»Hvorfor kan man ikke bare lave ild med sin iPhone?«, lyder det jokende fra en af turens gæster, inden tændstålene kommer på overarbejde i det lille stykke skov lidt uden for landsbyen Vrads tæt på Silkeborg.
Rundt om os står tørstige grantræer skulder ved skulder og beskytter vores lejr mod sommersolens skarpe stråler. I skovbundens lange, tynde græs står en pentagon af plankebænke omkring lejrens livskilde, fællesbålet, og ud af det rødbrune gulvtæppe af visne grannåle vokser plamager af lysegrønne buske og planter.


























