Mens Danmarks førende professionelle landevejsrytter, Jakob Fuglsang, og hans kasakhiske arbejdsgiver, Astana, proklamerede, at de fortsætter samarbejdet de kommende to år, og den tidligere nationale mester Alexander Kamp i forbindelse med starten på PostNord Danmark Rundt, hvor han hører hjemme blandt favoritterne, bekendtgjorde, at han fra næste sæson optræder på WorldTouren for amerikanske Trek-Segafredo, mundede de første 169,7 km i den 29. udgave af den hjemlige cykelrundtur ud i tredobbelt belgisk triumf.
I de idylliske omgivelser ved Silkeborg Langsø susede den højest placerede i det internationale hierarki af deltagerne i PostNord Danmark Rundt, 25-årige Tiesj Benoot (Lotto Soudal), jublende over stregen som vinder foran holdkammeraten Jasper De Buyst og Amaury Capiot (Sport Vlaanderen), men den hektisk finale bød også på danske opmuntringer.




























