0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Glyn Kirk/Ritzau Scanpix
Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Chelsea vinder igen og bevarer den nye træners status som ubesejret

De seneste nyheder fra sportens verden.

Fodbold. Efter Manchester Citys sejrsstribe blev brudt af Manchester United kan der komme fokus på en ny imponerende engelsk serie. Efter 2-0 over Everton er Chelsea ubesejret i 9 kampe i Premier League og 11 kampe i alt med tyskeren Thomas Tuchel som træner. Især Kai Havertz er blomstret op efter fyringen 25. januar af Frank Lampard, og den 21-årige tysker var involveret i begge mandagens scoringer. Først var det Havertz’ afslutning, der blev rettet af til et selvmål af Ben Godfrey, og 2-0-målet var et straffespark begået mod Havertz, som Jorginho udnyttede. Også Andreas Christensen har fået en ny rolle under Tuchel og spillede atter alle 90 minutter i mandagens sejr, der var den 8. i de seneste 11 kampe.

Tennis. Med tre sejre i kvalifikationen skal 17-årige Holger Rune for anden uge træk spille med i en ATP-turnering. I Santiago måtte Holger Rune som nummer 410 på verdensranglisten have et wildcard for at komme ind i kvalifikationen til Chile Open, og det har han udnyttet med tre sejre alle i tre sæt over portugiseren Goncalo Oliveira (nr. 298), Emilio Gomez fra Ecuador (nr. 176) og i dag argentineren Renzo Olivo (nr. 223) med 4-6, 6-3, 6-4. I første runde skal Holger Rune møde anden af de fire spillere fra kvalifikationen, den 20-årige argentiner Sebastian Baez (nr. 257). Vinderen af den kamp skal i 2. runde møde den 2.-seedede franskmand, 31-årige Benoit Paire (nr. 29). De tre sejre i kvalifikationenindbringer Holger Rune 27 point til verdensranglisten, hvor han i næste uge vil avancere ca. 25 pladser.

Fodbold. En rumænsk fjerdedommer er udpeget som den ansvarlige for skandalen, der efter 13 minutter førte til en afbrydelse af en Champions League-kamp. Sebastian Coltescu udpegede Basaksehirs assistenttræner Pierre Webó som ’ham den sorte’, hvilket fik det tyrkiske hold til at udvandre fra kampen mod Paris SG. Coltescu er udelukket for resten af sæsonen for »upassende opførsel under en Uefa-kamp, som han var udpeget til«.

Cykling. For anden dag i træk kæmpede eksverdensmesteren Mads Pedersen (Trek-Segafredo) med om sejren i Paris-Nice, og efter søndagens tredjeplads blev den 25-årige dansker på den 188 km lange 2. etape fra Oinville-sur-Montcient til Amilly kun overtrumfet af hollænderen Cees Bol (Team DSM). Mads Pedersen blev kørt perfekt i stilling af sin belgiske holdkammerat Jasper Stuyven, men formåede ikke at svare igen, da Cees Bol kom stærkt bagfra og sejrede med et par længder. Australieren Michael Matthews (Team BikeExchange), der blev nr. 3 på etapen, overtog den gule førertrøje efter at have erobret 5 bonussekunder undervejs. Mads Pedersen avancerede til andenpladsen, hvor han ligesom 1. etapes irske vinder Sam Bennett (Deceuninck-Quick Step), der blev nr. 5 i Amilly, er 4 sekunder bagud inden tirsdagens 14,1 km enkeltstart.

Fodbold. Joan Laporta, der ledte FC Barcelona fra 2003 til 2010, blev søndag igen valgt som klubpræsident. Laporta fik 54,28 procent af de i alt ca. 52.000 afgivne stemmer. Laporta fejrede sejren med et glas bobler og ved at synge klubbens slagsang. Derefter holdt han en tale med en særlig besked til klubbens anfører, Lionel Messi, der også stemte. »At se verdens bedste spiller afgive sin stemme i dag er et tydeligt tegn på det, vi bliver ved med at sige. Leo elsker Barca«, sagde Laporta. »Jeg håber, at det er tegn på, at han vil blive i Barcelona. Det er det, vi alle ønsker«.

Olympisk. En dugfrisk meningsmåling foretaget af det japanske medie Yomiuri viser ifølge Ritzau og Reuters, at der er stor modstand i den japanske befolkning omkring udenlandske tilskuere på lægterne til sommerens OL i Tokyo. 77 procent af japanerne mener, at der ikke bør lukkes udenlandske fans ind for at overvære OL, mens kun 18 procent svarer, at de synes, det er godt med fans fra andre lande. Arrangørerne af OL har bebudet, at man i slutningen af marts vil træffe en beslutning om, hvorvidt man vil tillade udenlandske fans at komme til Japan for at overvære legene.

