Susanne Oberhauser lægger ud med en undskyldning. Vi er netop kommet i mål efter 1.200 kilometers kørsel fra Amager, Rødby-Puttgarten og hele vejen nedad Autobahn 7 gennem det gamle Vesttyskland. Nu er vi fremme i landsbyen Au i den østrigske provins Vorarlberg.
Fru Oberhauser er vores vært. Hun driver en ejendom ved navn Apartments Susanne, som består af en håndfuld lækre ferielejligheder for skiturister. Men hun bliver flov, næsten før hun har fået sagt »Hallo«.
Hun kom nemlig for skade at bryde tidens corona-kode: Hun gav mig hånden som velkomsthilsen.
»Entschuldigung«, siger hun og spørger betænksomt, om håndtrykket har generet mig.
Jeg svarer høfligt, at jeg skam selv har mit bøvl med at vænne mig til alt det, man ikke må længere. Vores ordveksling skal vise sig at blive en ouverture til den besynderligste skiferie, jeg nogensinde har været på med min familie.
En tur, vi for få uger siden bare glædede os til som et krydderi i en regnfuld og blæsende vintersæson. Men som endte med at at blive propfuld af eksistentielle overvejelser pro et con afrejse og tidlig hjemrejse. Og samtidig en rejse til et land i total forandring fra mandag til søndag, mens det stille og roligt bliver udråbt til et afgørende arnested for det eksploderende antal corona-smittede i Danmark.
Der var afgang i forrige weekend, som nu føles som en anden tid. Da det stadig var tilladt at deltage i større forsamlinger, så længe der befandt sig under 1.000 deltagere. Udenrigsministeriets rejsevejledninger advarede ikke mod at rejse til Østrig, men opfordrede til almindelig forsigtighed.
Ikke i rød zone
Vi diskuterede det frem og tilbage og nåede frem til, at eftersom hverken Vorarlberg eller Østrig generelt befandt sig i rejsevejledningens røde zone, var det forsvarligt at tage af sted. Samme holdning havde vores arbejdsgivere, så vi drog af sted ud på eftermiddagen 8. marts og lovede hinanden at efterleve de herskende forsigtighedsprincipper.
Nu er vi her. Ved første øjekast ligner Østrig ikke rigtig sig selv, hvilket dog ikke har spor med corona-pandemien at gøre. I Au, hvor vi bor, er der næsten ingen sne. Vores liftkort dækker tre forskellige skiområder, og ved det mindste af dem, skianlægget Diedamskopf, har vi booket snowboard og støvler til vores 15-årige søn. Vi henter boardet, mens vi kigger op fra »Talstation Pub Ski-Inn«. Her kan man stige ind i en gondol, som fragter os til toppen. Men her i bunden af bakken er der grønt som en forårsdag i maj.
De lokale taler om, at det er den ringeste snevinter i mands minde. Men det står hurtigt klart, at klimaforandringernes mulige indvirkning for Alpernes skiturisme absolut ikke er det, der optager sindene i en corona-tid.
I bilradioen taler værten bekymret om, hvad corona-situationen vil betyde for Vorarlberg i næste sæson. Præmissen er, at selv om der ganske få smittede i lige denne region, kan det blive alvorligt, hvis turisterne holder sig væk. På dette tidspunkt er der tre smittede i Vorarlberg.
Dagen efter er der omslag i vejret. I dalen, hvor vi bor, er det regnvejr. I det store skiområde Warth-Schröcken en halv times kørsel væk vælter det ned med sne. Hvis det ikke var fordi, det var første dag på ski, ville vi være blevet inden døre. Det blæser nemlig samtidig en halv pelikan, og vi har derfor ikke mange ture op og ned, før kaffe og kakao er et must.
En restaurant ved navn »Punschhütte« bliver vores redning. Her er der masser af våde varer at købe og tyroler-stemning af den lidt mere afdæmpede slags.
Man kan tale ubesværet sammen, men der er musik af den folkelige slags i højttalerne, og der langes fadøl over disken i pæne mængder. Selv om vi kun er midt på dagen, tilhører vi et mindretal af »Punschhüttes« 50-75 gæster, som nøjes med kaffe og kakao. De fleste er tysktalende skiturister, der brummer over sigtbarheden, blæsten og sol, der ifølge vejrudsigterne først har tænkt sig at melde sin ankomst om et par dage.
