Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pierre Kanstrup lukkede efteråret med maner ved at score AGF's sidste mål i 2018 mod Hobro.
Foto: Jens Dresling

Pierre Kanstrup lukkede efteråret med maner ved at score AGF's sidste mål i 2018 mod Hobro.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

AGF sælger anfører og henter angriber - Brøndby køber ind i Tyskland

Tennisstjernen Andy Murray indstiller måske snart karrieren, og Stockholm vil afvikle vinter-OL.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fodbold. Pierre Kanstrup er færdig i AGF og fortsætter karrieren i den tyrkiske bundklub Erzurumspor. Tidligere i denne uge erklærede den nu tidligere AGF-anfører sig undrende over, at AGF ikke havde tilbudt ham en forlængelse af den kontrakt, der havde udløb til sommer. »Når en dør lukkes, åbner der sig en ny, og jeg glæder mig nu til en ny udfordring i en ny og spændende liga. Jeg vil gerne sige tak til alle mine holdkammerater, trænere, stab, ledere og medarbejdere i AGF«, siger den 29-årige Kanstrup til AGF’ hjemmeside. Mens AGF i defensiven har sagt farvel til Kanstrup, er der nyt blod til angrebet, der har haltet i efteråret. I norske Sarpsborg har AGF derfor hentet Patrick Mortensen, som med henholdsvis 15 og 19 sæsonmål i 2017 og 2018 har vist, at han kender vejen til nettet. Danskeren har tidligere spillet for Fremad Amager, Brøndby og Lyngby.

Håndbold. Titeloutsideren Kroatien fik en glimrende start på VM, da det blev til en åbningssejr på 31-27 over Island, der gik ned i de sidste 10 minutter i gruppe B-opgøret i München. I Danmarks gruppe C sejrede Østrig 29-22 over Saudi-Arabien i Herning, mens Serbien og Rusland spillede 30-30 i Berlin i deres gruppe A-møde. I gruppe D i Royal Arena viste det argentinske mandskab rygrad ved at vende en pausestilling på 10-13 til 25-25 og dermed point mod Ungarn.

Fodbold. Som 31-årig skal den spanske midtbanespiller Cesc Fabgregas prøve noget helt nyt – nemlig at spille for et bundhold. Efter en karriere med trofægevinster i Arsenal, Barcelona og senest Chelsea skifter 2010-verdensmesteren til Monaco i den bedste franske liga. Her kæmper Fabregas’ tidligere Arsenal-ven Thierry Henry som træner en brav kamp for at undgå en tur ned i Ligue 2. Kontrakten gælder i tre et halvt år.

Fodbold. Svenske Simon Hedlund er ny mand i Brøndby. Midtbanemanden skifter fra Union Berlin i den næstbedste tyske række på en aftale til sommeren 2023. »Jeg har haft et par gode sæsoner i Union Berlin, men i denne sæson har jeg savnet spilletid, og det offensive fodbold i Brøndby tiltaler mig rigtig, rigtig meget«, siger 25-årige Hedlund på Brøndbys hjemmeside.

Håndbold. Angola førte med to mål ved pausen mod Qatar i Royal Arena, men mændene fra Mellemøsten kom på omgangshøjde og førte 23-22 tre minutter før tid, inden afrikanerne trumfede med to scoringer og sejrede 24-23 i gruppe D-opgøret. VM’s første lille overraskelse er dermed en kendsgerning, idet Qatar for bare fire år siden fik VM-sølv I gruppe B vandt Makedonien 38-29 mod Japan.

Skisport.Russeren Alexander Loginov sejrede på skiskytterns 7,5 km ved World Cuppen i tyske Oberhof. Norges Johannes Thingnes Bø blev nummer to med et minus på 25sekunder efter at have skudt en gang forbi med sit gevær, mens russeren var fejlfri.

Tennis. Dette års Australian Open kan blive den sidste turnering med deltagelse af den britiske tennisstjerne Andy Murray. Det siger den tidligere verdensetter på et pressemøde i Melbourne fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Andy Murray døjer fortsat med smerter efter en hofteoperation for et år siden. »Ja, jeg tror, at der er en sandsynlighed for det. Helt sikkert«, siger en følelsesladet og tårevædet Murray på spørgsmålet om, hvorvidt han står foran sin sidste turnering på højeste niveau. Egentlig havde han tænkt sig at bide smerterne i sig frem til dette års Wimbledon-turnering. Men han tvivler på, at det bliver muligt.

»Wimbledon er stedet, hvor jeg gerne ville stoppe, men jeg er ikke sikker på, at jeg er i stand til at spille med smerten i yderligere fire eller fem måneder«, siger den 31-årige skotte. »Det gør for ondt. Jeg ønsker ikke at fortsætte med at spille på den måde«, siger han. Den triste udmelding fra en af de seneste årtiers største tennisspillere kommer efter et nedslående træningspas mod Novak Djokovic. Murray er faldet ned som nr. 230 på verdensranglisten. I 1. runde af Australian Open møder han den 22.-seedede spanier Roberto Bautista Agut, der for nylig vandt tureringen i Doha.

Olympisk. Sverige er klar til at afvikle vinter-OL i 2026, meddeler landets olympiske komite, der har afleveret den officielle ansøgning. Stockholm bliver OL’s hovedby, men OL kommer også til andre dele af Sverige og endda til Letland. Skihop vil foregå i Falun 250 km nord for hovedstaden, mens de alpine konkurrencer skal afvikles i Åre ca. 650 km fra Stockholm. Bobslæde og beslægtede konkurrencer vil blive placeret i Sigulda på den anden side af Østersøen. Milano/Cortina d’Ampezzo vil ligeledes afvikle vinter-OL i 2026. Legene vil blive tildelt i juni.

Doping. Hvis Den Internationale Olympiske Komite (IOC) vil have de to guldmedaljer tilbage, som den dopingudelukkede tidligere russiske bobslædepilot Alexander Zubkov vandt ved vinter-OL i Sotji i 2014, må de nærmest hente dem selv. For selv om Zubkov er udelukket og sat i dopingskammekrogen, har han fået en russisk rets ord for, at han kan beholde medaljerne. Det skriver AP. Rusland højeste civile ret i Moskva har nemlig givet Zubkov medhold i, at den mislykkede appelsag, som Zubkov havde kørende ved Den Internationale Sportsdomstol ikke foregik fair og derfor ikke kan anerkendes i Rusland. Alexander Zubkov har siden sluttet karrieren og er nu præsident i det russiske bobslædeforbund.

Fodbold. Selskabet Sjælland Sport & Event, der står bag Næstved Boldklub, får nye ejere. Således er et salg af Næstved Boldklub faldet på plads, lyder det i en pressemeddelelse. De to nye ejere af klubben bliver den tidligere tyske landsholdsspiller Fabian Ernst og Alex Quaye, der driver et fodboldakademi i Ghana. Ernst ser frem til ansvaret som klubejer og har store ambitioner. »Det har været vigtigt for os at finde en klub og en by, der har en fodboldhistorie. Her i Næstved fandt vi en klub, der har en rig historie. Det vil sige, at folk i byen ved, hvad det vil sige at spille med i den bedste række, og det er vores mål på sigt«, siger Fabian Ernst. Næstved ligger i øjeblikket nr. 5 i 1. division.

Tennis. Finalen i den stærkt besatte WTA-turnering i Sydney bliver et opgør mellem den lokale heltinde Ashleigh Barty og den mere erfarne tjekke Petra Kvitova. Fredag vandt Barty efter tre hårde sæt 6-7, 6-4, 7-5 over hollandske Kiki Bertens, mens Kvitova noget lettere slog hviderussiske Aliaksandra Sasnovich af banen 6-1, 6-2. Barty sendte i 2. runde topseedede Simona Halep ud af turneringen, mens Kvitova gjorde det samme mod den andenseedede tysker Angelique Kerber i kvartfinalen.

Cykling. Kasper Asgreen har forlænget sin kontrakt med Quick-Step, så den gælder til og med sæsonen 2021. Det oplyser holdet i en pressemeddelelse. Asgreen kørte i 2018 sin første sæson for Quick-Step, der suverænt toppede World Tours rangliste for hold.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fodbold. Superligaoprykkeren Esbjerg har forlænget kontrakten med forsvarsspilleren Jeppe Brinch, meddeler klubben fredag. 23-årige Brinch har fået en aftale gældende frem til sommeren 2022.

Fodbold. Bayern München kommer til at klare sig uden Thomas Müller i begge ottendedelsfinaler i Champions League mod Liverpool. Müller blev udvist for en hensynsløs tackling i hovedhøjde på Ajax’ Nicolás Tagliafico i sidste gruppespilskamp, som kostede et rødt kort. Det giver automatisk en spilledags karantæne, men disciplinærudvalget under Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) har besluttet, at tacklingen var så grov, at den skal koste to kampes karantæne.

Olympisk. Da Tokyo i september 2013 blev tildelt værtskabet for sommer-OL i 2020 for næsen af Madrid og Istanbul, foregik det muligvis ikke med rene midler. Ifølge AFP er Tsunekazu Takeda, chefen for Japans Olympiske Komité, i december i Paris blevet tiltalt for korruption på grund af en mistænkelig pengeoverførsel på 2,3 millioner dollar (små 15 millioner kroner) i forbindelse med tildelingen af OL-værtskabet. Betalingen skulle have fundet sted op til afstemningen, hvor Tokyo blev tildelt værtskabet. Ifølge AFP, som citerer en kilde fra retten, blev tiltalen rejst 10. december, men det er først kommet frem nu. Ved afstemningen i 2013 blev Madrid som den første by elimineret, mens Tokyo med 60 stemmer slog Istanbuls 36 stemmer i den afgørende afstemning om at få tildelt OL i 2020.

