Følg med i strømmen af nyheder fra sportens verden.

Forlydender om Froomes snarlige farvel til Team Ineos tager til i styrke

Chris Froome (tv.), her ved siden af sin holdkammerat Geraint Thomas, kan være presset på Team Ineos af både waliseren og sidste års Tour de France-vinder, colombianske Egan Bernal.   Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix
Chris Froome (tv.), her ved siden af sin holdkammerat Geraint Thomas, kan være presset på Team Ineos af både waliseren og sidste års Tour de France-vinder, colombianske Egan Bernal. Foto: Thibault Camus/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Cykling. Rygterne om, at den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome forlader Team Ineos allerede inden starten på dette års udgave af den tre uger lange franske styrkeprøve, tager til i styrke. Det italienske medie tuttobiciweb.it, der sædvanligvis er særdeles velunderrettet, meddeler således, at den 35-årige britiske stjerne er tæt på at indgå en treårig aftale i august med Israel Start-Up Nation, der med Nicki Sørensen som sportsdirektør i denne sæson er avanceret til WorldTour-status. Et skift vil betyde, at Froome er enerådede kaptajn, når Touren indledes 29. august, mens han hos sin nuværende arbejdsgiver kan se frem til en indædt fight om værdigheden med to andre Tour de France-konger, den regerende colombianer Egan Bernal og vinderen fra 2018 waliseren Geraint Thomas.

Fodbold. I Ungarn er der så meget styr på coronaepidemien, at der i den kommende weekend vil være fuldt hus til kampene i ligaen, efter det nationale nødberedskab ophørte natten til onsdag.

Fodbold. Robert Mudražija har på grund af flere skader spillet blot 8 kampe, siden han kom til FC København i januar 2019, men klubben har forlænget kontrakten med den 23-årige kroatiske angriber med et år, så den løber til og med 2024.

Fodbold. Kun de 10 gruppevindere i den europæiske VM-kvalifikation i fodbold kommer direkte til slutrunden i 2022. Det meddelte Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) torsdag. Ud over de 10 gruppevinder får yderligere 3 europæiske lande adgang til VM-slutrunden i Qatar. De tre lande findes efter playoffkampe med deltagelse af de 10 gruppetoere samt to landshold, der får adgang via Nations League.

Fodbold. På grund af coronapandemien har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) besluttet midlertidigt at lempe reglerne for Financial Fairplay (FFP). Det oplyser forbundet efter et møde i eksekutivkomitéen torsdag. Blandt andet lempes den såkaldte break-even-regel. Den skal sikre, at klubberne generelt ikke bruger flere penge, end de tjener. Men på grund af de uventede indtægtstab, som coronakrisen har medført, vil en opgørelse af klubbernes forbrug i forhold til indtjening ikke blive foretaget efter regnskabsåret for 2020, men først efter regnskabsåret for 2021. Regnskabsårene 2020 og 2021 vil desuden blive lagt sammen.

Fodbold. Sæsonerne i adskillige europæiske ligaer bliver først afsluttet sent på sommeren på grund af coronapandemien. Det har ført til, at næste sæson vil begynde senere, end den plejer i en række lande. Det gælder også de europæiske klubturneringer. Derfor foreslår Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, at sommerens transfervindue holdes åbent frem til og med 5. oktober. Opfordringen til alle de europæiske medlemslande er, at de vælger den samme deadline, så det er ensartet i Europa. Det blev meddelt, efter at Uefa’s eksekutivkomité torsdag havde holdt møde for anden dag i træk. Uefa oplyser, at klubber senest kan registrere spillere i de europæiske turneringer 6. oktober. Det er årsagen til, at transfervinduet skal været lukket dagen før, så klubberne efterfølgende kan melde trupperne ind til kampene i Champions League og Europa League i sæsonen 2020-2021.

