektfuldt. Vi har meget at lære af de nordiske skiløbere«, siger Pierre Boulonnais.
Han understreger, at unge mennesker uanset nationalitet kører vildere end andre aldersgrupper.
På Skipatruljens kontor ligger masser af levnedsbeskrivelser med potentielle ansøgere til et job som det, Pierre Boulonnais har. Val Thorens er attraktiv, fordi det har åbent seks måneder om året og betaler bedre end de fleste andre steder. I korpset af skipatruljer er der i dag kun franskmænd. Man behøver ikke være i verdensklasse som skiløber, men man skal ifølge Pierre Boulonnais kunne stå hurtigt og være stærk på off piste.
Pierre Boulonnais bor i en landsby i dalen 40 kilometer fra Val Thorens og arbejder om sommeren som guide for trekking- og mountainbiketurister. Han er 40 år, har et barn på 4 og en kone, der er journalist.
Han er sjældent træt af sit arbejde. Når det sker, er det typisk i slutningen af skisæsonen, når der i april og maj er kommet forår og blade på træerne nede i dalen.
»Så kan det godt være tungt at køre op til vinteren i Val Thorens og bruge en dag i tåge og sne og dårligt vejr«, siger han.
fortsæt med at læse
