Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Andrew Yates/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix

Sadio Mané fejrer sin scoring søndag aften på Anfield mod Wolverhampton, som Liverpool beesejrede 1-0.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Liverpool forsvarer kæmpeføring i Premier League med smal sejr

Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Sport
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Fodbold. Premier Leagues førerhold Liverpool virker urørlig, og det blev understreget søndag aften, da manager Jürgen Klopps mandskab fik besøg af Wolverhampton, som netop havde besejret Manchester City et par dage forinden. Opgøret endte 1-0 til Liverpool, og det afgørende mål blev sat ind af Sadio Mané kort før pausen. Undervejs var der, naturligvis, VAR-dramatik, som faldt ud til Liverpools fordel. Manchester City vandt i søndagens sidste Premier League-kamp 2-0 over oprykker Sheffield United på scoringer af Sergio Agüero og Kevin De Bryune, men er på tabellens tredjeplads 14 point efter Liverpool, der endda har spillet en kamp færre.

Håndbold. Søndag var der ingen slinger i valsen hos Herning-Ikast Håndbolds (HIH) kvinder, da holdet leverede en fornem præstation og udspillede Odense Håndbold på en måde, så det endte med en 33-25-storsejr og en dansk pokaltitel. Odense-træner Jan Pytlicks mandskab kunne slet ikke følge med i modstandernes opskruede tempo, og allerede efter første halvleg var opgøret reelt afgjort. Dagens pokalfighter blev den tyske målvogterveteran Sabine Englert fra HIH.

Fodbold. Selv om den nye Arsenal-manager Mikel Arteta næsten hele kampen søndag havde de tre point inden for rækkevidde på hjemmebane mod London-rivalen Chelsea, endte hans dag med et trist facit. For trods en tidlig føring ved Gunners-topscorer Pierre-Emerick Aubameyang kunne holdet ikke stå distancen, og på bare fire minutter i den absolutte slutfase scorede først Jorginho og derefter unge Tammy Abraham, så Chelsea kunne tage hjem med en 2-1-gevinst. Dermed ligger Arsenal placeret i tabellens nederste halvdel, og det kan blive hårdt arbejde at komme væk derfra. Andreas Christensen sad hele kampen på bænken for Chelsea.

Helmut Fohringer/Ritzau Scanpix
Foto: Helmut Fohringer/Ritzau Scanpix

Søndag blev det i Østrig til en ny triumf for USA's 24-årige alpine superstjerne Mikael Shiffrin, der vandt World Cup-konkurrencen i sin favoritdisciplin slalom. Det var sejr nr. 64 i World Cup-sammenhæng.

Alpint. Mikaela Shiffrin fulgte søndag effektivt op på sin World Cup-sejr lørdag ved storslalomkonkurrencen i østrigske Lienz. Denne gang drejede det sig om favoritdisciplinen slalom, og ligesom lørdag var Shiffrin hurtigst i begge gennemløb. På de to andre podiepladser kom slovakiske Petra Vlhova og schweiziske Michelle Gisin. I det samlede World Cup-regnskab fører Mikaela Shiffrin med 746 point foran italienske Federica Brignone (451) og Vlhova (413). 24-årige Mikaela Shiffrin har med søndagens sejr noteret 64 World Cup-sejre og er godt på vej til at indhente landsmanden, og den kvindelige rekordhaver, Lindsey Vonn, der har 82, mens der er lidt længere til at indhente svenske Ingemar Stenmarks 86 sejre. Shiffrin har dog allerede overgået Stenmark i antal slalomgevinster (43-40).

Cykling. Den danske verdensmester i cykling Mads Pedersen blev søndag eftermiddag kåret som Årets Cykelrytter i Danmark for første gang i karrieren. Prisen blev uddelt i forbindelse med nytårsstævnet Grand Prix Odense, der afholdes i Thorvald Ellegaard Arena. Ryttere som Michael Valgren, Jakob Fuglsang og den kvindelige verdensmester Amalie Dideriksen er blandt de tidligere modtagere af prisen. 24-årige Mads Pedersen overraskede de fleste, da han 29. september vandt VM i linjeløb efter en imponerende præstation i det udmarvende løb i Yorkshire i England.

