Mike Jensen : I 2017 spillede han 7 minutter på landsholdet, så nu er tiden kommet til at vise sig frem

Mike Jensen (med bolden) vil vise sig frem for landstræneren i dag. Anders Kjærbye
Mike Jensen (med bolden) vil vise sig frem for landstræneren i dag. Anders Kjærbye
Lyt til artiklen

De sidste 7 minutter på banen i et opgør mod Polen, der for længst var afgjort. Det var al den spilletid, Mike Jensen fik ud af at være i truppen til Danmarks 6 sidste succesfulde kampe i VM-kvalifikationen.

Pladsen på landsholdets udskiftningsbænk accepterer han ud fra den oprigtige opfattelse, at et fodboldholds kvaliteter karakteriseres af alle i truppen og ikke kun de 11 inde på banen. Men når muligheden for at vise sig frem dukker op, skal den selvfølgelig udnyttes.

Derfor tog kaptajnen fra Rosenborg med glæde imod udtagelsen til ligalandsholdet med håb og forventning om, at han i aften mod Sverige og mandag mod Jordan får noget nær fuld spilletid til at præsentere sine kvaliteter for landstræner Åge Hareide.

»Jeg har været med til en hel masse træninger, så jeg har forstået og ved, hvad han forventer, men kampsituationerne er selvfølgelig anderledes. Selv om man også altid gerne vil vinde til træning, er der ikke altid den samme nerve, så jeg vil gerne vise Åge Hareide, at jeg ikke bare er en dårligere udgave af den, jeg er udset til at bytte plads med. Jeg vil vise, at jeg kan det, de vil have mig til på landsholdet, men også, at jeg kan føre lidt anderledes til spillet«, siger Mike Jensen.

Christian Nørgaard: Guld med Brøndby er vigtigere end at komme med til VM

Det er i fasen, hvor holdet går fra opbygning til gennembrud, at den 29-årige offensive midtbanespiller mener, at han har noget ekstraordinært at byde på.

»Min styrke i Rosenborg – og det er jo den, jeg må kigge på, fordi jeg ikke har spillet så meget på landsholdet – er, at jeg laver dybdeløbet, driblingen eller den dybe aflevering, der gør os farlige. Det vil være de ting, jeg håber at kunne vise frem i kampene på denne tur«, siger Mike Jensen med sigte på den plads, som Thomas Delaney oftest har på A-landsholdet.

En egentlig kamp om pladserne i VM-truppen har det norske mesterholds anfører svært ved at mærke nu og her.

»Når vi er på turen med ligalandsholdet, er der selvfølgelig lidt fokus på det, men ellers er det for tidligt at tænke så langt frem. Der er jo et halvt år til. Når vi kommer hjem til Rosenborg og går i gang med forberedelserne, er man nødt til at lægge det til side og i hvert fald ikke have VM for meget i hovedet, for så går det ud over præstationerne for klubben. Og det er trods alt dem, der skal gøre mig til en kandidat«, ræsonnerer Mike Jensen.

Rosenborg minder om landsholdet

I det henseende betragter han det som en fordel, at Rosenborg og det danske landshold langt hen ad vejen har samme tilgang til fodbold.

»Begge hold går efter det gennembrudshidsig, chanceskabende og underholdende spil med aggressivt pres i stedet for at være så orienteret mod possession som tidligere. Selvfølgelig er der nuancer, der er lidt anderledes - i Rosenborg angriber vi måske lidt mere over kanterne end landsholdet, der har en meget stærkt midterakse til at skabe gennembrud«, forklarer Mike Jensen.

Han har fire år tilbage af sin kontrakt med den norske klub, så der bliver han, »indtil de beder mig smutte«.

»Spillestilen passer helt perfekt til mig samtidig med, at jeg trives helt utrolig godt med de mennesker, der er i klubben. Vi har en sindssyg konkurrencekultur, hvor folk bliver presset i et utrolig professionelt miljø. Men det sker i en helt speciel kultur skabt af søde mennesker og trænere, der altid har et smil på munden, selv om vi hele tiden bliver udfordret. De formår at få det bedste ud af en hel trup, ikke bare 11 spillere«., fortæller Mike Jensen.

