Fodbold:Danmarks U21-landshold forsvarede førstepladsen i EM-kvalifikationen med en 2-0-sejr i Litausen. AaB’eren Oliver Abildgaard scorede på langskud lige før pausen, inden Robert Skov på Joakim Mæhles oplæg scorede sit 8. mål i turneringen, hvor han nu er topscorer. Polen vandt samtidig 3-1 på udebane over Finland og er dermed inden de to sidste kamp 1 point efter Danmark. Netop Danmark og Polen mødes i en gruppefinale 12. oktober i Aalborg, hvor dansk sejr vil give plads i næste års slutrunde i Italien.
Fodbold: Randers FC måtte gennem en straffesparkskonkurrence for at eliminere det fynske danmarksseriehold Næsby. Efter 1-1 i den ordinære spilletid, hvor Mads Aaquist bragte Randers FC foran og Martin Lund Pedersen udlignede efter en time, scorede Randers FC på fire straffespark og vandt dermed, da Næsby havde brændt to forsøg.
Direkte sport i tv
Fodbold: Der blev i sidste uge lagt stort et pres på de vikarspillere, der stillede op for det danske landshold i Slovakiet. Da de normale landsholdsspillere, Spillerforeningen og Dansk Boldspil-Union (DBU) ikke kunne blive enige om en ny landsholdsaftale, valgte en flok vikarer at træde til for at afværge en mulig sanktion fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa). Anfører Simon Kjær havde personlig fat i nogle af vikarerne, inden de gik på banen i Slovakiet. Det fortæller futsalspilleren Rasmus Johansson til B.T. ifølge Ritzau.
»Han ringede og forklarede situationen, men det var ikke fordi, at han direkte prøvede at tale os fra det. Vi fra futsal-landsholdet talte også vores sag, og vi forklarede, at vi frygtede, at det kunne gå ud over holdet, hvis vi ikke stillede op til kampen mod Slovakiet. Det kunne han jo godt se, og der var egentlig ikke så meget mere i det«, siger Rasmus Johansson til B.T.'s hjemmeside.
Futsal-landsholdets målmand Christoffer Haagh, der vogtede det danske mål i 0-3-nederlaget i Slovakiet, bekræfter desuden opringningen fra Simon Kjær til gruppen af futsalspillere på vikarlandsholdet.
Fodbold: Et nederlag på 5-1 til Rusland i en venskabskamp har kostet Karel Jarolim jobbet som landstræner i Tjekkiet. 62-årige Jarolim blev landstræner efter EM-slutrunden i 2016, men Tjekkiet kvalificerede sig ikke til VM-slutrunden og indledte Nations League med at tabe 2-1 til Ukraine.
Motorsport: Ferraris Kimi Räikkönen skifter fra næste sæson til Sauber, som han skal køre for i to sæsoner. Samtidig tager Saubers Charles Leclerc den modsatte vej til det legendariske italienske team. Kimi Räikkönen fik tilbage i 2001 debut i formel 1-klassen for netop Sauber, og siden har han blandt andet kørt for McLaren og Lotus. Finnen blev i 2007 verdensmester i sin første periode hos Sauber.
Tennis: Caroline Wozniacki stiller op i turneringen Toray Pan Pacific Open i næste uge for at få flere kampe i benene. Det oplyser hendes far og træner Piotr Wozniacki til TV 2. Wozniacki er forsvarende mester i turneringen, og da hun kæmper for at blive blandt de otte spillere i sæsonfinalen, har danskeren ændret sine planer. Hun skulle ellers ikke have været i aktion før de kinesiske turneringer i Wuhan og Beijing, der spilles senere i september.
Håndbold: Når Odense Håndbold spiller mod Metz Handball i Champions League, bliver det ikke i vante rammer, da hjemmebanen i Odense Idrætshal skiftes ud med Fyn Arena. Årsagen til skiftet er, at der i Odense Idrætshal er forberedelser til og afvikling af den store, prestigefyldte badmintonturnering Denmark Open.
Fodbold: 3. generation af Maldini-dynastiet er på vej frem i AC Milan. Det er Daniel Maldini, søn af klubbens mangeårige forsvarsspiller Paolo Maldini, der i en alder af 16 år er blevet hentet op i 1. holdstruppen af træner Gennaro Gattuso. I modsætning til sin far og bedstefar Cesare Maldini, der begge var forsvarsspillere, er Daniel en offensiv type. Han kom på banen i en træningskamp mod Piacenza forleden for AC Milan. Faderen Paolo debuterede også for AC Milan i en alder af 16 år, men det var i en Serie A-kamp.
Bordtennis: Jonathan Groth er topseedet ved EM, der spilles i næste uge i Alicante i Spanien, i herredouble sammen med sin tyske makker Patrick Franziska, Tyskland. De to er forsvarende mestre fra 2016. Duoen vandt de tjekkiske mesterskaber for 14 dage siden. De er nr. 5 på verdensranglisten og bedst rangeret i Europa. De er i Alicante topseedede foran det rent tyske par Filus Ruwen og Walter Ricardo og det svenske par Kristian Karlsson og Mattias Falck . I herresingle er Jonathan Groth seedet som nummer seks.
Håndbold: Landstræner Nikolaj Jacaobsen, der samtidig står i spidsen for det tyske hold Rhein-Neckar Löwen, siger i et interview med Mannheimer Morgenpost, at Bundesligaen ikke længere er verdens bedste håndboldliga. Pengene er større i for eksempel Ungarn, Frankrig, Polen og Spanien, hvorfor spillere foretrækker klubber som Vezprem, Paris S-G, Kielce og Barcelona. Den danske træner peger også på, at tyske hold, der tidligere dominerede Champions League, ikke har været blandt de fire bedste de senest to år.
Fodbold: Sverige førte på hjemmebane 2-0 mod Tyrkiet i Nations League, men VM-kvartfinalisten tabte alligevel 2-3. Tyrkiet scorede to mål i kampens sidste 6 minutter og fik dermed holdets første sejr i turneringen efter et indledende 1-2-nederlag til Rusland. I samme turnering slog Portugals regerende europamestre Italien 1-0 på et mål af Andre Silva. Dermed er italienerne stadig uden sejr i Nations League under den nye landstræner Roberto Mancini.
Golf: Den amerikanske Ryder Cup-kaptajn Jim Furyk har udnævnt Tony Finau som modtageren af det fjerde og sidste wildcard til den prestigefyldte turnering. Finau fuldender dermed amerikanernes hold, der i forvejen består af blandt andet Tiger Woods, Phil Mickelson, Jordan Spieth og Dustin Johnson. Årets Ryder Cup afholdes på Le Golf National-banen uden for den franske hovedstad, Paris, fra 28. til 30. september.
Tennis: Reglerne blev fulgt, da stigedommer Carlos Ramos tildelte Serena Williams flere straffe i lørdagens finale i grand slam-turneringen US Open. Det siger Det Internationale Tennisforbund (ITF), der mandag kommer med en støtteerklæring til portugisiske Ramos. »Carlos Ramos er en af de mest erfarne og respekterede stigedommere i tennis. Hr. Ramos' beslutninger var i overensstemmelse med de relevante regler og blev bekræftede af US Opens beslutning om at tildele Serena Williams en bøde for tre regelbrud«, siger ITF i en udtalelse mandag ifølge Reuters.
US Open-analyse: Konfliktsky ledere i New York svigter selve sportenfortsæt med at læse




























