Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mia Blichfeldt overrasker i VM-drama, US Open starter med mestermøde, og ung svømmer sætter rekorder

AaB henter forsvarsspiller hjem, Zagreb, Olympiakos og Røde Stjerne har kurs mod Champions League.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Badminton. Danmark har to singlespillere i kvartfinalerne ved VM i Basel, og både Anders Antonsen og Mia Blichfeldt var gennem nervepirrende dramaer, inden de vandt deres ottendedelsfinaler. Antonsen var i første sæt foran 14-2 mod japaneren Kanta Tsuneyama, men var nede med en sætbold, inden han vandt 23-21 på sin tredje sætbold. Andet sæt var tæt, inden 5.-seedede Antonsen med 21-18 spillede sig videre til en kamp mod den 3.-seede kineser, Chen Long. Mia Blichfeldt brød sin seedning som nummer 12 ved at slå den 8.-seedede inder, Saina Nehwal, der havde en matchbold i et topdramatisk andet sæt. Blichfeldt endte dog som en meget svedig og ekstremt glad vinder med 15-21, 27-25, 21-12 og skal i kvartfinalen møde den 4.-seedede kineser Chen Yu Fei. For Jan Ø. Jørgensen sluttede VM med et nederlag på 21-12, 21-16 til den 4.-seedede indoneser, Jonathan Christie.

Tennis. Caroline Wozniacki er 19.-seedet og møder kineseren Yafan Wang, der er nummer 50 på verdensranglisten i 1. runde af US Open. Grandslam-turneringen indledes med et mestermøde, når amerikaneren Serena Williams, der har vundet US Open seks gange, møder den useedede russer Maria Sharapova, der fik sit navn på trofæet i 2006. Serena Williams fører 19-2 i indbyrdes opgør, men de har aldrig mødt hinanden ved US Open.

Svømning. Efter to danske juniorrekorder og en 8.-plads i 50 meter brystsvømning satte 17-årige Thea Blomsterberg yderligere to danske juniorrekorder i 100 meter brystsvømning ved junior VM i Budapest. Først med 1.09,05 min. og i semifinalen med 1.08,61 min., hvilket rakte til en 9.-plads, 0,09 sek. fra finalen. Thea Blomsterberg kappede dermed 1,04 sek. af sin hidtil bedste tid fra tidligere på måneden. I samme disciplin blev den blot 15-årige Clara Rybak-Andersen med 1.10,99 min. nummer 21 af de 68 deltagere.

Fodbold. Cristiano Ronaldo og Lionel Messi har gennem mere end ti år været regnet for verdens bedste fodboldspillere. Ifølge Ronaldo har rivaliseringen været med til at gøre begge spille bedre. »Der er ingen tvivl om, at Messi har gjort mig til en bedre spiller og vice versa. Når jeg vinder et trofæ, må det gøre ondt på ham, og det gør det på mig, når han vinder«, siger 34-årige Ronaldo ifølge Ritzau til det portugisiske medie TVI. »Jeg beundrer hans karriere, og han har allerede snakket om, at det var ærgerligt, at jeg forlod Spanien, fordi han påskønnede vores rivalisering«, fortsætter Ronaldo.

Kano&kajak. Rene Holten Poulsen indledte VM i Szeged med at ro sig direkte i semifinalen i 1.000 meter enerkajak via en andenplads efter hviderusseren Aleh Yurenia i sit indledende heat. »Selv om jeg fik et par dårlige første tag, så er jeg fint tilfreds med de første 500 meter. Men jeg faldt lidt sammen til sidst, og det skal blive bedre, hvis jeg skal i finalen«, siger René Holten i en pressemeddelelse. Også Bolette Nyvang Iversen er klar til semifinalen i 1.000 meter enerkajak, ligesom kvindernes firerkajak med Emma Aastrand Jørgensen, Line Langelund Eriksen, Julie Frølund Funch og Pernille Knudsen.

Fodbold. Trods et brud på en mellemhåndsknogle i AGF’s seneste kamp mod AC Horsens slipper Jesper Juelsgaard for en operation, men forsvarsspilleren er ukampdygtig til AGF’s udekamp mod hans tidligere klub Brøndby på søndag.

Fodbold. 1. divisionsklubben Viborg har skrevet en treårig kontrakt med den 24-årige Mads Aaquist fra FC Nordsjælland. Mads Aaquist har spillet i Superligaen for FC København, AC Horsens, FC Helsingør og FC Nordsjælland.

Fodbold. Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, har haft et minus på driften i første halvårsregnskab for 2019 på 31,3 millioner kroner. Til Fondsbørsen forklares de negative tal med lavere avance på salg af spillere. Selskabet fastholder dog forventningerne til hele 2019: et resultat før skat på 60-75 millioner kroner.

