Er du syg lige op til ferien, har du krav på at få den udskudt. Bliver du syg på ferien, har du efter fem sygedage krav på erstatningsferie.

Sådan er du stillet, hvis du bliver syg i sommerferien

Det er surt at ligge syg på ferien. Men du har ret til at få udskudt din ferie, hvis uheldet er ude.  Foto: Tina Krongaard
Det er surt at ligge syg på ferien. Men du har ret til at få udskudt din ferie, hvis uheldet er ude. Foto: Tina Krongaard
Lyt til artiklen

Sommerferien er for mange så småt ved at begynde. Men humper du rundt med benet i gips, eller ligger du syg i sengen med influenza, har du krav på at få udskudt din ferie, så du kan holde den senere på året, hvor ferien ikke går til spilde.

Det siger Peter Faber, der er souschef i forhandlingssekretariatet i fagforeningen Dansk Metal. Hans råd er at kontakte arbejdspladsen hurtigst muligt ved sygdom – senest inden arbejdstiden normalt ville begynde på den første feriedag.

»Hvis du først bliver syg under din ferie, har du ret til erstatningsferie. Men her kræver det, at du har været syg i minimum fem dage, da de første fem dage inden for et ferieår er karensdage«, forklarer han. Det vil altså sige, at hvis du er syg i syv dage, har du krav til to erstatningsferiedage.

Nogle arbejdspladser kræver en lægeerklæring ved sygdom i ferien.

Desuden giver ferieloven dig også ret til at have tre ugers sammenhængende sommerferie.

»Vi får også ofte spørgsmålet, om man kan overføre ferie, og der har du ret til at overføre fem ubrugte feriedage pr. ferieår«, siger Peter Faber.

Dårlig mave ødelægger flest ferier

Ifølge en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring og Gouda Rejseforsikring, er dårlig mave den hyppigste årsag til ødelagt ferie.

Her svarer 35 procent af de adspurgte, at de har fået ødelagt en eller flere feriedage grundet maveonde. Dan Kjølhede Laursen, direktør i Gouda Rejseforsikring, fortæller, at de har medarbejdere siddende klar til at rådgive om den rette behandling så hurtigt som muligt.

Og så har han en række råd til at undgå sygdom på rejsen.

»Håndhygiejne er et rigtigt godt sted at starte for at minimere spredningen af bakterier, og derfor kan det være en god ide at tage håndsprit med på ferien og ellers sørge for at vaske hænder grundigt. Derudover skal man selvfølgelig bruge sin sunde fornuft ved måltider, så man for eksempel er opmærksom på, om maden ved en buffet er ordentligt opvarmet«, siger Dan Kjølhede Laursen.

Husk altid rejseforsikring og sundhedskort

Det er en god idé at anskaffe sig det blå sundhedskort, hvis du tager til udlandet i sommerferien. Med det blå kort har danske rejsende ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, de er på ferie i.

Men husk, at det blå sundhedskort kun dækker til en vis grad, så husk at tegne en rejseforsikring, hvis du vil være på den sikre side.

Eva Holtegaard-Kasler

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her