Anti Doping Danmark skal nu finde ud af, om der er foregået brud på Det Internationale Antidopingagenturs regler.

Team Danmark vil have dopingspor gransket efter sønderlemmende rapport

Den danske  holdkap jubler over EM-guldet i Istanbul i 2012.  Atleterne på billedet – Mie Østergaard Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Pernille Blume – er blandt det atleter, der trænede under tidligere landstræner Paulus Wildeboer.  Foto: Murad Sezer/Ritzau Scanpix
Den danske holdkap jubler over EM-guldet i Istanbul i 2012. Atleterne på billedet – Mie Østergaard Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Pernille Blume – er blandt det atleter, der trænede under tidligere landstræner Paulus Wildeboer. Foto: Murad Sezer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Fik danske svømmere forbudte præparater, mens den nu afdøde hollænder Paulus Wildeboer var landstræner fra 2008-2012?

Det er et af mange spørgsmål, der er fulgt i kølvandet på rapporten om en stribe stærkt kritisable forhold i den danske landsholdslejr i perioden 2001-2013, som Kammeradvokaten i dag har præsentere.

Rapporten på næsten 250 sider retter skarp kritik af manglende kontrol, tilsyn og opfølgning med det forhold. Det blev blandt andet konstateret, at noget af den medicin, svømmerne fik udleveret af ekslandstræner Paulus Wildeboer, kunne medføre en positiv dopingprøve.

»... Under alle omstændigheder blev der i juni 2011 udarbejdet en medicinliste, og det blev i den forbindelse konstateret af Team Danmarks læge, at et af de præparater, Paulus Wildeboer havde uddelt, var et stærkt beroligende middel (sedativ), der i de fleste lande ikke var tilladt. Om et af de andre præparater blev det konstateret, at det kunne medføre positiv dopingtest. Hverken i den for os foreliggende dokumentation eller via forklaringerne har vi kunnet få en egentlig redegørelse for, hvorvidt der blev fulgt op på, om Paulus Wildeboer herefter reelt indstillede sin medicinering af svømmerne. Det bemærkes, at det forhold, at en øvrig person fremadrettet medbragte en medicintaske, ikke er ensbetydende med, at Paulus Wildeboer indstillede sin egen-uddeling af medicin«, hedder det på side 182 og side 183 af rapporten.

Download hele rapporten her

Team Danmark har ifølge Kammeradvokatens redegørelse i en række tilfælde haft konkret viden om alvorlige forhold uden at have fulgt op på, hvorvidt forholdene blev bragt i orden. Tillige hedder det, at Team Danmark har svigtet ved ikke at vurdere, om samarbejdsaftalen med Dansk Svømmeunion burde indstilles eller sanktioneres på baggrund af de mulige dopingforhold.

Formand: Skal undersøges til bunds

Formanden for Team Danmark, Frank Jensen - Københavns socialdemokratiske overborgmester - vil have dopingsporet gransket.

«Denne sag skal undersøges til bunds. Derfor har Team Danmark sammen med Danmarks Idrætsforbund henvendt sig til Anti Doping Danmark«, siger Frank Jensen og tilføjer:

»De er nu i gang med at vurdere, om der er grundlag for at starte en nærmere undersøgelse af evt. brud på WADAs (Det Internationale Antidopingagentur, red.) kodeks. Det er chokerende, at der ikke blev handlet korrekt, da den viden tilgik Team Danmark«.

»Team Danmark er – lige som forbundene - sat i verden for atleternes skyld. Ingen medalje er noget værd, hvis det er på bekostning af atleternes sundhed og trivsel«, siger Frank Jensen, der blev formand for Team Danmark i 2012.

Rapport: Union og Team Danmark svigtede deres ansvar

Rapporten fra Kammeradvokaten konkluderer, at det under alle omstændigheder er »særdeles kritisabelt, at organisationerne ikke gjorde mere for at sikre, at denne praksis med uddeling af medicin kom under betryggende kontrol«.

»Det må på daværende tidspunkt have stået begge organisationer klart, at der kunne, og sandsynligvis ville, forekomme udfordringer i at få Paulus Wildeboer til at ændre adfærd på området. Selvom det direkte ansvar for trænerens adfærd ligger hos Dansk Svømmeunion, og at handlepligten således først og fremmest påhvilede unionen, havde Team Danmark her en viden om et så alvorligt forhold, at også Team Danmark burde have fulgt aktivt op på og fulgt forholdet tæt«, står der i rapporten.

»Endelig er det efter vores vurdering kritisabelt, at Team Danmarks bestyrelse ikke blev orienteret om dette forhold«, vurderes det i rapporten.


Bo Moshage

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her