Håndbold. Landstræner Nikolaj Jacobsen ser med skepsis frem mod OL-turneringen i Tokyo til juli, hvor Danmark skal forsvare titlen fra Rio i 2016. Faktisk vil Nikolaj Jacobsen helst ikke af sted, skriver Ekstra Bladet. »Lige nu kan jeg ikke se, hvordan de skal gennemføre det forsvarligt. Man skulle have flyttet det til 2022, og så var det heller ikke kollideret med EM i fodbold, og vi ville måske være på den anden af pandemien«, siger Nikolaj Jacobsen med henvisning til den aktuelle coronasituation.

Fodbold. FC København har nedlagt protest over det gule kort, som Mathias ‘Zanka’ Jørgensen modtog i det 83. minut i søndagens derbynederlag i Brøndby. »I forbindelse med det mål, vi fik annulleret, ser ’Zanka’ i få sekunder ud på dommerens VAR skærm og får efterfølgende et gult kort på opfordring af kampens fjerdedommer«, meddeler FCK og tilføjer: »Zanka bliver oplyst af kampens dommer, at han ikke har generet ham, og at dommeren ikke har hørt ham sige noget, men at han får advarslen, på fjerdedommerens opfordring, for at se på VAR skærmen i forbindelse med dommerens gennemsyn«. FC Københavns mener således ikke, at der er hjemmel for at give gult kort for at se på skærmen.

Olympisk. Det kommende OL i Tokyo vil få et rekordstort antal kvindelige deltagere. Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der i denne uge mødes til organisationens 137. session, meddeler således, at 49 procent af de lidt over 11.000 forventede deltagere i Japan vil være kvinder. Ved legene i Rio i 2016 udgjorde kvinderne 45 procent af deltagerne. Også de paralympiske lege står foran en rekord i antallet af kvindelige deltagere. Her vil andelen af kvinder udgøre mindst 40 procent, varsler IOC.

Tv. Nent Group, som står bag TV3 Sport og Viaplay, har sikret sig rettighederne til Kvindeligaen i fodbold fra næste sæson. Aftalen gælder i tre sæsoner.

Håndbold. Aalborg-stregspilleren René Antonsen har meldt afbud til landsholdets to kommende kampe i EM-kvalifikationen torsdag og søndag mod Nordmakedonien. Antonsen har brækket en knogle i hånden. Landstræner Nikolaj Jacobsen har i stedet udtaget Bjerringbro-Silkeborgs Alexander Lynggaard.

Golf. Nanna Koerstz Madsen sluttede som nummer 27 og Nicole Broch Larsen blev nummer 48 i LPGA Tour-turneringen Drive on Championship i Florida. Her sejrede amerikaneren Austin Ernst.

Fodbold. Den franske storklub Marseille er i en uhørt krise. Klubben tabte søndag i den franske pokalturnering med 2-1 til amatørholdet Canet – fra den femtebedste række.

Tennis. Clara Tausons finalesejr i Lyon har sendt den 18-årige dansker frem som nummer 96 på den nye verdensrangliste. Tauson lå inden turneringen i Lyon som nummer 139, men nu er hun den næstyngste spiller i top-100. Kun den 16-årige amerikaner Cori Gauff er som årgang 2004 yngre end danskeren. Dansk Tennis Forbunds sportschef, Jens Anker Andersen, siger til Ritzau, at han er imponeret af stjernefrøet. Hvor stort Clara Tausons potentiale er, svæver dog i det uvisse. »Jeg vil ikke sætte en øvre grænse på overhovedet. Perspektiverne har været fantastiske i lang tid, og jeg synes, at sejren er kommet hurtigt. Spillet har været til det, og at vinde en WTA-turnering som 18-årig er der ikke mange, der gør«, siger Jens Anker Andersen.

Ranglisten

  • 1. Ashleigh Barty, Australien 9.186 point
  • 2. Naomi Osaka, Japan 7.835 point
  • 3. Simona Halep, Rumænien 7.255 point
  • 4. Sofia Kenin, USA 5.760
  • 5. Elina Svitolina, Ukraine 5.370
  • 96. Clara Tauson, Danmark 853

Fodbold. FC Midtjyllands forsvarende danske mestre tabte søndag 0-1 til AGF i Superligaen og måtte se Brøndby tilbageerobre førstepladsen i ligaen. Det var samtidigt første gang i denne sæson, at midtjyderne tabte en kamp til en af rivalerne i top-4 – Brøndby, FC København og AGF.

Tennis. Serberen Novak Djokovic har tilføjet endnu et stort kapitel til karrieren, der foreløbigt har budt på 18 grandslam-triumfer. Djokovic er i dag for 311. uge nummer et på verdensranglisten, hvilket er rekord. Roger Federer har ligget nummer et i 310 uger.

Top-5

  • 1. Novak Djokovic (Serbien), 311 uger.
  • 2. Roger Federer (Schweiz), 310 uger.
  • 3. Pete Sampras (USA), 286 uger.
  • 4. Ivan Lendl (Tjekkoslovakiet), 270 uger.
  • 5. Jimmy Conners (USA), 268 uger.


Annonce

For abonnenter

Annonce