Kongeligt hor, svenskekrige og startskuddet for København som en international handelsby. Alt det kan opleves til fods inden for 2,25 kilometer og i løbet af halvanden time. Historikeren Christian Holm Donatzky har indledt sin 10. sæson med byvandringer i hovedstaden, hvor han præsenterer de forskellige perioder i Københavns historie. Hver anden måned skifter Donatzky program, så historisk interesserede faktisk kan få hele Københavns historie i løbet af en sæson. Ideen til de historiske vandreture, som han har døbt History Tours, fik Donatzky allerede i studietiden.
LÆS ARTIKEL Dansk ø vil lokke turister til med gratis internet
»Jeg tror, at jeg allerede havde ideen i mit hoved, da jeg læste på universitetet. Jeg er cand.mag. i historie. De fleste af mine medstuderende fik job, som ikke havde ret meget med historie at gøre, men jeg ville gerne bruge mit fag og helst på en lidt anderledes måde, og så har jeg altid haft lyst til at være selvstændig. Desuden vil jeg gerne fortælle om København, som jeg har boet i og holder meget af«, siger 38-årige Donatzky.
Skattejagter
Donatzky er ganske vist ikke født i Københavns centrum, men boede i en lang årrække på Vesterbro. Nu bor han i Helsingør, og det er en af årsagerne til, at han også organiserer vandreture om ’Handlens Helsingør’, men kun gruppeture mod bestilling. Donatzky siger, at der er væsentlig mere at fortælle om fra 1400- og 1500-tallet i Hamlets by, fordi det meste af København brændte i 1728.
København og Helsingør er de eneste standardture i Donatzkys program, men skoleklasser, firmaer, kortklubber og andre sammenslutninger kan bestille særskilte gruppeture eller events, som History Tours kalder det på sin hjemmesiden.
»Jeg bliver hele tiden udfordret af mine kunder, og hver eneste gang jeg får en forespørgsel om et specialarrangement, tager jeg stilling i det enkelte tilfælde. Jeg har arrangeret forskellige skattejagter, og de egner sig specielt til store grupper fra et firma, et ministerium eller en styrelse, som er for mange til at gå i en enkelt gruppe. De løser opgaver, konkurrerer mod hinanden, bliver rystet sammen, og samtidig får jeg formidlet noget historie. Jeg havde også vandringer med metroselskabet, da det skulle navngive metrostationer, og det bragte mig til områder som ydre Nørrebro, hvor jeg nok ikke kommer så tit på mine vandringer. Men man får øjnene op for små industriperler og andre seværdigheder på den slags specialopgaver«, mener Donatzky.



























