Fodbold. I et velspillet og medrivende topopgør på Anfield øgede Liverpool sit forspring til 8 point ved at vinde 3-1 over Manchester Citys forsvarende engelske mestre. Fabinho scorede på et langskud til 1-0 og Mohamed Salah headede Liverpool på 2-0 efter 12 minutter. Med endnu et hovedstødsmål øgede Sadio Mané lige efter pausen til 3-0, inden Bernardo Silva med en flot, flad afslutning reducerede med 13 minutter igen. Liverpool har ikke vundet det engelske mesterskab siden 1990.
Svømning. Tobias Bjerg forbedrede ved kortbane-DM i Esbjerg to gange sin egen danske rekord i 100 meter brystsvømning, der nu lyder på 57,59 sek., hvilket er 1,1 sekund hurtigere end den hidtidige. Rekorderne fulgte dagen efter, at 19-årige Alexander Aslak Nørgaard lørdag aften tilbagelagde på de første 800 meter i 1.500 meter fri-finalen i 7.39,03 min., der var 42 hundrededele hurtigere end Mads Glæsner, der i 2009 satte danske rekorder i både 800 og 1.500 meter, da han vandt bronze i 1.500 meter fri ved EM. Alexander Aslak Nørgaard var sammen med Sigma-holdkammeraterne Anton Ørskov Ipsen, Frederik Eg Ibsen og Frederik Rindshøj med til at sætte dansk klubrekord i 4x200 meter fri med 7.09,61 min. Søndag blev der desuden sat dansk juniorrekord i 100 meter butterfly, da 16-årige Rasmus Nickelsen kvalificerede sig til næste måneds EM i Glasgow ved at svømme under kvalifikationskravet i både indledende med 51,34 og i finalen med 51,47 sek. Også 16-årige Clara Rybak-Andersen svømmede sig til en EM-kvalifikation, da alle tre medaljevindere i 200 meter brystsvømning var kravtiden: 17-årige Thea Blomsterberg (2.22,50 min.), Clara Rybak-Andersen (2.23,15 min.) og Josefine B. Pedersen (2.24,12 min.).
Cykling. To styrt for Julie Leth skabte vanskelige betingelser for hende og makkeren Amalie Dideriksen i parløbet ved sæsonens anden World Cup i Glasgow. De danske europamestre i disciplinen måtte tage til takke med femtepladsen, mens australierne Annette Edmondson og Georgia Baker sejrede. I det hele taget lykkedes det ikke det danske banelandshold at følge op på medaljesuccesen fra førstedagen på velodromen i Skotland, da 4 km forfølgelsesholdet med Lasse Norman Hansen, Frederik Rodenberg, Julius Johansen og Rasmus Lund Pedersen atter erobrede guld. Lasse Norman kørte sig i omnium i det afsluttende pointløb fra en 12.-plads efter de tre første afdelinger op som nr. 5 sammenlagt. Amalie Dideriksen blev nr. 10 i kvindernes tilsvarende kappestrid, mens Julius Johansen og Matias Malmberg udgik i mændenes parløb, efter at førstnævnte var styrtet.
Håndbold. Aalborg slap fra Champions League-mødet med Barcelona med et hæderligt nederlag, da den spanske storklub med danskerne Lasse Andersson og målmanden kevin Møllerm, men uden den skadede Claus U. Mortensen, vandt kampen i gruppespillet med 34-30. Aalborg kom tæt på ved 24-25, men så scorede Barcelona tre mål i træk.
Fodbold. Efter en længere skadespause fik Nicolai Jørgensen scoret for anden gang, da Feyenoord mod Waalwijk vendte 0-2 til en sejr på 3-2. Nicolai Jørgensen reducerede til 2-1, da han udnyttede et godt oplæg fra Luis Fernando Sinisterra.
Golf. Med en 18.-plads i Toto Japan Classic spillede Nicole Broch Larsen sig frem som nummer 49 på Race to CME Globe, hvilket for anden gang kvalificerer hende til CME Group Tour Championship, der spilles 21.-24. november i Naples, Florida.
Fodbold. Fredericia forsømte en mulighed for at stryge helt til tops i 1. division, da det på hjemmebane blev 0-2 mod Skive, der scorede til allersidst i begge halvlege ved Mikkel Vendelbo og Sebatian Grønning. Morten Nielsen scorede to gange mod sin tidligere klub, da Hvidovre vandt 2-0 over bundholdet FC Roskilde. Øvrige resultater: Fremad Amager-Vendsyssel 3-0, Kolding IF - HB Køge 0-2.
