Det er efterhånden længe siden, at Mikael Uhre kunne betegnes som værende en uskarp afslutter. Søndag aften viste 2020/21-sæsonens Superliga-topscorer atter, hvor god han er blevet. På trods af at være blevet spillet ud af egen bane i det første kvarter, havde Brøndby kæmpet sig til en føring på 1-0, da Uhre kunne løbe sig fri højt oppe på FC Midtjyllands halvdel. Med to modstandere i hælene og god tid til at tænke over, hvor stor chancen var, spurtede Mikael Uhre ned mod Jonas Lössl. På køligste vis lobbede han roligt bolden hen over FC Midtjylland-målmanden til slutresultatet 2-0 og lod sig derefter hylde af fansene på Sydsiden.
Brøndby ramte i perioder det niveau, de blå-gule havde i guldsæsonen og fik vigtigst af alt hentet den første sejr efter syv runder. Mikael Uhre får måske også muligheden for at sparke flere bolde ind bag landsholdsmålmand Jonas Lössl i de kommende dage. Brøndby-angriberen er i hvert fald et udmærket bud på en afløser for Martin Braithwaite, hvis han må melde afbud, efter han udgik i Barcelonas kamp søndag aften med en skade.


