Tennis. Den 18-årige canadier Bianca Andreescu, der for nylig i Auckland chokerede med sejre over Caroline Wozniacki og Venus Williams samt efterfølgende finaleplads, er efter en vellykket kvalifikation klar til hovedturneringen ved Australian Open. Hun møder i 1. runde det 16-årige amerikanske wildcard Whitney Osuigwe.

Atletik. For nylig oprettede Vatikanstaten et atletikhold, og torsdag godkendte Italiens Olympiske Komité (Coni) så oprettelsen af Vatikanets Atletikforbund. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Det betyder i første omgang, at de foreløbig 60 medlemmer af forbundet kan konkurrere i både nationale og internationale atletikkonkurrencer. Præsidenten for Vatikanets Atletikforbund, Melchor José Sänchez de Toca y Alameda, fortæller, at den langsigtede drøm er at deltage ved den største begivenhed af dem alle på atletikscenen. »Drømmen, som vi ofte har haft, er at se Vatikanets flag blandt delegationerne ved de olympiske leges åbningsceremoni«, siger atletikpræsidenten.

Football. NFL-holdet Denver Broncos har forfremmet holdets defensive koordinator Vic Fangio til cheftræner, meddeler holdets general manager, John Elway. Fangio har 32 års trænererfaring i NFL, men det er første gang, han bliver cheftræner for et hold. Den 60-årige træner afløser Vance Joseph, som blev fyret i december efter to sæsoner, hvor holdet i begge havde flere nederlag end sejre. Denver Broncos vandt Super Bowl i 2015-sæsonen.

Tennis. Italienske Andreas Seppi, der i næste måned fylder 35, er en af ATP Tourens seje veteraner, som med mellemrum gør sig bemærket inden for stregerne. I denne uge har manden fra Bolzano levet højt på sin store erfaring og fine teknik i Sydney International, hvor han har spillet sig frem til sin første finale siden 2015 efter fredagens 7-6, 6-4-sejr over 3.-seedede Diego Schwartzman fra Argentina. I kvartfinalen besejrede Seppi den topseedede græker Stefanos Tsitsipas.

Alpint. Den amerikanske skidronning Lindsey Vonns sæsondebut er blevet udskudt, da lørdagens styrtløb i østrigske St. Anton grundet voldsomt snefald er skubbet til næste uge. Vonn blev knæskadet tilbage i november, men er nu klar til comeback. Den 34-årige amerikaner forventes også at stille til start i søndagens Super-G-løb i St. Anton, som foreløbig ikke er udsat. Vonn har 82 World Cup-sejre og er dermed kun fire sejre fra at tangere legenden Ingemar Stenmarks rekord for flest World Cup-sejre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

VM-håndbold. Det danske landshold fik royalt besøg efter at have åbnet VM med en knusende 39-16-sejr over Chile. Kronprins Frederik dukkede op i omklædningsrummet under tribunerne i Royal Arena for at lykønske spillerne med præstationen og den overbevisende sejr. »Vi vandt heldigvis stort nok til, at kronprinsen også havde lyst til at kigge forbi omklædningsrummet. Han var glad for starten og ønskede os held og lykke videre i turneringen«, siger Henrik Møllgaard. Inden kampen havde kronprinsen åbnet den danske del af VM-turneringen med en kort tale til publikum i den udsolgte arena.

Fodbold. Barcelona har lidt at indhente, når det spanske storhold i næste uge møder Levante i returkampen i ottendedelsfinalerne i den spanske pokalturnering, Copa del Rey. Torsdag blev det nemlig til et nederlag på 1-2 for Barcelona i den første af to kampe mellem de to hold. Mens Barcelona ikke har det bedste udgangspunkt inden returkampen, nærmede Sevilla sig torsdag kvartfinalen i Copa del Rey. Her vandt holdet med Simon Kjær i startopstillingen den første af to kampe mod Athletic Bilbao, der blev besejret 3-1.


Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Strassbourg - EU - Parlament - Parliament - Europa - afstemning - Vote - Portræt - Reportage (ikke Brussel)

    På søndag har du chancen for at sætte dit eget lille personlige præg på, hvordan EU i fremtiden skal tackle nogle af Danmarks og klodens helt store udfordringer. Men hvor mange af de beslutninger, som lægger rammerne for vores hverdag, træffes egentlig i Bruxelles?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold
    Hør podcast: Ståle - nordmanden midt i dansk fodbold

    Henter…

    For nylig sikrede FCK sig endnu engang det danske mesterskab - med Ståle Solbakken som bagmand. Men hvad er det egentlig, nordmanden kan? Hvordan kan en af superligaens mest markante skikkelser både eje en kompromisløs vindermentalitet og et socialistisk hjerte? Hvad gjorde det ved ham, da hans hjerte standsede i syv minutter og endte hans egen fodboldkarriere? Og det, han kan som træner, kan han det kun i dansk fodbold?

  • Du lytter til Politiken

    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør
    Hør Politikens valg-podcast: En uge med store overraskelser og et ungdomsoprør

    Henter…

    Politisk kommentator Kristian Madsen og politisk redaktør Anders Bæksgaard samler op på ugens vigtigste valg-begivenheder.

Forsiden