Prustende og stønnende med sveden piskende ned ad ansigtet slæber vi os op mod Panascharte Forc Pana-bjergtinden i Dolomitterne. Stien snor sig som en slange 200 meter op ad bjerget, og til sidst er der mere tale om bjergklatring end -vandring.
De sidste meter hiver vi os desperate gennem klipperne ved hjælp af en stålwire, men oppe på toppen i 2.447 meters højde venter belønningen.
Val Gardena-dalen med landsbyen Selva i bunden breder sig som et postkort eller modeljernbanelandskab foran vandringsmandens fødder.
På den grønne sæter græsser rødbrogede køer med kobjælder om halsen fredeligt imellem høstakke, som skal sørge for, at der også er mad i truget om vinteren.
Bjerglandskabet i det norditalienske Sydtyrol er kræs for øjnene, og det er som at træde ind i et postkort, men det er ikke alene naturen, som er til michelinstjerner. I Sydtyrol er der ikke færre end 20 restauranter, som deles om 23 michelinstjerner.
Sofiehytten 10 minutters gang fra vores opstigning har ganske vist ingen michelinstjerner, men værtsparret, Brigitte og Markus Prinoth, serverer en solid og styrkende frokost for vandrefolket, så det er parat til nye strabadser.
Tør du vandre her?Bænket ved træborde trakteres vandrerne med både lette og tunge retter lige fra rejer med melon over pastaretter til oksekød med Speckknödel, som er boller af brød, mælk og æggeblomme med bacon. Til sidst serverer Sofie vaniljeis med jordbær og Kaiserschmarrn – dessert tilberedt af pandekagedej – med tyttebærsyltetøj.
Markus, som er uddannet sommelier, sørger for, at maden skylles ned med gode italienske og østrigske vine.
Udenfor venter nye udfordringer, og det er nødvendigt med benzin på tanken for at få gang i de tunge og stive ben. Kilometerlange bjergruter og nye bjergtinder skal bestiges og overvindes.
Legepladsen i bjergene
Val Gardena er én stor legeplads for vandrere, cyklister, bjergbestigere, paraglidere og om vinteren skiløbere, og nu skal Dolomitterne afprøves med vandrestøvler.
De udvalgte ruter beskrives som ’lette’, ’middelsvære’ og ’hårde’.
Vores to dage lange vandretur er begyndt 4 timer tidligere i landsbyen Ortisei og det på behagelig vis.
Kabelbanen Resciesa transporterede os i løbet af få minutter de 2,5 kilometer fra Ortisei 1.250 meter over havoverfladen op til Raschötz i 2.063 meters højde.
Selvtilliden får en ekstra tand, mens vi vandrer i hælene på guiderne Heidi og Werner Dejori gennem naturparken Puez-Geisler, som er en flad strækning. Parret bor i landsbyen Santa Christina, og tjansen som bjergguide er kun et af flere jobs, fortæller Heidi:
»Til daglig driver jeg en tøjbutik i Santa Christina, mens Werner foruden at være guide er fotograf og maler. Han maler udskårne træskulpturer med guldfarve«.
De første par timer er der masser af kræfter til at sludre og hygge sig.
Tag på vandretur på det yderste af verdens koldeste kontinentTuren går gennem 3 kilometer med fyrretræer, hen over græssletter, hvor hyrder har bygget varder som vejvisere og ud i åbne, stenede landskaber, hvor Werner standser op for at udpege Sassolung-bjergkæden med otte tinder.
»Alle lokale drømmer om at stå på toppen af Sassolung, som er over 3.000 meter højt. Sassolung er Val Gardena-dalens mekka. Jeg har stået på toppen engang, mens Heidi stadig drømmer om det«, ler Werner Dejori, mens hustruen haster videre.
Heldigvis skal vi ikke op i Sassolungs 3.181 meters højde, men ude i det flade landskab er vi nødt til at gå til for at holde varmen, eftersom det kun er 10 grader. I virkeligheden går vi ifølge Werner på bunden af et tropisk hav, som var her for 250 millioner år siden.
Bjergene er for en stor dels vedkommende hævede koralrev. For 250 millioner år siden var her nemlig laguner og koralrev, og man kan stadig være heldig at finde fossiler.
Sådan går det kilometer efter kilometer. Det eneste menneske, vi møder, er en løber i rødt, som passerer os i lyntempo, men dog har tid til at råbe hej.
»En uphill runner«, kalder Werner ham, mens det røde lyn forsvinder i det fjerne. Vi andre fortsætter i adstadigt tempo fulde af gåpåmod.
Tag på vandretur 50 meter over grønsværenDa vi når frem til vandreturens første overnatning, Almhotel Col Raiser i 2.106 meters højde, er sågar strabadserne under bestigningen af Panascharte Forc Pana glemt.
Selv en ordentlig regnskylle, og en glidetur i mudderet for Politikens vedkommende inden ankomsten, kan ikke ryste en rigtig vandringsmand. Det våde tøj klarer Almhotel Col Raisers tørrerum, og efter en tur i både den våde og tørre sauna er humøret helt i top.
Hvis der skulle være en enkelt sortseer, bliver pessimismen spist og skyllet væk under middagen. Selv om servitricerne er iklædt den sydtyske og østrigske dirndl-klædedragt og tjenerne Lederhosen, er maden ikke tung og voldsom som mange steder i Tyskland og Østrig.
Tværtimod er den mere præget af det italienske og franske køkken med små, lette retter. Dolomitterne hørte indtil 1919 under Østrig, og derfor er der i Sydtyrol et miks af forskellige kulturer, som altså slår igennem i køkkenet hos Almhotel Col Raiser.
Viljens triumf
Næste morgen klokken 9 tager hotellets kæmpestore santkbernhardshund Quinn behørigt afsked med os, inden vi drager mod dagens første udfordring, Forces de Siëles, hvor vi skal igennem et pas i 2.505 meters højde.
Akkurat som på førstedagen bliver vi lullet i søvn, da vi vandrer gennem flade skovstrækninger, men snart melder den barske virkelighed sig.
På ny må vi som på dag 1 kæmpe os op ad en slangesti, men selv om Forces de Siëles ikke er nær så stejl som Panascharte Forc Pana-bjergtinden, er den til gengæld meget længere. Det er næsten som at gå i et månelandskab med hvide sten og grus.
Håret er fuldstændig vådt og klistrer til hovedet. Den kakifarvede skjorte er gennemblødt, og snart får den også hvide skjolder.
Deres udsendte må lide den tort at blive overhalet af den ene efter den anden, men der er ikke længere plads til såret stolthed. Næsten oppe på toppen går vi ad en stejl sti. På det sidste stykke inden toppen må vi igen klatre ved hjælp af en stålwire.
På vandretur på toppen af LillebæltsbroenKun indædt viljestyrke får os helt op hivende efter vejret, og der er næsten ikke kræfter til at spørge Werner Dejori, hvor mange bjergtoppe der er tilbage på turen. Werners svar er undvigende og upræcist, og det styrker ikke just selvtilliden.
Til gengæld får vi vejret igen, mens vi vandrer ad en smal klippesti med udsigt over den grønne Vallunga Langental, der, som navnet antyder, er en meget lang dal.
Inden turens sidste to bjergtinder lader vi batterierne op på en bænk ved hytten Rifugio Puezhütte med en oste-skinke-sandwich, et æble og en Spitzbua, en stjerneformet kage med abrikos i midten.
Måske er det kagen, men de to sidste bjergtinder, Forces de Ciampei i 2.366 meters højde og Forces de Creispeina 2.528 meter over havets overflade, virker knap så udfordrende.
Gå på vandet til den øde ø i KattegatTuren ned fra Gardena-passet er ligefrem den rene spadseretur, selv om det også kan være hårdt at gå nedad.
En af deltagerne må låne et par vandrestave, fordi hendes ringfinger svulmer op. Stavene giver ikke alene støtte, men er også godt for blodomløbet i hænderne.
Tilfredsstillelse i top
Ved foden af Gardena-passet ligger Rifugio Frara med restaurant, værelser og souvenirbutik, hvor man kan købe alt lige fra fuglekasser udformet som tyrolerhuse til slik og sodavand, så man ikke går sukkerkold.
Efter at have forsynet os med søde sager i butikken er humøret højt i bilen på vej tilbage til Ortisei. Alle anstrengelser og fortrædeligheder er glemt, og det fyger frem og tilbage med vittigheder.
Billedserie: 6 steder i verden du kan vandre på tage og broerAkkurat som på fodboldbanerne fortæller vi om egne præstationer, men ingen hører efter, hvad de andre siger.
Det gør ikke noget, for tilfredsstillelsen over at have gennemført ruten er i top, mens Dolomitternes tinder forsvinder i bagruden.
Politiken var inviteret af Den Italienske Stats Turistbureau.
Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Poul Husted eller Rejser, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.
fortsæt med at læse
