En svag musik siver ud fra en sølvgrå airstream-campingvogn, der er forvandlet til en bar, hvor diverse spiritusflasker står snorlige og klar til at servere happy hour. I loungen er der bordtennisbord, stilfulde flydersofaer og hvide hængestole formet som tipier, der drejer mig rundt og rundt, mens jeg kigger ud til kunstmuseet ARoS’ farverige regnbuetop. I forlængelse af barområdet ligger byens nye madmarked MIB, der venter på aftenens første gæster.
I centrum af Aarhus er byens gamle hovedbibliotek transformeret til en eksklusiv udgave af et vandrehjem. Book1 Design Hostel, ejet af hotelkæden Brøchner Hotels, skal både favne familier, forretnings- og rygsækrejsende med sine sovesale med køjesenge, private dobbeltværelser og suiter.


























