Bag de to vinduer på førstesalen i Aalborg Klosters præstebolig i Adelgade 14 sad fire unge 14-17-årige 21. december 1941 og var enige om, at ’nogle må gøre noget’.
De fires diskussion resulterede i Churchill-klubben, som blev Danmarks første organiserede modstandsgruppe under besættelsen. Gruppen havde oprindelig 8 medlemmer og udførte 25 sabotagehandlinger, som gjorde livet surt og usikkert for den tyske besættelsesmagt med våbentyveri, hærværk og ildspåsættelser, inden de blev afsløret og fængslet 8. maj 1942.
I dag har ægteparret Kate Priess og Søren Jørgensen soveværelse bag de to vinduer, og besættelsestidens to drengeværelser, hvor præstesønnerne Knud og Jens Bue Pedersen planlagde flere af gruppens aktioner sammen med deres kammerater, er slået sammen til ét stort rum.
»Vi sover godt, selv om der er tale om et historisk rum, hvor drengene sad på gulvet og aftalte deres aktioner. Man kan føle historiens vingesus i soveværelset«, siger Søren Jørgensen, og Kate Priess supplerer:
