»Ear«. Børnenes små snavsede pegefingre farer op til ørerne.
»Chin« (hage, red.) siger jeg dernæst, og inden jeg har nået at vise puslespilsbrikken med tegningen af en hage, rammer en af de små drenges højre pegefinger med usvigelig sikkerhed næsen.
Hans femårige storesøster slipper aldrig ansvaret for sin lillebror, og med en lynsnar bevægelse flytter hun hans finger til hagen.
Vi sidder i rundkreds på gulvet på en stråmåtte i et lille rum på 3 x 3 meter. Der er ikke noget vindue, så lyset kommer ind ad døren, hvorfra der også trænger lidt tiltrængt luft ind, for den elektriske vifte virker ikke.
LÆS OGSÅ Flere bruger ferien på at arbejde gratis
»I love those girls«, erklærer Niah på syngende irsk. Hun skal hjem om et par dage og begynder allerede nu at grue for den tårevædede afsked.
»Jeg troede aldrig, at jeg ville komme til at holde så meget af pigerne, som jeg er kommet til. Jeg havde ingen forventninger, da jeg kom, men nu græder jeg bare ved tanken om, at jeg skal rejse fra dem og de andre frivillige. Pigerne er så søde – og interesserer sig for tøj og makeup som alle andre på deres alder«, siger Niah og vifter med en hennamalet hånd, resultatet af gårsdagens make-over-aften med ’pigerne’.
Volontørerne, der ud over undertegnede tæller Anne Marie, Felix og Katherina fra Tyskland, Niah fra Irland, Benjamin og Michele fra Schweiz og Gema fra Spanien, bor i to huse lidt uden for Jaipur. Man spiser og hygger sammen, men ved sengetid fortrækker drengene til huset ved siden af.
Maden er traditionel indisk bondemad uden synderlige finesser, og de fleste måltider består af en risret med grøntsager og en sjælden gang kylling, det traditionelle fladbrød chapatti og, hvis vi er heldige, udskåret frugt og dertil chai, den traditionelle indiske te med mælk og rigeligt sukker.
Efter morgenmaden griber vi hver sin pastelfarvede plastikkurv med materialet til dagens program og begiver os sammen med vores makker og assistenten ud i den stegende hede for at praje en tuk-tuk, der trods vores hvide hud vil tøffe os til dagens arbejde for indisk pris.
De to områder, man som frivillig arbejder i, ligger tæt på hinanden – kun adskilt af en vej og et tomt område, der grundet Indiens manglende renovationssystem nærmest er endt som losseplads, hvor løsgående grise ruller sig lystigt i mudderet.
Og selv i slummen er der en ’rigtig’ og ’forkert’ side at bo på. For hvor de smalle gader på den ene side af lossepladsen er af sten med en bred rendesten i midten, ligger husene på den anden side direkte på den lerstampede jord. Forskellen skyldes beboernes erhverv.
Den relative velstand i førstnævnte område skyldes, at beboerne her udskærer dukker til traditionelt indisk dukketeater samt opfører dukketeater, hvilket er mere lukrativt end at arbejde i servicefagene.
En del af fællesskabet
Siddende på de fire store madrasser, der dækker halvdelen af gulvet i fællesrummet, planlægger vi næste dags undervisning.
Fjernsynet kører uafbrudt, og den unge kvinde, der har ansvaret for huset, nynner med inde fra sit værelse, mens Felix og Benjamin er ved at forberede en quiz til pigerne i skolen dagen efter.
De ruller rundt på madrassen af grin, mens de udtænker snedige spørgsmål, som pigerne ikke har en fair chance for at kende – eller gætte – svaret på.
»Hvad er næsehornets horn lavet af?«, foreslår Felix, og Benjamin nikker samtykkende. »Verdens hurtigste dyr?«, siger Benjamin, og sådan fortsætter de, til de tilfredse slutter ved 50 spørgsmål.
Med øvet hånd masseproducerer Anne Marie tegninger med biler, træer og huse efter tydelig europæisk inspiration.
»Vi tegner selv de tegninger, som børnene skal farvelægge, for vi må kun fotokopiere én gang om ugen, da det er ret dyrt«, siger Anne Marie.
I den første uge er jeg campens ældste. Men jeg glemmer hurtigt, at jeg på en god dag kunne være mor til hele bundtet, for imødekommenheden volontørerne imellem er overvældende. Jeg bliver hurtigt en del af fællesskabet, som dannes lynhurtigt – på tværs af køn, alder og nationalitet.
Som Anne Marie fra Mainz siger: »Man spørger bare, hvad folk hedder, og hvor de kommer fra. Efter et par dage føler man, at man har kendt hinanden altid. Og det bliver kun sjovere, jo flere volontører vi er, for så er der altid nogen at gøre noget sammen med«.
En dag tager Anne Marie og jeg for eksempel på europæisk café og spiser en salat helt uden ris og med de ellers forbudte salatblade og shopper i en af de eksklusive butikker, der har aircondition og selvbetjening. Som de fleste af os andre rejser den 18-årige tysker alene, og hendes bevæggrunde er næsten enslydende med de andres:
»Jeg ville gerne ud at rejse, men de fleste af mine venner rejser med rygsæk til Australien og New Zealand, og den uorganiserede rejsemåde er ikke noget for mig. Det giver tryghed at rejse med en organisation, at du er sammen med andre, og at der er nogen, som tager sig af dig, hvis du f.eks. bliver syg«, siger hun.
Hjælper det noget?
Gør jeg mere skade end gavn, og forvirrer det ikke kun børnene, at der hele tiden kommer volontører, som de knytter sig til – og derefter skal tage afsked med igen? Det var nogle af de overvejelser, jeg gjorde mig, inden jeg tog af sted. Og hvad sker der på projekterne, hvis der ikke er nogen frivillige?
LÆS OGSÅ Her møder Portugal Indien
»Projekterne kører, uanset om vi har volontører eller ej. Så der foregår altid noget for småbørnene, de unge og kvinderne. Men volontørernes indsats er en enorm hjælp og det, der får maskinen til at køre lidt hurtigere. De frivillige kommer også med friske input og ideer til for eksempel leg og undervisning, og det er uhyre værdifuldt for os«, forsikrer lejrlederen Vinod Kumar mig om.
Jeg forstår, hvad Vinod Kumar mener. For selv om mit bidrag alene ikke er revolutionerende, kommer der stadig nye frivillige, der kan inspirere og undervise de fattige børn, der også er en del af Indiens fremtid, og de frivillige rejser hjem med en større viden om og forståelse for det smukke og imødekommende land.
Politiken var inviteret af Eurostudy International.
fortsæt med at læse