Fodbold. Den tyske angriber Timo Werner skifter fra RB Leipzig til engelske Chelsea FC. Det bekræfter begge klubber på Twitter. Efter lang tids flirten mellem tyskeren og Chelsea gør både Leipzig og Chelsea det officielt torsdag formiddag, at Werner skifter til den engelske klub 1. juli 2020. 24-årige Werner har i alle turneringer scoret 32 mål og lavet 13 assist i indeværende sæson for RB Leipzig. Tyskeren skal endnu igennem et lægetjek, før skiftet er helt på plads.

Håndbold. Det kunne næsten ikke blive værre. De danske kvinder tørner sammen med tre stærke håndboldnationer i det indledende gruppespil ved EM i december. Danmark skal møde Frankrig, Montenegro og Slovenien ved EM, som spilles i Danmark og Norge i december. Det blev udfaldet af torsdagens lodtrækning i østrigske Wien, hvor 16 hold skulle fordeles i fire grupper.

  • De tre øvrige EM-grupper ser således ud:
  • Gruppe B: Rusland, Sverige, Spanien og Tjekkiet
  • Gruppe C: Holland, Ungarn, Serbien og Kroatien
  • Gruppe D: Rumænien, Norge, Tyskland og Polen
  • (EM spilles 3.-20. december)

Fodbold. FC København risikerer at miste hjemmebanefordelen til returkampen mod Istanbul Basaksehir i Europa Leagues ottendedelsfinale. Opgøret mod den tyrkiske klub skulle efter planen være spillet i Parken, men onsdag meddelte Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), at det endnu ikke er besluttet, om det bliver tilfældet. Den efterfølgende del af Europa League skal spilles på neutral grund i Tyskland, men det vil være decideret uretfærdigt, hvis det også gælder FCK’s ottendedelsfinale, mener Ståle Solbakken. »Jeg tænker, at hvis det ene hold spiller på udebane, hvor coronavirusset sprøjter, og returkampen skal være på neutral grund uden tilskuere, så er det svært at finde en mere uretfærdig runde«, siger nordmanden ifølge Ritzau. »Det, jeg håber nu, er, at tilskuertestene går godt, og at vi derfor om syv uger kan få et halvt eller trekvart fyldt Parken og få en fair chance«, siger Ståle Solbakken. Basaksehir vandt første 1/8-finale i Istanbul 12. marts 1-0.

FCK skal jage europæisk kvartfinale ved august-gyser Superligaens 28. runde: Brøndby hjælper FCK et nøk tættere på topholdet inden søndagens derby

NFL. I 2017 kaldte Donald Trump knælende NFL-spillere som Colin Kaepernick for »... sons of bitches«. USA’s præsident, Donald Trump, laver nu en kovending og siger, at den tidligere quarterback i NFL, omstridte Colin Kaepernick, fortjener en ny chance i ligaen. Det siger præsidenten i et interview med det lokale Washington D.C.-medie WJLA. Hvis han fortjener det, bør han«, siger Donald Trump direkte adspurgt, om Kaepernick skal have en ny chance. »Hvis altså han har de spillemæssige evner. Jeg ville elske at se ham få en ny chance, men hvis han ikke kan spille godt, ville det være unfair«. Den nu 32-årige Colin Kaepernick har ikke spillet i ligaen siden slutningen af sæsonen i 2016, hvor han begyndte at knæle under nationalmelodien inden kampe for at protestere mod racisme og politivold.

Fodbold. FC København melder angriberen Mohamed Daramy klar efter den hovedskade, han pådrog sig onsdag aften hjemme mod AaB i Superligaen, hvor Daramy scorede begge mål i sejren på 2-0. »Han slog hovedet i sammenstødet og er siden blevet undersøgt flere gange, og han er meldt klar til at kunne indgå i træningen«, oplyser FCK på sin hjemmeside. Det er godt nyt for FCK, som søndag skal møde ærkerivalen Brøndby på udebane.

