Foto: Jens Dresling

Sport

FCK var aldrig tæt på at gå videre, da problemerne med at score i Europa atter blev udstillet

Det sidste danske hold røg ud af de europæiske turneringer, da FC København fik en hård medfart og tabte 0-1 til Bordeaux.

Sport

Det ville faktisk være en stramning at påstå, at håbet levede. For FC København havde torsdag aften ikke på noget tidspunkt de to resultater i hånden, man skulle bruge for at gå videre fra Europa Leagues gruppespil.

En sejr hjemme mod Bordeaux kombineret med et nederlag til Slavia Prag mod et rent FC Zenit-reservehold.

Efter 41 minutter må Slavias rejseplanlægger have begyndt at lede efter flyrejse til lodtrækningen for de første knockoutkampe.

Her havde tjekkerne nemlig reelt lukket eget opgør ved at være foran 2-0 og sendt FC København på europæisk vinterferie.

Dermed har Danmark ikke flere hold tilbage i de europæiske turneringer. Noget, der kan blive kostbart på den lange bane i Superligaens konkurrence med andre mindre lande om at få så mange hold med i de europæiske turneringer som muligt.

Bordeaux har to danskere med med FCK: Andreas Cornelius (tv.) og Lukas Lerager,.
Foto: Jens Dresling

Bordeaux har to danskere med med FCK: Andreas Cornelius (tv.) og Lukas Lerager,.

Danmark kæmper mod nationer som Grækenland, Schweiz, Kroatien og Tjekkiet om at holde sig inde i top 15 på Det Europæiske Fodboldforbund (Uefas) liste over de stærkeste turneringer. Top 15 eller ej vil nemlig fra 2021 blive forskellen på at få to danske hold med i Champions League-kvalifikationen samt et enkelt i Europa League-kvalifikationen mod kun et enkelt i de to turneringer samlet set.

I modsætning til Danmark har Schweiz, Kroatien og Tjekkiet stadig hold tilbage i Europa, når der skal spilles knockout-kampe til februar.

FC København røg reelt set ikke ud af Europa Leagues gruppespil torsdag aften. Det skete i hjemmebanekampen mod Slavia Prag tidligere på efteråret, hvor man tabte 0-1. Et ukarakteristisk nederlag for FC København på hjemmebane i Europa mod en jævnbyrdig modstander målt på økonomi og trup.

Kendskabet til resultatet i Slavia Prag gjorde det til en lidt halvkedelig oplevelse at følge opgøret i Parken. Der var ikke noget spil, og kampbilledet var et, man havde set mange gange før.

Carlos Zeca og FCK må sande, at det er slut med Europa League i denne omgang.
Foto: Jens Dresling

Carlos Zeca og FCK må sande, at det er slut med Europa League i denne omgang.

FC København er gode defensivt, men har store problemer med at score i banens modsatte ende.

Bordeaux-kampen blive den sjette i træk i gruppespillet uden et mål i løbet af opgørets første 30 minutter. Samlet set fik FC København scoret tre i gange i løbet af 540 spilminutter i gruppespillet.

Uagtet det endelige resultat var det dog FC København, som ville det mest og havde opgørets bedste chancer, da Dame N’Doye sparkede bolden på stolpen i første halvleg, og Robert Skov gjorde det samme i anden halvleg.

Derfor var det en noget hård skæbne, at FC København måtte gå fra banen som taberen og dermed dumpede på gruppens fjerdeplads.

I Bordeauxs stort set eneste farlige angreb endte en flad bold inde i FCK’s straffesparksfelt, hvor Jimmy Briand leverede kampens detalje ved at sparke bolden bag om eget støtteben og ind bag Stephan Andersen til resultatet 0-1.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce