Det var forårslunt i Paris, og håndboldstjernen Mikkel Hansen var ude at trille med barnevognen og sønnen Eddie Max, da Politiken fangede ham på telefonen.
Det var dagen efter den danske håndboldspillers officielle udnævnelse til ’Verdens Bedste’, kåret af det internationale håndboldforbund, IHF. Og det var tredje gang, Mikkel Hansen modtog den fornemme hæder.
Mikkel Hansen er verdens bedste for tredje gang»Selvfølgelig er jeg beæret og stolt. En sådan pris er man jo altid glad for at få«, sagde Mikkel Hansen.
»Det er et anerkendende klap og en stor ros, og som spiller er det rart at vide, at det, man løber rundt og laver, værdsættes og respekteres. Så ja, jeg er stolt«.
Dette år er bedre
Mikkel Hansen og hans holdkammerater hos Paris S-G nyder i øjeblikket stor succes i den franske liga og i den europæiske Champions League.
»Og det er jo det, det hele handler om. At man som spiller gør sit bedste og bidrager til at ens hold kan vinde noget. Det bestræber jeg mig på – og en pris som denne bekræfter mig i, at jeg gør det rigtige«.
Var 2018 et særligt godt år for dig?
Karakterbogen: Formidabelt guld-show! Pladen er fuld for landsholdet, der nedsablede de bedste! Topkarakterer til alle mand!»Nej, egentlig ikke. Det var ikke mit bedste år, synes jeg. Jeg fik ikke så meget spilletid på klubholdet, som jeg gerne ville, og med landsholdet tabte vi EM-semifinalen i Kroatien til Sverige og bronzekampen til Frankrig. Min egen vurdering er, at jeg har spillet på et anderledes højt niveau i denne sæson, både i december og januar, hvor vi vandt VM«, svarede Mikkel Hansen.
Tilbage til hverdagen
Alligevel bliver du kåret som Verdens Bedste i 2018. Det er vel ikke tosset?
»Slet ikke. Og prisen kommer på det helt rigtige tidspunkt – nu, hvor det er hverdag igen efter VM-festlighederne«.
Var det svært at vende tilbage til Paris og ligahåndbold efter de festlige medaljedage i Danmark?
»Ja, det var specielt. Vi fik jo dårligt festet færdigt og sunket alle de gode indtryk, før det var hverdag igen. Men heldigvis har overgangen været god. Min klub havde jo alle mand afsted til VM, så alle spillere var godt brugte, men vi har som hold spillet fornuftigt og klaret os godt. Det ser fint ud«, lød det fra manden med barnevognen.
Hvordan ser du fremtiden for landsholdet, nu da VM-titlen er kommet i hus og alt er vundet?
»Den nærmeste fremtid tegner godt. Vi har et rutineret hold med spillere i den helt rigtige alder, og jeg kan da forestille mig, at alle tager det næste EM og OL i Tokyo 2020 med. Derefter er det spændende og interessant at se, hvem der stopper«.
Holder niveauet i flere år
Hvad med dig selv? Skal du også træffe en beslutning efter OL næste år?
»Nej, der er jeg ikke endnu. At blive kåret til Verdens Bedste er meget inspirerende og giver mig også et signal om, at jeg har meget mere at give til håndbold. Jeg har det sjovt med at spille, jeg glæder mig over at være med. På en måde er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan holde niveauet i flere år endnu, så hvorfor skulle jeg stoppe på landsholdet? Nej, det bliver der ikke tale om«.
Og så trillede Mikkel Hansen videre med sønnen i de parisiske gader – og med bemærkningen om, at »det at være far er godt nok det fedeste, jeg har prøvet. Også i sammenligning med at vinde EM, VM og OL«.
fortsæt med at læse





























