Mangelfuld rengøring er topscoreren i klager over sommerhuse, der har været lejet ud. Nr. to er, at huset ikke lever op til den beskrivelse, der er givet på forhånd, og nummer tre er, at beliggenheden ikke er som ønsket.
Det er erfaringen fra det hidtidige klagenævn, der har taget sig af sommerhusbranchen. Her fra nytår er der forbedrede klagemuligheder, da alle bureauer, der lejer sommerhuse ud i Danmark, er omfattet af det nye Ankenævn For Feriehusudlejning, der er oprettet i et samarbejde mellem Feriehusudlejernes Brancheforening og Forbrugerrådet. Det gamle klagesystem omfattede kun bureauer i brancheforeningen – de, der holdt sig udenfor, kunne for så vidt være ligeglade med en afgørelse, der gik dem imod.




