Men her er ikke dunkende rockrytmer a la Ischgl, og her er heller ingen bartender med fløjte eller store fade med shots i lange baner. Ved vores bord møder vi en dansk kvartet af modne herrer i 50’erne og 60’erne. I øvrigt de eneste danskere, der krydser vores vej i ugens løb.
De er fra Herning-området og er rejst på skiferie sammen i 30 år. Lige nu spiller de kort, drikker fadøl og fortæller jokes. Egentlig havde de booket hotel i den italienske skisportsperle Val Gardena i Dolomitterne. Men de seneste ugers rædselsberetninger om coronaens hærgen i Norditalien fik dem til at ændre rejseplaner til fordel for det næsten corona-frie Vorarlberg.
Corona-barometer
Vi er alle nogenlunde opdaterede på corona-smittens aktuelle udbredelse i Østrig og derhjemme. Vi taler om, at vi statistisk betragtet har grund til at føle os noget mere trygge her i Østrig fremfor i Danmark. Ifølge dagens corona-barometer er der registreret 360 corona-smittede i Danmark og 206 i Østrig.
»Tør vi overhovedet rejse hjem«, lyder en sarkastisk kommentar ved bordet.
I dag er antallet af corona-smittede 12 i Vorarlberg, der er Østrigs vestligste region med grænser til Liechtenstein, Tyskland, Schweiz og naboprovinsen Tyrol.
Men hjemmefra strømmer det ind med beskeder fra folk, der bekymret spørger til, hvor vi er. Folk har for alvor fået øjnene op for Østrig som smittekilde, efterhånden som Ischgl og Tyrol er rykket op i coronaspredningens superliga. Ischgl er havnet i selskab med Hubei-provinsen i Kina, Iran, Piemonte og Lombardiet i Norditalien og den sydkoreanske Gyeongbuk-provins.
»Klarskov for den da, hvor i Østrig var det, du skulle til«, spørger en.
På beskederne fornemmer man et stemningsskifte. Det er tydeligt, at en anderledes alvor og bekymring er indtruffet, mens vi sidder og joker i »Punschhütte«. Trods det dårlige vejr er der mange mennesker på pisterne, og det lyder i den grad, som om der er gang i den i barerne i turistbyen Warth ved foden af skisportsområdet. Fra en af dem kan man på lang afstand høre evighedshittet »Er hat ein knallrotes Gummiboot« blæse ud fra højttalerne.
Her tager vi ikke ind. Den aften står den på et medbragt måltid fra Aarstiderne.
Dagen efter er blæsten taget af, sigtbarheden er forbedret og det begynder at minde om en moderat god skidag. Vi står samme sted og nyder at forcere de røde og sorte pister i et vejr, hvor man kan se noget.
Men alvoren er også ved at indfinde sig i Østrig. Samme dag som Mette Frederiksen med dommedagsmine dekreterer skolelukninger, hjemmearbejde og social adskillelse, meddeler den østrigske forbundskansler Sebastian Kurz, at de østrigske skoler vil være lukket fra om mandagen.
Om aftenen spiser vi middag på en god restaurant med Katrin Preuss fra Vorarlbergs turistbureau. Hun fortæller, at hun indtil for et par dage siden havde opfattet corona-smitten som en forbigående ting. Nu har hun ændret opfattelse. Med meldingen om skolelukninger og indskrænkninger i forsamlingsfriheden, er det gået op for hende, at smittens følgevirkninger er uoverskuelige.
Mette Frederiksens melding om hjemmearbejde betyder, at min kone næste dag er optaget af onlinemøder i embeds medfør. Det er hun træt af, for op ad formiddagen melder solen sig og skinner højt over skisportsområdet Damüls-Mellau.
Det bliver en varm og skøn skidag. Nede i Mellau i 710 meters højt minder sneen om slushice. Men det er noget helt andet på toppen i 2.000 meters højde.
Tung sne
Min søn og jeg kampsveder med at flytte den tunge sne rundt på de blå, røde og sorte pister. Over frokosten taler vi om, at det er en skam, at vi både har glemt håndsprit og solcreme i lejligheden. Jeg tæller, at der er omtrent 200 gæster i restauranten, hvor vi spiser vores burger.
Da tjeneren rækker mig maskinen, som jeg skal taste min pinkode ind på, føles det pludselig utrygt. Hvor mange coronasmittede har mon tastet deres kode ind samme dag, spørger jeg mig selv. Og hvad er risikoen ved at bruge den maskine?