Fodbold. Juventus-træner Maurizio Sarri, som endnu ikke har vundet en titel i Italien, mener ikke, at nederlaget i pokalfinalen til Napoli onsdag aften skyldtes taktikken. Derimod mener Sarri, at flere af holdets individualister som Cristiano Ronaldo er et stykke fra topformen på grund af den flere måneder lange coronapause. »Ronaldo er i samme form som de andre – som Paulo Dybala og Douglas Costa. Han mangler den skarphed, som gør ham god«, siger Sarri ifølge »Det er skuffende for klubben, spillerne og vores fans, men lige nu kan vi ikke gøre så meget mere, for vi mangler skarpheden. Jeg sagde ikke meget til spillerne efter kampen. Jeg var sur og skuffet ligesom dem, og på sådan et tidspunkt er det bedst at holde mund«, siger Sarri.

Fodbold. OB har brug for et godt resultat hjemme mod SønderjyskE i Superligaen torsdag aften. Et nederlag til Sønderjyske vil betyde, at OB for alvor vil være rodet ind i nedrykningskampen. Efter mandagens 0-6-nedsabling ude mod Silkeborg må fynboerne dog stadig undvære en række af holdets bærende spillere. OB meddeler på sin hjemmeside, at syv spillere er ukampdygtige på grund af skader og dermed ikke med i truppen. Det drejer sig om førstemålmand Oliver Christensen, midtbanespiller og anfører Janus Drachmann, backen Jacob Barrett Laursen, angriberne Issam Jebali og Mart Lieder samt defensivspillerne Oliver Lund og Alexander Juel Andersen. SønderjyskE må blandt andre klare sig uden den formstærke kantspiller Alexander Bah, der afsoner en spilledags karantæne. OB’s kamp hjemme mod SønderjyskE går i gang torsdag klokken 18.

Midtjysk terapi: Afløseren for 'Lange Paul' bryder sig bestemt ikke om at blive skiftet ud

Fodbold. Den brasilianske fodboldsæson bliver torsdag genoptaget med en kamp i delstaten Rio de Janeiros egen liga. Det skriver nyhedsbureauet AFP. Borgmesteren i byen Rio de Janeiro, Marcelo Crivella, har givet grønt lys for en genstart af turneringen om delstatsmesterskabet. Botafogo og Fluminense, der er blandt de største klubber i Rio de Janeiro, har gjort indsigelser mod beslutningen. »Der er ingen plausibel forklaring for en omgående genstart. Vi føler os ikke tilpasse med at sætte flere liv i fare«, hedder det i et fælles tweet fra Fluminense-spillere ifølge nyhedsbureauet Reuters. Al fodbold i landet har været suspenderet i tre måneder på grund af viruspandemien, der har ramt Brasilien hårdt. Over 46.000 personer er døde som følge af Covid-19. Alene onsdag var der 1.269 nye virusdødsfald ifølge Brasiliens sundhedsministerium. Kun USA har et højere antal døde end Brasilien. Torsdagens opgør står mellem Flamengo og Bangu på det berømte Maracanã-stadion, der lagde græs til VM-finalen i 2014.

Fodbold. Den unge Manchester City-spiller Eric Garcia kom til bevidsthed efter sin skade i onsdag aftens Premier League-kamp mod Arsenal, som City vandt 3-0. Det bekræftede Citys manager, Pep Guardiola, over for Sky Sports sent onsdag aften. »Vi er meget bekymrede«, sagde Guardiola. »Han har reageret ganske godt, men vi er nødt til at vente. Han er ved bevidsthed, hvilket er et godt tegn«. Med cirka 10 minutter tilbage af kampen stødte Eric Garcia sammen med sin egen målmand, Ederson, da han kom stormende ud til bolden. Sammenstødet var så voldsomt, at læger måtte på banen med en båre og iltmasker. 19-årige Garcia endte med at blive båret fra banen med iltmaske og halskrave på. Sammenstødet betød, at der måtte lægges 11 minutters tillægstid til kampen.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her