Alle resultater og stilling i 1. division
Fodbold. Manchester United hentede søndag en tiltrængt sejr i Premier League. Således var hjemmesejren på 3-1 over Brighton blot Uniteds fjerde ligasejr i denne sæson. Den sørgede for et solidt spring frem i tabellen, hvor United nu ligger nummer syv med 16 point for 12 kampe. I Wolverhampton vandt hjemmeholdet samtidig 2-1 over oprykker Aston Villa, hvilket sender ulvene op på ottendepladsen.
Astralis skuffede for nylig ved BLAST Pro Series i København, men nu er holdet tilbage i god form.
E-sport. Counter Strike-holdet Astralis vandt søndag turneringen IEM Beijing i Kina. Med en finalesejr på 16-14, 16-5 og 16-3 over 100 Thieves fra Australien fik danskerne fingre i førstepræmien på 125.000 dollar svarende til små 850.000 kroner. De australske modstanderne pressede Astralis på det første map, Vertigo, men det danske hold fik alligevel taget første stik. På et af Astralis-spillernes favorit-maps, Nuke, var danskerne noget nær suveræne efter en jævnbyrdig indledning. 100 Thieves skulle nu levere et stort comeback for at slå Astralis, og det var det australske hold ikke i nærheden af på det tredje map i finalen, Train. Selv om Astralis tabte første runde, vandt danskerne de næste otte runder, og med en 8-1-føring var finalen reelt afgjort. Trods nederlaget kan 100 Thieves forlade Kina med en check på 340.000 kroner (50.000 dollar) for andenpladsen.
Tennis. Novak Djokovic gjorde kort proces, da han søndag eftermiddag spillede åbningskamp ved sæsonfinalen, ATP Finals, i London. Serberen vandt således i sikker stil 6-2, 6-1 over italieneren Matteo Berrettini, der er debutant i turneringen. Djokovic skulle bare bruge 64 minutter på at vinde kampen. Senere søndag gælder det Roger Federer mod Dominic Thiem.
Golf. European Tour-turneringen Turkish Airlines Open i Antalya blev afgjort i et omspil med seks spillere, som Tyrrell Hatton vandt på 4. hul, da østrigeren Matthias Schwab kiksede et parputt på under en meter. Joachim B. Hansen gik for fjerde dag i træk en runde i 68 slag og sluttede på en delt 10.-plads 4 slag efter de seks, der røg i omspil. På den underliggende Challenge Tour blev 18-årige Rasmus Højgaard bedste dansker i sæsonfinalen på Mallorca med en 14.-plads. Dermed slutter Rasmus Højgaard som nr. 22 på ranglisten, hvor de 15 bedste kvalificerer sig til næste sæsons European Tour. Både Rasmus og Nicolai Højgaard spiller derfor i næste uge med på final stage på tourskolen, hvor der er 25 pladser på European Tour på spil.
Håndbold. GOG måtte nøjes med uafgjort, da danskerne søndag ikke levede op til favoritværdigheden og spillede 37-37 på hjemmebane mod svenske IFK Kristianstad i mændenes Champions League-gruppespil. Men det ene point fra kampen skal fynboerne være glade for, da holdet spillede langt under niveau og var bagud i langt størstedelen af opgøret mod gruppe D’s bundhold. Resultatet bringer GOG op på 9 point på gruppens andenplads efter Dinamo Bucuresti, der har 12 point på førstepladsen.
Fodbold. Fyresedlerne sidder i øjeblikket løst hos klubberne i den tyske Bundesliga. Søndag blev den tredje cheftræner sat fra bestillingen på blot en uge. Det blev en realitet, da Mainz fyrede Sandro Schwarz efter en skidt sæsonstart i Tysklands bedste række. Lørdag tabte Mainz 2-3 på eget græs til oprykkerne fra Union Berlin i en kamp, hvor det var meningen, at holdet skulle have rejst sig fra et pinligt 0-8-nederlag i forrige spillerunde til RB Leipzig. Mainz har 9 point og ligger tredjesidst efter 11 spillerunder i det, der er klubbens værste sæsonstart nogensinde i Bundesligaen. Lørdag skilte FC Köln, der er placeret lige under Mainz i tabellen, sig af med Achim Beierlorzer, som blev ansat i sommer, og i sidste weekend var det mestrene fra Bayern München, der fyrede cheftræner Niko Kovac.