Det er som om, det hele strammer til. Østrigske medier som public service-stationen ORF og dagbladet Kurier bringer den dag de samme historier som danske medier, om en bartender fra baren Kitzloch i Ischgl der skal have været medvirkende til at sprede den farlige virus i Danmark.
Samtidig beretter østrigsk presse synkront med danske presse om alvorlige nationale tiltag.
I løbet af torsdag er en af de store historier i Østrig, at samtlige landets skisportssteder vil lukke ned ved ugens udgang. Så har turisterne en mulighed for at rejse hjem i god ro og orden, siger en talsmand for landets skiindustri.
Oprindelig var vores plan at blive i Vorarlberg til om lørdagen og nå at prøve kræfter med det endnu større skiområder Lech, som kan nås via en gondol fra Warth-Scröcken-området. Men lysten til at blive hængende er aftagende. Der er ganske vist stadigvæk betydeligt færre corona-smittede i Østrig end i Danmark, men det virker mærkeligt at begive sig rundt fra restaurant til restaurant i Østrig, mens vores landsmænd derhjemme har fået ordre til at holde sig hjemme.
Hvem kan i øvrigt vide, hvad smittetallet reelt fortæller, og hvor stort mørketallet er?
Vi beslutter at tage en dag mere og køre hjem sidst på fredagen.
Susanne Oberhauser giver mig ikke hånden, da vi afleverer nøglen. Men hun er dybt bekymret over tingenes tilstand og forstår godt, at vi gerne vil hjem.
»Når I kommer igen en dag, skal vi drikke en kop kaffe og tale om alt det her«, siger hun med et smil og giver os en lille flaske østrigsk pæresnaps med hjem.
Mens vi spiser et afsluttende måltid, toner udenrigsminister Jeppe Kofod (S) frem på de danske netmedier med en indtrængende appel til sine landsmænd om at vende snuden hjemad.
På det tidspunkt er bilen pakket, og mens vi begiver os mod sydtyske Bayern, har Sebastian Kurz erobret mediebilledet i Østrig. Han varsler igen nye indskrænkninger af sin befolknings bevægelsesfrihed.
Fra om mandagen vil alle barer og restauranter skulle lukke klokken 15. Med undtagelse af fødevarebutikker og ganske få andre brancher vil forretningslivet blive lukket ned samme mandag.
Benzin i Bayern
Vi stiller om til danske presse, da vi holder ind på en benzintank i Bayern for at tanke. Her har Mette Frederiksen erobret den danske dagsorden. Udlændinge skal holde sig væk fra Danmark, grænsen vil lukke lørdag middag.
Det begynder at føles som om, nogen er efter os. Vi dropper planerne om en overnatning for at slippe for køer i Hamburg og det sidste stykke op til Puttgarten. Solen er netop stået op, da vi når Amager.
Vejret er vidunderligt. Jeg får hentet familiens hund i en pension i Helsinge og går en tur på Amager Strand, hvor det vælter med mennesker i det gode vejr. På overfladen tager det hele sig forårskådt ud. Men indtrykket forandrer sig, da jeg møder et vennepar og deres børn.
Jeg joker lidt for friskfyragtigt med, at de sandelig skal holde sig på afstand, da jeg lige er vendt hjem fra Østrig. De kigger på mig, som om jeg er spedalsk eller har begået et bankrøveri.
Det går op for mig, at der er nogle hjemlige sociale koder, jeg ikke helt har fattet. Jeg kontakter Sundhedsstyrelsens hotline og spørger, hvordan vi skal forholde os. Ingen har oplevet symptomer på noget som helst. Men vi har jo været i Østrig, fortæller jeg.
Test kan ikke lade sig gøre, lyder svaret. Nøjagtig som man kan læse på nettet. Vi aner derfor ikke, om vi er smittede og kan ikke få det at vide. Men lige siden er vi blevet hjemme og følger nyhedsstrømmen.
Søndag aften bebuder Sebastian Kurz udgangsforbud i Østrig. Folk skal blive inden døre og må kun opholde sig i grupper på fem.
Fra mandag i denne uge vanker der bødestraf, hvis politiet støder på folk, der ikke har et anerkendelsesværdigt formål uden for deres eget hjem. Samme dag lukker Tyskland grænsen til en række nabolande. Det er stadig kun en uge siden, vi drak kaffe i »Punschhütte«.
fortsæt med at læse
