»Kom, kom! Skynd jer! Kom og se! Elgen står lige derovre! Skynd jer nu, inden den forsvinder«.
Ægteparret Bodil og Karsten Thomsen fra Skørping vinker ivrigt efter os, for de har spottet en af de fem elge i Lille Vildmose i Himmerland. Elgkalvene ankom i november 2015 og blev efter en tilvænningsperiode lukket ud i det 21 kvadratkilometer store Mellemområde i juni 2016.
Direktøren for Lille Vildmose Centret, Bo Gregersen, nærmest hopper af begejstring, for det er første gang, han ser en af elgene, efter at de blev lukket ud i naturen. Helt eksalteret fotograferer han med sin mobiltelefon tyrekalven, som er 150 meter væk, mens fotografen brokker sig over, at afstanden er for stor. Det har Gregersen imidlertid ingen forståelse for:
»Hvis du vil fotografere elge helt tæt på, så tag til en svensk elgpark. Det her er vild natur, og elgene skal være menneskesky og vilde. I virkeligheden havde jeg helst set, at kalven var løbet sin vej, da den fik øje på os. 100-200 meter er den perfekte flugtafstand. Tættere må besøgende ikke komme på elgene«.
Fotografen ærgrer sig endnu mere, da et tysk ægtepar fra Rendsborg slutter sig til os og fortæller, at de stødte på elgen på stien, hvor vi står, fem minutter tidligere, hvorefter den ganske roligt vandrede ud i sivene, hvor den står i vand og gnasker i sig.
Bo Gregersen fortæller, at elgen befinder sig i Smidiefenner i den sydlige del af Mellemområdet, og at der er tale om elgtyrekalven E15. I Lille Vildmose giver man ikke dyrene menneskenavne, for det er ikke nogen zoologisk have, og elgen er ikke et kæledyr.
Ulven kommer – forhåbentlig
Næsten to timers intensiv elg-eftersøgning har endelig båret frugt. E15 har et gps-halsbånd på, og inden vi begav os ud i naturen, spurgte vi Bo Gregersen i Lille Vildmose Centret, hvor elgene befandt sig. Selv om vi har fået angivet en nogenlunde nøjagtig position, kan elgene sagtens nå at bevæge sig til et andet spisekammer, inden man når frem. Efter at Politiken havde besøgt Lille Vildmose, er yderligere fem store elgkalve fra Sverige nu klar til at blive lukket ud i Mellemområdet. De ankom 20. januar, men har efterfølgende været i karantæne. Desuden har en elgko og muligvis to fra det første hold født en kalv.
Fem nye svenske elge står klar til at blive lukket ud i vildmosen, hvor de sammen med de øvrige elge og krondyr skal stå for naturplejen.
»Store græssere som elge og krondyr er Nordens kæmper og skal bidrage til at bevare højmosen. Sammen med elgene blev der udsat 22 krondyr. De er naturplejere og specialister, når det gælder om at bevare højmosen. 75 procent af elgenes føde består af bark, kviste, grene og blade«, fortæller Gregersen og ser frem til, at elgene formerer sig. Han vurderer, at Mellemområdet kan føde omkring 35 elge.
Mellemområdet er omkranset af et 2,5 meter højt og 30 kilometer langt hegn med fem færiste eller indgangsportaler, hvor vandrere, cyklister og bilister kan passere. Elgene er så populære, at der til tider holder en stor gruppe biler, hvor en elg er spottet. Akkurat som på savannen i Afrika, når turister har opdaget en løve eller en leopard. I 2016 steg besøgstallet fra 52.000 i 2015 til 74.200.
I hegnet er der indsat 62 faunapassager, så ræv, mårdyr og hare kan slippe ind og ud. Det var en sensation, da naturfotografen Carsten Clausen fra Randers 5. august 2016 fangede en guldsjakal med sit kamera i Mellemområdet. Guldsjakalen er større end en ræv, men mindre end en ulv. Gregersen er begejstret for det nye rovdyr, men har endnu større forhåbninger:
»Vi vil gerne have, at et toprovdyr som ulven indtager Mellemområdet og kan bidrage til at holde bestanden af rådyr nede på naturlig vis«, siger Gregersen og tilføjer, at drømmen er, at Lille Vildmose bliver nationalpark, og at samtlige 78 kvadratkilometer indhegnes: »Så kan man virkelig tale om rewilding, hvor naturen føres tilbage til sin oprindelige vilde tilstand, men det vil tage mange år«.
Tofte Mose er kronjuvelen
Selv om Mellemområdet ’kun’ er på 21 kvadratkilometer, kræver det en vis portion held at finde elgene, men der er masser af andre oplevelser i vildmosen. Formiddagsturen foregår til fods ad en 1,6 kilometer lang sti til Tofte Sø. Undervejs støder vi på en gravid stålorm på stien, ser et spætteværksted, en havørn i et træ og hører storspovens melankolske fløjten og tranernes trompeterende lyd.
Tofte Mose er kronjuvelen i Lille Vildmose og den største højmose i Nordvesteuropas lavland. Selv om Bo Gregersen er uddannet historiker og arkæolog, så ikke alene elsker han naturen, men besidder også en kæmpe viden om den. Vi vandrer ud i mosen på en plankesti, og han udpeger multebær, som dog sjældent sætter frugt så langt mod syd, hedelyng og revling (sortebær).
Tårnfalken på pælen på Grønvej i Mellemområdet lader sig ikke forstyrre.
»15 plantearter vokser i mosen. Når planter som f.eks. soldug ikke kan få vand, spiser de insekter. Der findes tre arter i Danmark, og vi har dem alle: den lille soldug, rundbladet og langbladet soldug«, peger Gregersen, mens hans sko laver svup-svup-lyde, når han bevæger sig uden for plankestien. Under ham er der cirka seks meter spagnummosser og et tørvelag, inden man når ned til sandet. Tørvemosser er de planter, som danner tørv i kalkfattige moser. De suger vand til sig som en tavlesvamp, selv om de ikke har rødder, men stængler.
Tofte Skov og Mose er også indhegnet. I området findes 450 krondyr, 150 vildsvin, og med lidt held får man hav- og kongeørn at se.
