»Kraaaaarsh«.
Lyden af rullende sten, der skrider under klatrestøvlen og ruller ned ad bjergsiden, giver et kæmpesug i maven.
Mine fødder når kun at rutsje få meter, før jeg får fodfæste igen. Netop nok til, at linen strammes, og bjergguiden gør klar til at stemme imod med støvlerne for at forhindre, at jeg trækker flere med ned.
Jeg griner lidt anstrengt og forsøger at undgå at se ned ad bjergsiden under mig. Mens jeg på hænder og knæ kratter mig op til fast grund under støvlerne, forsøger jeg at tage nogle dybe indåndinger og få ro på nerverne.
Vi er tre mand om samme reb på vej op ad Tysklands højeste bjerg, Zugspitze, ad den mest krævende klatrerute, som hedder Jubiläumsgrat. En erfaren klatrer, en bjergguide og så mig, der kun har lidt erfaring med bjergklatring.
Tag på bjergvandring for begyndereBjergguiden, Martin Prechtel, beder os gå på selve bjergryggen, for der er underlaget mest stabilt. Blot et skridt længere nede ad bjerget lurer de løse sten og faren for at skride.
Vi forsøger så godt, vi kan, at gå på den smalle og ujævne bjergryg, som flere steder kun er en støvle bred. Når vi er nødt til at træde lidt ned ad klippen, får vi besked på at fordele os på hver sin side af bjergryggen, så vi ved et fald undgår at rive de andre med ned.
Lidt længere oppe tager vi en kort pause og nyder udsigten. Forholdene er ideelle til klatring. Klar sensommersol og næsten vindstille.
Ligegyldigt hvilken vej på bjergryggen vi vender os, er der fri udsigt over de delvist sneklædte bjergtinder, hvor de drivende skyer tegner skyggemønstre på klippesiderne.
Vandringen på bjergryggen er på samme tid fantastisk flot og angstprovokerende, fordi vi ikke kan undgå at se ned i dybet, når støvlerne skal placeres på sikker grund.
Flere steder skal vi kravle lodret op eller ned og forbi større eller mindre klippefremspring. På de mest udsatte steder foregår det med de såkaldte via ferrata. Det er betegnelsen for de dele af ruten, som er sikret med stålwire, så klatrere kan klikke deres karabinhager fast og minimere riskoen.
Tag på vandretur 50 meter over grønsværenKlatrer med højdeskræk
Stålwiren bliver hurtigt en klatrers bedste ven, og vi finder rytmen med hele tiden at have mindst en karabin fastgjort til wiren og komme forbi de steder, hvor wiren er fastgjort til klippen.
Var det ikke for stålwiren, ville der flere steder være frit fald under støvlerne, som let rystende forsøger at finde små fremspring at træde på.
»Man kan faktisk dø på disse klipper«, siger fotografen Stefan Hakker, som skal sørge for, at vandringen bliver optaget, og som i imponerende fart krydser vores vej.
Den oplysning ville jeg egentlig gerne have været foruden, tænker jeg, mens jeg klatrer videre. Eller rettere sagt, jeg ved det allerede alt for godt.
Faktisk har jeg altid været lidt bange for højder. At stå på en altan i et højhus og se ned i dybet giver mig altid et sug i maven. Netop derfor er bjergklatring en udfordring, som jeg med mange års mellemrum har prøvet, siden jeg var på kursus på Kullen for 27 år siden. Og Zugspitze byder fra denne kant op til heftig tango med min lille fobi.
Så længe jeg er i bevægelse, går det fint, og jeg får meget ros af guiden og min forbundne følgesvend. Anderledes i de enkelte korte pauser, hvor der er fri udsigt til alle sider fra en klippetop. Der må jeg næsten klamre mig til klippen, mens hjernen går sine egne veje, og jeg pludselig kommer i tanke om Shu-bi-duas ode til en alpetop: »Nu er jeg endelig kommet helt herop. Hvad fa’en sku’ jeg egentlig her?«.
Ja, hvad skal jeg egentlig her? Svaret er vel udfordring. Jeg har året før prøvet at klatre op ad bjerget ad Höllental-ruten, som blandt andet krydser en gletsjer. Den rute bliver af bjergguiderne vurderet til at være den næstsværeste af de fire ruter. Det gik over al forventning, og jeg fik fornyet min begejstring for bjergklatring. Det er, som om timerne flyver af sted i bjergene. Så da jeg blev inviteret med på den sværeste rute, sagde jeg straks ja.
Derfor er jeg nu en del af det hold på 8, som med guiders hjælp klatrer op ad den sværeste. ’Kun for erfarne klatrere’ står der på et metalskilt, som er hamret ind i selve klippen, da vi et stykke oppe på bjerget passerer de mere tilgængelige dele af ruten. Skiltet og senere udskridninger med støvlerne gør det indlysende, hvorfor kun meget øvede klatrere skal begive sig forbi uden en guide, der med sit reb kan sikre to personer.