Fodbold. Norske Erling Braut Håland skifter til Borussia Dortmund. Det skriver den tyske bundesligaklub på sin hjemmeside. Den 19-årige angriber, der i denne sæson har succes for østrigske Salzburg i bl.a. Champions League, har fået en kontrakt, der løber til sommeren 2024. I den østrigske liga har Håland scoret 16 mål i 14 ligakampe, mens det i Champions League er blevet til otte scoringer i seks kampe. I Dortmund bliver Erling Braut Håland kollega med danskerne Thomas Delaney og Jacob Bruun Larsen.

Lee Smith/Ritzau Scanpix
Foto: Lee Smith/Ritzau Scanpix

Celtic-manager Neil Lennon (tv.) havde søndag en af de dage hjemme på Celtic Park, hvor tingene ikke rigtig gik hans vej.

Fodbold. FC Københavns kommende modstander i Europa League, skotske Celtic, måtte søndag se sig besejret i det traditionsrige ’Old Firm’-opgør mod Rangers FC i den skotske Premier League. På Celtic Park med godt 60.000 tilskuere sikrede gæsterne fra Glasgow-rivalen Rangers sig en 2-1-sejr, hvilket giver holdet mulighed for snart at overhale Celtic i toppen af tabellen. Netop nu fører Celtic med 52 point for 20 kampe, mens Rangers har 50 for en kamp færre. Rangers-sejren var den første på Celtic Park siden 2010.

Annonce

Alpint. Den kombinerede konkurrence ved World Cup-stævnet i italienske Bormio endte søndag med sejr til den rutinerede franskmand – og regerende verdensmester – Alexis Pinturault, der sejrede foran norske Aleksander Aamodt kilde og schweizeren Loic Meillard. I regnskabet for den samlede World Cup overtog Kilde efter 14 af de 44 afdelinger førstepladsen med 474 point foran Italiens Dominik Paris (454) og Pinturault (401).

Håndbold. Det så svært ud for TTH Holstebro, da holdet søndag eftermiddag stod over for København Håndbold i kampen om bronzemedaljer ved Final 4-stævnet i kvindernes pokalturnering. Ligaens nr. 11 havde blot scoret to mål efter 15 minutter og var flere gange i første halvleg bagud med fem mål. Men de undertippede vestjyder fik vendt kampen i anden halvleg og tog en sikker sejr på 28-24 og kunne efterfølgende hænge bronzemedaljerne om halsen.

Håndbold. Med få uger til EM kæmper landsholdsfløjen Lasse Svan for at blive klar. Flensburg-Handewitt-spilleren kom til skade med sin venstre skulder i en ligakamp 19. december og har siden været ukampdygtig. Han er mødt ind til en kort landsholdssamling, der varer fra lørdag til mandag. Her bliver det næppe til meget tid på træningsbanen. »Det bliver formentlig tre dage med en masse behandling og en masse is på arm og skulder. Så håber jeg på, at når jeg tager herfra, så er der en væsentlig forbedring at se«, siger Lasse Svan til DR. I kampen i Bundesligaen måtte Lasse Svan udgå tre minutter før tid, efter at han var røget ind i en reklamebande i Ludwigshafens håndboldhal.

Fodbold. OB har sikret sig papir på målmanden Hans Christian Bernat et godt stykke ud i fremtiden. På sin hjemmeside skriver den fynske superligaklub, at Bernat har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2024. OB oplyser, at der er tale om en treårig forlængelse.

