Bag et lille buskads i naboens have stikker det brune dådyr sit hoved frem. De nysgerrige, store øjne følger os, mens vi stille slentrer ad grusstien ned mod skovsøen. Gemt bag høje træer kommer Gilleleje Badehotels to nye skovhytter til syne. Facaderne i træfarver går nærmest i ét med træernes stammer og falder godt ind i de idylliske skovrammer.
Da vi drejer nøglen om til værelset og træder ind, dufter der stadig af splinternyt træ, selv om hytterne snart har ligget her i et år. Man fornemmer hurtigt, at der er lagt penge i kvalitetsmøbler som den brede Hästens-seng, der spejder ud gennem et stort glasparti med skydedør ud til skovsøen. Jeg skyder døren til side og læner mig tilbage i stolen på terrassen.

