Hold kæft og gå
Allerede første dag af de to dages klatring er en del mere nervepirrende og udmattende, end jeg har forudset. Vi begynder med at tage en svævebane til foden af bjerget Alpspitz og klatrer til toppen, som er 2.628 meter høj. Det er virkelig hele kroppen, som skal tages i brug på klipperne, og vores rygsække med omkring 10 kilo tøj, mad og sovepose ryger ofte frem over ryggen, når vi nogle steder skal ned på alle fire for at komme frem.
Snør vandrestøvlerne: Her er 10 fantastiske rejser til fods»Vi skal nok til at have lidt mere fart på, hvis vi skal nå overnatningsstedet i tide«, siger Martin, mens han med stor behændighed ruller det lange tov sammen og gør klar til at komme videre.
Min klatrefælle, Robin Taggart fra England, og jeg protesterer forsigtigt. Vi synes selv, at vi bevæger os med størst mulig fart langs bjergkammen og er begge ved at være trætte.
»Så længe I snakker, mens I går, er I ikke trætte«, siger Martin og får os alle til at grine højt.
Som erfaren bjergguide har Martin set alle niveauer af træthed. Og vi er ikke mere trætte, end at vi stadig kan tale undervejs, selv om både arme, ben, fingre og tæer er ved at være ømme af klatringen, som får hver en muskelfiber i kroppen i gang.
Da vi runder endnu et klippefremspring, dukker det lille røde blikskur op. Det ligger på et lille plateau på en bjergside spændt fast med stålwire.
Trætte får vi rygsækkene af og begynder at tilberede frysetørret mad på de små medbragte gasblus. En af bjergguiderne har vin med i en plastikflaske, som går på omgang, og der bliver grinet meget i den propfulde hytte. Kulden kommer snigende nu, da solen går ned bag bjerget, og det mærkes, at vi er over to kilometer over havoverfladen.
Når 11 mand og 1 kvinde skal sove i køjesenge i noget, som mest minder om en forstørret sardindåse, er der grænser for, hvor dyb søvnen bliver. Men det lykkes at sove og holde varmen, indtil en mobiltelefons alarm vækker os.
Vandring, kajak eller klatring i Norge? Sådan finder du størst ro i sjælenDet er bælgravende mørkt, for vi skal af sted ved solopgang, hvis vi skal nå toppen af Zugspitze i tide. Så det er på med pandelampen og med at få gang i gasblussene igen. Og så af sted med stive ben og arme, mens de første solstråler farver de grå klipper gyldne.
Bjergkammen bugter sig op og ned mod toppen, og vi skal passere flere tinder for at komme frem. Det er klart den sværeste del af ruten. Flere steder er der fri klatring, der ifølge vores guide svarer til punkt 3 på sportsklatrernes 10-punktskala.
360 graders udsigt
På en af tinderne står der et kors støttet af stålwirer, hvor vi holder en pause og gnasker chokolade i os. Der er helt stille og heldigvis næsten vindstille, og den 360-graders udsigt over området med sneklædte tinder og klipper slår det meste, jeg har set.
Kvalme og hævede kinder: En tur til toppen af AfrikaDe næste timer er virkelig krævende. Tæerne bliver godt ømme af de utallige stød mod klippen, når det går så stejlt op eller ned, at støvlesnuden støder mod klippen. Det synes længe, som om der ingen ende er på de klippefremspring, vi skal passere. Hver gang vi når et højdepunkt, bliver vi omgående konfronteret med næste stenede barriere.
Men langt om længe får vi et glimt af toppen, som er indhyllet i skyer. Der er stadig utallige skridt op ad bjerget og klik med karabinerne, før vi endelig er helt oppe. Jeg er lettet – og føler mig mere træt, end jeg har været efter maratonløb.
Der er en svævebane, som fra andre sider af bjerget ender på toppen. Så denne dag er der ganske mange turister, der har taget turen op for at nyde udsigten. Fra at have følt os næsten helt alene i verden står vi pludselig med rygsæk og i klatrestøvler side om side med trippende japanske damer i højhælede sko på Tysklands top.
Selv om udsigten er fantastisk, har jeg fået bjerge og især højder nok og styrer direkte mod en af flere tyske ølstuer, som serverer øl i store glas. Vi er i knap 3 kilometers højde, så solen bager godt på træbænkene.
Zugspitze ligger få timers kørsel fra München, og en tur til toppen kan kombineres med et besøg i ølteltene til oktoberfesten, hvis man er i området i den periode. Men det er en god idé at kravle på bjerget først og i ølteltet bagefter. Især hvis man vælger at tage turen op ad Jubiläumsgrat.
Politiken var inviteret af Hanwag.
fortsæt med at læse