Badminton. Herredoublen Kim Astrup og Anders Skaarup slog onsdag et russisk par i Basel på bare 31 minutter, men deres VM sluttede efter 3. runde, da det blev 19-21, 21-12, 17-21 mod Min Chun Liao og Ching Heng Su fra Taiwan.

Fodbold. Efter 12 sæsoner i Bayern München har franske Franck Ribery indgået en toårig aftale med Fiorentina i den italienske Serie A. »Han er en helt ekstraordinær spiller«, siger Fiorentina-træner Vincenzo Montella om den 36-årige.

Fodbold. Fiorentina har også fået tilgang af en dansk spiller. Janni Arnth skifter fra Arsenal Women til Firenze-klubben på en etårig kontrakt.

Fodbold. I foråret var Hartford Athletic den udenlandske klub med flest danskere i spillerstaben, men nu er der kun tre af de fem tilbage i træner Jimmy Nielsens trup. Senest er den 27-årige målmand Frederik Due med en fortid i HB Køge og Randers FC skiftet til Orange County, der ligeledes spiller i den næstbedste amerikanske række, USL Championship. I sidste måned vendte Nikolaj Lyngø hjem til Jammerbugt FC, hvilket efterlader Phillip Rasmussen, Mads Jørgensen og Sebastian Dalgaard som de danske spillere i Hartford Athletic.

Cykling. Sprinteren John Degenkolb (Trek) fra Tyskland har indgået en toårig kontrakt med Lotto Soudal.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Golf. Der er en klækkelig lønforhøjelse at hente, hvis man slutter som samlet vinder af FedEX Cup, der afgøres i denne weekend ved USPGA Tour Championship i Atlanta, Georgia. Vinderchecken er forhøjet fra 10 til 15 millioner dollar i denne sæson. 30 spillere er med i kampen og 26-årige Justin Thomas har det bedste udgangspunkt. Som førende i FedEX Cup-serien indleder han Tour Championship-turneringen 10 slag under par, mens Patrick Cantlay, Brooks Koepka, Patrick Reed og Rory McIlroy i forfølgerrollerne starter med at være henholdsvis 8, 7, 6, og 5 slag under par.

Fodbold. Efter fire år i udlandet hos græske Panathinaikos, Zürich i Schweiz og senest i Vitesse i Holland er den 28-årige Rasmus Thelander tilbage i Superligaen hos AaB. Den fysisk stærke forsvarsspiller har fået en treårig kontrakt. »Rasmus har i de seneste fire år opnået stor international erfaring, og han har også fået en alder, hvor han skal bidrage som leder og foregangsmand både på og uden for banen«, siger AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde.

Fodbold. Wayne Rooney trækker på ny overskrifter. Tidligere på måneden var den mangeårige Manchester United-angriber i vælten for en spektakulær scoring fra midten af banen for sit mandskab DC United, inden han overraskede og bebudede, at han næste år vender hjem til engelsk fodbold og Derby i en rolle som spillende træner. Natten til tirsdag blev Rooney så udvist for anden gang i denne sæson, da DC United tabte 1-2 hjemme til NY Red Bulls. Det var et angreb i halsregionen i en tæt nærkamp i det lille felt, der udløste udvisningen, men først efter VAR havde talt.

Tennis. Det bliver ikke til dansk deltagelse i herresingle ved det forestående US Open i New York. I 2. runde af kvalifikationen tabte Mikael Torpegaard til Daniel Elahi Galán Riveros fra Colombia 6-7, 6-3, 6-1.

Fodbold. Dinamo Zagreb og Olympiakos har direkte kurs mod en plads i Champions League-gruppespillet. Zagreb slog onsdag Rosenborg 2-0 på hjemmebane, mens grækerne pulveriserede russiske Krasnodar 4-0 i de første playoffopgør. FC Københavns overmænd fra Røde Stjerne spillede 2-2 i Schweiz mod Young Boys og skal således bare holde nullet på hjemmebane for at komme i gruppespil for anden sæson i træk.

Fodbold. Lionel Messi sad ude, da Barcelona i fredags åbnede La Liga-sæsonen med en negativ overraskelse i form af et nederlag til Bilbao. Lionel Messi var onsdag tilbage på træningsbanen i fuld vigør og er dermed i spil til kampen på søndag mod Real Betis.

Fodbold. Kenneth Zohore scorede onsdag sit første mål for West Bromwich efter skiftet fra Cardiff. I det 88. minut af hjemmekampen mod Reading udlignede Zohore til slutresultatet 1-1 på straffespark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden