Saltlugten kommer ind fra Vesterhavet sammen med regnen, der siler stille ned. Der dufter af lyng fra klitterne og af hyben fra krattet. Men det knaser også fra kæden og gearsystemet, der som en anden skærveknuser trækker sandet fra mountainbike-sporet med rundt, mens de brede grove dæk kæmper for at finde fæste på det fedtede underlag.
Politiken befinder sig et sted ude på et 22 kilometer langt mountainbike-spor i Svinkløv Klitplantage i Nordvestjylland. Sporet betragtes af mange som et af Danmarks bedste og trækker derfor besøgende til fra både ind- og udland.




























