Ståle Solbakken mener, at kampen i Istanbul havde mistet sin sportslige værdi. Men da opgøret blev fløjet i gang, leverede FCK’erne en god præstation.

Sent straffespark nedlægger FCK i storkamp, klubben overvejede at blive væk fra

Rasmus Falk var en af FCK's bedste i et opgør, der sagtens kunne have ført til mere end et 1-0-nederlag. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Rasmus Falk var en af FCK's bedste i et opgør, der sagtens kunne have ført til mere end et 1-0-nederlag. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Hele verden kæmper mod coronavirus. Danmark er lukket ned. Sportsorganisationer udskyder eller aflyser deres sæsoner og begivenheder.

Men dikteret af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) gik FC København torsdag aften på banen i Istanbul til den første af to ottendedelsfinaler i Europa League mod İstanbul Başakşehir.

Det med mennesker stående på tilskuerpladserne, mens det ikke var tilfældet i flere af de andre Europa League-opgør.

Hvad der isoleret set var en af de største europæiske kampe i FC Københavns historie, havde mistet sin sportslige værdi, proklamerede Ståle Solbakken til tv-stationen 6’eren inden første fløjt.

»Jeg synes, at Uefa på kraftig vis løber fra sit ansvar. De har lukket øjnene for noget, der har meget større effekt end på bare fodboldspillet«, sagde Solbakken.

Modsat andre forbund i sportens verden mødes ledelsen i Uefa først tirsdag for at afgøre, hvad der skal ske med afviklingen af Champions League, Europa League og EM 2020 til sommer.

I samme interview fortalte Solbakken, at FC København havde overvejet at blive væk fra kampen i Istanbul.

Men FCK mødte op, og det danske mesterhold leverede en god indsats i en kamp, som endte med et 1-0-nederlag.

Da københavnerne søndag tabte med samme cifre hjemme til AC Horsens i Superligaen for tomme tribuner, kaldte Ståle Solbakken det efterfølgende for den dårligste præstation i hans tid i klubben.

Den kamp virkede ikke til stadig at sidde i kroppen på FCK-spillerne i Tyrkiet. Solbakkens tropper stod som vanligt i europæiske kampe solidt i egne kæder og skabte et lige opgør.

Det kunne dog være gået galt tidligt i første halvleg, da rutinerede Andreas Bjelland tog et alt for langt træk, som førte til et dumt boldtab.

Tyrkernes bedste mand, Edin Visca, sendte en bold mod FCK-målet, der blev afrettet og til sidst ramte stolpen.

İstanbul Başakşehir er en forholdsvis ny klub, som er finansieret af styret, førerhold i den tyrkiske liga og iført orange trøjer. Den samme farve kendetegner præsident Recep Tayyip Erdogans AKP-parti. Erdogan er İstanbul Başakşehirs mest kendte tilhænger.

Den tyrkiske klub havde derfor økonomi til at stille med Gael Clichy, Demba Ba og Martin Skrtel i startopstillingen mod FC København.

I anden halvleg kom nu 36-årige Robinho ind og fik kampens største chance i åbent spil, da han inde i FCK-feltet sparkede bolden fladt forbi den fjerneste stolpe.

FCK var bedre i de første 45 minutter end i de sidste. Der var ofte meget plads på den tyrkiske halvdel og optræk til gode FCK-muligheder, men det førte ikke til den oplagte chance. Særligt Rasmus Falk gjorde sig positivt bemærket ved flere gange at snurre rundt om sig selv og sætte en modstander af. Men FCK manglede tydeligvis en skadet Dame N’Doye til at score et vitalt udebanemål.

Længe lignede det, at kampen ville ende 0-0. Det blev desværre ikke tilfældet for FCK’erne. Med fem minutter tilbage af opgøret tabte indskiftede Viktor Fischer bolden. Det førte kort efter til, at Victor Nelsson sparkede den ind i ryggen på Carlos Zeca, hvilket sendte Demba Ba i fri position.

Den tidligere Newcastle-spiller så ud til at lade sig falde, da Guillermo Varela gik ind mod ham med sin skulder. Men selv efter brugen af VAR-fastholdte kampens skotske dommer, at der skulle sparkes fra de 11 meter.

Edin Visca sendte sikkert bolden i nettet og gav FCK et lidt ufortjent nederlag.

Hvad der sker med returkampen i København næste torsdag er i skrivende stund et ubesvaret spørgsmål.

I første omgang var det planen, at kampen skulle afvikles uden tilskuere. Men den beslutning blev truffet inden statsminister Mette Frederiksens (S) pressemøde onsdag aften.

Søren Lissner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her