Netop af den grund er der langt til opfattelsen af sig selv som stjerne i klubben, selv om han er anfører og profil i Rosenborg.

»Jeg vil gerne være en spiller, hvor du som træner ved, hvad du får. Og så kan det være, at man i nogen kampe leverer endnu bedre præstationer end det udgangspunkt, men træneren skal kunne stole på, hvad han som minimum får ud af mig«, siger Mike Jensen med vished om, at han kommer hjem til Trondheim med et fysisk forspring til de fleste holdkammerater, der først begynder træningen 15. januar.

Åge Hareide er krævende

Han har sig på ligalandsholdsturen med lidt mere og tidligere fysisk træning, end han ville have gjort i en anden vinterpause.

Selv en teenager drømmer da om VM-slutrunden

»Der er så mange dygtige spillere fra Danmark, at man virkelig skal være på dupperne for at komme i betragtning«, konstaterer Mike Jensen, der ved, at han kun får endnu mere krudt i fødderne under ligalandsholdets ophold i Abu Dhabi.

»Åge (Hareide, red.) stiller krav og siger for eksempel til mig, at »nu er det ikke den eliteserie mere, nu er det landsholdsfodbold. Nu går ddet lidt hurtigere, nu kommer de lidt tættere i presset, nu skal du bruge lidt færre touch«. Det kan jeg mærke, når jeg kommer hjem til Rosenborg efter at have med landsholdet. Her er det de bedste spillere i Skandinavien, der er med, så der er også højt niveau på træningen hernede«, synes Mike Jensen uden at være drevet af jagten på personlig succes.

Holdet kommer før alt andet

»Jeg er kun interesseret i at være en del af et hold, der fungerer. Min rolle på landsholdet har nærmest udelukkende været som udskifter, men i den situation gælder det altså om at støtte op om ens kammerater. Jeg er meget optaget af, at alle skal fungere sammen på et hold. Al den støtte, jeg får fra konkurrenten til min plads og de andre holdkammerater i Rosenborg, vil jeg gerne give videre til de andre på landsholdet. I den sammenhæng er min status at være en af dem, der ikke spiller så meget, men jeg er klar, hvis der er brug for mig« siger han.

»Jeg har helt sikkert altid været typen, der sætter holdet foran alt andet. Jeg tager det ansvar, som jeg bliver bedt om at tage – og så gør jeg det, så godt jeg kan«, understreger Mike Jensen.

Og det ansvar burde der være brug for, at han tager fra kl. 17.45 i dag mod det svenske ligalandshold på Zayed Sports City Stadium i Abu Dhabi.

Åge Hareide holder fast i princippet om ikke at offentliggøre startopstillingen, men de seneste 3 dages træning kunne pege i retning af Frederik Rønnow (Brøndby), Rasmus Nissen (FC Midtjylland), Lasse Nielsen (Malmö FF), Kian Hansen (FC Midtjylland), Jakob Ahlmann Nielsen (AaB), Mads Pedersen (FC Nordsjælland), Christian Nørgaard (Brøndby), Mike Jensen (Rosenborg), Jakob Poulsen (FC Midtjylland), Bashkim Kadrii (Randers FC), Mikael Uhre (SønderjyskE).

»Det er altid fint at slå Sverige«

»Det er en fin kamp for os at få«, siger landstræneren med samme begrundelse for valget af Sverige som modstander igen 2. juni i den sidste eller næstsidste test for VM-holdet.

»Der vil altid være en rivalisering mellem Sverige og Danmark, som giver noget særligt til de kampe. Det er et nordisk hold, hvor vi kender spillestilen ganske godt, så vi ved, hvad vi får«, konstaterer Åge Hareide, der i Abu Dhabi ser frem til at få afklaret, om spillerne i Superligaen er bedre end dem i Allsvenskan.

Ligalandshold: Ja, det er VM-sæson, men EM i 2020 er også allerede i kikkerten

»Svenskerne har et godt organiseret og hårdtarbejdende hold. Det samme har Peru, så i juni er det godt at få en reminder om det, inden vi tager til Rusland«, mener landstræneren med forventning om, at hans hold uanset begge opgørs status som testkampe går efter at vinde.

»Det er altid fint at slå Sverige«, siger Åge Hareide.

Søren-Mikael Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her