Tennis. Den tidligere verdensetter Andy Murray trækker sig fra Australian Open, der begynder 20. januar i Melbourne og er den første af sæsonens fire grand slam-turneringer. Det skriver The Guardian. Murray, der i sommer gjorde comeback efter en hofteoperation i januar for et år siden, forventer at vende tilbage til ATP-touren i løbet af februar. I Davis Cup-turneringen for seks uger siden i Madrid pådrog den 32-årige sig en skade i sin lyske. Skaden »... er ikke helet så hurtigt som håbet på«, oplyser Murrays lejr ifølge nyhedsbureauet AFP. Andy Murray har flere gange sagt, at han ikke vil forcere sit forsøg på at komme tilbage til toppen af tennissporten.

Fodbold. Den portugisiske træner Leonardo Jardim er blevet fyret to gange af Monaco på lidt mere end et år. Lørdag valgte den franske klub at afskedige den 45-årige portugiser og ansætte spanske Roberto Moreno i stedet for. Jardim skabte i 2016/17-sæsonen et stort navn for sig selv i Monaco, da han førte klubben frem til det franske mesterskab og en plads i semifinalerne i Champions League. Efter den succesfulde sæson valgte klubben at afhænde en lang række profiler, blandt andre blev Kylian Mbappé sendt til Paris Saint-Germain. I oktober 2018 blev Jardim fyret, men afløseren Thierry Henry kunne ikke få Monaco-holdet til at fungere. Derfor blev Leonardo Jardim hentet tilbage allerede i marts 2019. Den igangværende sæson fik en skidt start med blot tre point i de seks første spillerunder. Monaco har dog spillet sig op på en aktuel syvendeplads med 28 point efter 18 spillerunder.

Håndbold. Skjern-målmand Björgvin Gustavsson fortsætter karrieren i den islandske klub Haukar, når han til sommer forlader Danmark. I et opslag på det sociale medie Twitter skriver klubben Haukar, at 34-årige Gustavsson har skrevet under på en toårig kontrakt. Skjern meddelte i oktober, at Gustavsson stopper ved udgangen af sæsonen på grund af familiære årsager. I sommer sagde Skjern farvel til målmandskollegaen Emil Nielsen, der skiftede til franske Nantes.

Fodbold. Erhvervsmanden Jesper ’Kasi’ Nielsen vil tilbage i Brøndby som medejer. Det siger den tidligere storsponsor i et interview med B.T. »Det skal være den bedste skandinaviske fodboldklub nogensinde«, siger Jesper Kasi til avisen. Jesper Nielsen trådte til som hovedsponsor i klubben i 2008. Denne gang vil han dog ikke ind som sponsor, men som aktionær. Brøndbys storaktionær og bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, vil ikke afvise, at Jesper Nielsen kan blive en del af klubben igen. »Han skal da være velkommen til at melde sig. Men det må vi tage, når den tid kommer«, siger klubejeren til B.T. I øjeblikket kører en voldgiftssag, hvor Jesper Nielsen mener at have mere end en milliard kroner til gode fra smykkefirmaet Pandora, der er hans tidligere forretningspartner. Den forventes at blive afgjort i 2020.

Ishockey. Toronto Maple Leafs tabte lørdag for første gang i syv kampe i NHL, da New York Rangers på en scoring i overtid vandt 5-4. Frederik Andersen vogtede målet for Toronto i hele kampen, og danskeren havde 33 redninger på 38 skudforsøg. Efter anden periode førte gæsterne fra New York med 4-2, men i tredje periode lykkedes det Toronto at få indhentet forspringet med to scoringer. Udligningen til 4-4 kom med under et minut tilbage af perioden. I overtiden scorede Tony DeAngelo det afgørende mål til 5-4 for New York Rangers på et kontraangreb. Veteranen Frans Nielsen scorede sit første mål i denne sæson, da danskeren bragte Detroit Red Wings foran med 3-1 mod Florida Panthers, som dog endte med at vinde kampen 5-4. Lars Eller kom også på pointtavlen med en assist, da Washington Capitals ude tabte 4-6 til Carolina Hurricanes.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden